Gæsteindlæg: I dette indlæg skriver direktør Lars Petersen fra Orion Planetarium i Jels om formidling af naturvidenskab i lokalsamfundet. Lars Petersen har en ph.d.-grad i astrofysik, og han er yderst aktiv i Jels og omegn med at lave arrangementer og foredrag om naturvidenskab.
De første institutioner til formidling af naturvidenskab opstod i det 19. århundrede i form af zoologiske haver i landets store byer, senere er enkelte af disse flyttet ud på landet, hvor der mere plads til dyrene, og nye er kommet til. København og Århus fik også tidligt botaniske haver og naturhistoriske/geologiske museer, men egentlige science centre har der ikke været nogen lang tradition for i Danmark. Nogle enkelte er blevet etableret, også her først og fremmest i de største byer – mest kendt Experimentarium i København.
Kendetegnet ved disse centre er typisk, at de formidler meget generelt indenfor forskellige grene af naturvidenskaben. Der er altså næsten en “global” indfaldsvinkel til formidlingen. Indenfor de seneste år er der dog også blevet oprettet enkelte naturvidenskabelige formidlingscentre med udgangspunkt i de lokale forhold, f.eks. Kystcentret, Danmarks Saltcenter og NaturBornholm. Disse har i et stort omfang karakter af “visitor centres”, som det kendes fra den angel-saksiske verden, og retter sig i stor grad mod områdets turister.
I tidligere generationer var det typisk overlærer Skelmose, som efter et langt liv på egnen kendte alle skovstier, vandhuller, rævegrave og sommerfuglebakker, og derfor stod for den lokale naturformidling til eleverne i den lokale skole. I vores mobile samfund, hvor lærere ikke bor i lokalområdet, og hvor de og forældrene ikke er vokset op i nærheden, er der lille kendskab til de lokale naturhistoriske/geologiske forhold eller den lokale teknologihistorie, og dermed endnu mindre incitament til at bruge det i den daglige undervisning.
Konsekvensen af ovenstående to forhold for gruppen af børn og unge er, at feltture og ekstramural læring generelt ofte kommer til at begrænse sig til udflugter i forbindelse med lejrskoler langt fra hjemegnen eller til ekskursioner til landets storbyer. For gruppen af interesserede voksne er konsekvensen, at de ofte ikke har noget lokalt sted at vende sig hen for at tilegne sig ny viden, og man derfor vælger ikke at forfølge emnet eller begrænser sig til den information, der kan opnås gennem TV og landsdækkende aviser.
Man kunne naturligvis stille sig tilfreds med denne situation, når blot ungerne når at opleve et eller andet i løbet af skoletiden. Men i et samfund, der fortsat råber efter flere unge, der søger naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser, er det af stor vigtighed, at naturvidenskaberne allerede fra en tidlig alder afmystificeres, og at den spændende ekstramurale læring ikke kun finder sted i hellige haller i de 2-3 største byer.
Naturvejledere har rundt omkring i høj grad overtaget overlærer Skelmoses funktion, men det grundige lokalkendskab er ikke alle steder længere til stede, og denne vejledning er næsten udelukkende funderet på biologiske og især botaniske emner. Naturvejlederordningen som den p.t. er skruet sammen på national plan er altså ikke hele løsningen på den lokale naturvidenskabelige formidling.
Vi er derfor i dag langt fra den ideelle situation med “hver storkommune sit science centre“. To spændende eksempler på, hvordan det kan drejes finder vi dog i Økolariet i Vejle (startet 2004) og Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro (under opbygning). Her har man netop taget udgangspunkt i, at formidlingen først og fremmest skal have et lokalt fundament og engagement på et ikke-kommercielt grundlag. Derved er der først og fremmest langt bedre mulighed for, at formidlingen bliver vedkommende og kommer til at indgå som en naturlig del af hverdagen for børn og unge, men også at opnå en stor interesse blandt områdets voksne.
Også Dansk Naturvidenskabsfestival har siden 1998 medvirket positivt til, at skoler, gymnasier, biblioteker, museer, science centre og mange andre har sat fokus på naturvidenskaberne helt lokalt, så kommunikationen mellem formidler og aftager bliver meget mere vedkommende og relevant. Selv om det naturligvis her kommer til at fungere som “speciel events”.
Det er derfor vigtigt, at vi i fremtiden arbejder hen imod en struktur med lokale naturvidenskabelige centre, også “centre uden mure”, hvor der, gerne med udgangspunkt i lokale forhold, kan udøves en kompetent og bred naturvidenskabelig formidling, der er relevant for børn og unges hverdag uden, der bliver tale om fremmedgørende mastodont-turistmagneter. Kun her igennem kan vi opnå, at den naturvidenskabelige formidling finder relevans i hele befolkningen som en naturlig del af hverdagen, og opnå at elever bruger deres “eget” lokale naturvidenskabelige formidlingscenter flere gange i løbet af skoleforløbet som en naturlig del, når mangel på specifik viden, udstyr eller andre forhold på skolen tilsiger det. Et koncept, der på flere måder minder om den måde vi formidler kulturhistorie på lokalt, men endnu langt fra er udbredt på det naturvidenskabelige område.