Det helt store fokuspunkt for rumforskningen i disse år er Mars! Udforskningen af vores naboplanet er en naturlig udvikling fra de første satellitter og bemandede rumfartøjer i kredsløb om Jorden til landsætningen af mennesker på Månen. Nu kigger vi længere ud, og så når vi til Mars.
Men udforskningen af Mars er først og fremmest et spørgsmål om Livets Oprindelse. Det er med andre ord en af menneskehedens største, ubesvarede gåder, som vi – måske – kan kaste lys over ved at studere Mars. Her kan vi nemlig søge efter svaret på, om livet er opstået andre steder end på Jorden. Der er næsten helt sikkert ikke liv på Mars i dag, men der er absolut mulighed for, at der har været det tidligere.
For blot to en halv uge side gik rumsonden Mars Reconnaissance Orbiter (MRO) i kredsløb om Mars, og i weekenden begyndte de første billeder at strømme ind til de henrykte forskere. Dermed er et nyt skridt taget i udforskningen af Mars, idet MRO vil studere vandets historie på Mars. Tidligere undersøgelser har bekræftet, at der har været flydende vand på planetens overflade, men det er ukendt, om vandet var der længe nok til, at liv kunne opstå i det. Det vil MRO undersøge.
MRO er blot én af mange sonder, der er planlagt til at besøge Mars. Senere kommer den første “sample return” mission, der skal bringe Mars-støv tilbage til Jorden, og om ikke mere end måske 20-30 år står den første mand på Mars! Den tidsplan kan dog ændres mange gange i de kommende år…
Følg MROs arbejde via NASA hjemmeside.