Velkommen til ScienceBlog.dk, Danmarks første, uafhængige blog for naturvidenskab!
Men hvad er en “blog” egentligt? Blog er en forkortelse for “weblog,” der er en betegnelse for en hjemmeside med ofte opdaterede, kronologisk ordnede informationer. Weblogs kan for eksempel fungere som en personlig dagbog, en emneinddelt nyhedsside eller et – endog ganske magtfuldt – politisk, kommenterende nyhedsmedium.
Blogs er blevet mere og mere populære de sidste par år. Specielt i 2004 trådte blogs ganske tydeligt frem som et magtfuldt medie, idet utallige blogs opstod i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Politiske kandidater begyndte at bruge dem, mainstrem TV programmer lavede deres egne blogs, og Merriam-Webster’s Dictionary udnævnte “blog” til Årets Ord i 2004!
Et helt stort gennembrud for blogs kom i forbindelse med præsidentvalgkampen i USA: I september 2004 præsenterede Dan Rather på CBS’s “60 Minutes” program en række militærdokumenter, der angiveligt kritiserede præsident Bush’s militærtjeneste i Nationalgarden. Ganske kort efter udsendelsen var flere forskellige weblogs ude med kritik af programmet og dokumenterne, der blev kaldt forfalskninger. Det blev blandt andet påpeget, at datidens skrivemaskiner ikke kunne lave den præsenterede typografi, og én blog lavede endda et næsten identisk dokument ved at bruge en af Microsoft Words standardfonte.
Historien spredte sig lynhurtigt til andre medier, og CBS trak til sidst dokumenterne tilbage. Mange ser denne “Rathergate“-sag som den endelige accept af weblogs fra de mere traditionelle og etablerede medier. Senere blev blogs en vigtig nyhedskilde under de kaotiske forhold omkring tsunamien i Indonesien, og ved de seneste Folketings- og Kommunalvalg i Danmark er weblogs også trådt meget tydeligt ind i dansk politik. For eksempel har en ganske stor del af alle kandidater ved valgene en weblog.
Hermed lanceres altså en ny weblog – en blog der dækker udviklingen inden for den naturvidenskabelige verden. ScienceBlog.dk er et medium, der løbende vil beskrive udviklingen i naturvidenskabens verden set både fra et nyhedsmæssigt og et politisk aspekt, og det er så vidt vides den første uafhængige, danske blog, der dækker naturvidenskaben bredt.
Vi håber, at du som læser vil følge med i dette lille stykke Danmarkshistorie.