I august sidste år havde jeg fornøjelsen af at deltage i Korean Science Festival i Korea. Det var i sig selv en stor oplevelse, men allerede på rejsen over fik jeg en stor, teknologisk oplevelse. Lufthansa har nemlig indført trådløst internet for alle passagere.
Systemet kaldet “Connexion by Boeing” blev indført på kommercielle flyvninger af Lufthansa allerede den 17. maj 2004, og siden er systemet taget i brug af China Airlines, All Nippon Airways, Etihad Airways, Asiana, El Al, Japan Airlines, Korean Airlines, SAS og Singapore Airlines, mens Austrian snart kan tilføjes til listen. Selskaberne er glade for at kunne tilbyde den ekstra service, specielt fordi adgang til nettet er yderst simpelt for passagererne. Man logger på med sin laptop ganske som ved et almindeligt hotspot, og tjenesten betales hurtigt med kreditkort.
Spørgsmålet er nu, hvornår vi ser DSB indføre den meget ønskede service i intercitytogene herhjemme? Allerede i midten af 2004 besluttede DSB sig faktisk for at indføre trådløst internet, og man vurderede den gang, at det ville være klart i slutningen af 2005. I starten af sidste år udskrev DSB så en konkurrence om at tilbyde den nødvendige teknologi, og i oktober blev der indgået en aftale med en af vinderne fra den konkurrence, det tyske T-Systems, som er en afdeling af Deutsche Telekom. Nu turde man dog ikke udtale sig om tidsplanen!
Man kan frygte, at lanceringen trækker ud i det uendelige, og i værste fald kan DSB finde på kun at tilbyde servicen på DSB 1′. Trådløst internet findes allerede i toge i Sverige og England, og Deutsche Bahn arbejder også intenst på at indføre det. Danmark er i forhold til mange andre lande et teknologisk meget højt udviklet land, så lad os få trådløse rejser nu!
Jeg pendler dagligt med toget og har derfor fulgt DSBs planer om at indføre intenet i togene nøje, men havde ikke hørt noget i langt tid indtil jeg faldt over denne blog. Jeg besluttede derfor at skrive til DSB og spørge hvordan det går med deres planer om at indføre trådløst internet i togene, og her er svaret jeg fik tilbage:
Kære Per Hansen
Tak for din henvendelse.
DSB har løbende undersøgt mulighederne for at kunne tilbyde trådløs internet fra vores tog. Vi lægger vægt på at kvaliteten skal være i orden og at det er økonomisk overskueligt, både for DSB i etableringen og for kunderne, der skal bruge det. Vi har derfor gennemført en projektkonkurrence og har udpeget en vinder som blev T-Systems Danmark A/S.
DSB vil derfor i de kommende måneder indlede forhandlinger med T-Systems, men vi kan desværre endnu ikke sige noget konkret om tidsperspektivet for hvornår vi kan tilbyde trådløs Internetopkopling i togene.
Med venlig hilsen
Peter Svendsen
DSB Formidling, Kundevendelser.
Ikke ligefrem opløftende læsning og jeg fatter ikke at de først nu skal til at indlede forhandlingerne med T-Systems når det er et halvt år siden de blev udvalgt som leverandør. Hvad har de lavet i al den tid?
Per Hansen