Mens alle medier skriver løs om Solsystemets nye status og definitionen af en planet, har Berlingske Tidende i dag en historie om astrologerne, der selvfølgelig altid har vidst, at der måtte være 12 planeter i Solsystemet. “Det har stået i stjernerne i 6.000 år. Alt hvad astronomerne finder ud af, har vi vidst hele tiden,” siger astrologen Ole Giber.
Ole Gibers udtalelse kommer ikke som en overraskelse. Astrologer er berygtede for deres bortforklaringer, når de er under angreb, eller når folk sætter spørgsmålstegn ved grundlaget for deres arbejde. Enten forstår vi andre ikke astrologien, eller også arbejder den pågældende astrolog efter en metode, som er anderledes og meget bedre end den, der er under angreb.
Giber udtaler desuden, at “astrologi er den fineste videnskab“. Lad os lige slå fast, at astrologi er en religion og ikke en videnskab! Det er eftervist gentagne gange, at astrologi ikke virker. Godt nok oplever mange, at deres horoskop passer lige på en prik på dem, men denne subjektive verifikation af faget er ugyldig, hvilket enhver psykolog kan bekræfte. Hvis man giver en person et vilkårligt horoskop, opfatter de fleste alligevel horoskopet som passende på dem selv. Og hvis man forsøger at lade folk udpege deres eget horoskop blandt en masse anonyme horoskoper, fejler de gang på gang.
Historien i Berlingske Tidende kommer dog ikke ind på, hvordan astrologerne vil behandle den nye Pluto/Charon dobbeltplanet. Astrologerne arbejder blandt andet med planeternes position på himlen, og da Pluto og Charon kredser meget tæt om hinanden, vil de set fra Jorden have næsten eksakt samme position på himlen i forhold til stjernebillederne. Men jeg forstår nok bare ikke astrologien…
Hvad værre er, så viser den aktuelle debat, at definitionen af en planet – som er så vigtig for astrologien – er fuldstændig arbitrær. Ceres og Charon har været kendt i årevis, men astrologerne lægger først mærke til dem, når en flok astronomer i Prag beslutter sig for at omdøbe dem til planeter. Og man skulle da tro, at asteroiderne Vesta og Pallas – som er godt halvt så store som Ceres – også bør regnes med, når astrologerne laver horoskoper. Men jeg forstår nok bare ikke astrologien…
Det eneste, man kan være sikker på, er, at astrologerne nok skal have nogen gode bortforklaringer klar, hvis de bliver spurgt om sagen!
Nå, nok om det. Astrologi hører ikke hjemme på en naturvidenskabelig blog – men når astrologerne kalder sig selv for videnskabsfolk, bliver man nødt til at reagere. Man bliver altså ikke videnskabsmand bare fordi man bruger en computer i sit arbejde, Ole Giber.
Update (24. august 2006): Ja, så blev der alligevel ikke 12 planeter i Solsystemet. Se mere her. Bare rolig, astrologerne er helt sikkert ikke rystede af den grund.