Hvad skal vi med Galathea?

Mette Elena SkindersøGæsteindlæg: Jeg har allerede et par gange været inde på Galathea-ekspeditionen og specielt diskuteret forholdet mellem forskning og formidling. Se for eksempel dette og dette indlæg. Her bringer vi nu et gæsteindlæg skrevet af ph.d.-studerende Mette Elena Skindersø fra Center for Biomedicinsk Mikrobiologi på Danmarks Tekniske Universitet. Mette har fået Dagbladet Ingeniørens legat til at udføre forskning om en ny type antimikrobielle stoffer på Galathea-ekspeditionens togtben 15 og 16 (Galapagos til Skt. Thomas). Titlen på Mettes projekt er ”Marin medicin – Screening for inhibitorer af patogeners kommunikations-systemer”.

Aldrig har danske videnskabsjournalister skrevet så meget om O-ringe, som da Vædderen fik skrue-problemer pga. sådanne to dimser. Senere har journalisterne givet ekstra spalteplads til aktuelle, men dog ingenlunde nye problematikker såsom kviksølvforurening og bundmalingskemikaliet tributyltin (TBT), der gør konksnegle kønsforstyrrede. Men hvad er formålet med Galathea 3-ekspeditionen?

Er det ekspeditionens mål at give journalisterne noget at fylde spalteplads ud med? Er Galathea et formidlingsprojekt og PR-stunt for videnskaben? Eller handler Galathea 3 om at lave banebrydende forskning? Svaret er jo nok at ekspeditionens formål er baseret på alle tre elementer.

Ny viden fra Galathea
Jyllands-Posten er flere gange blevet omtalt som initiativtager til Galathea 3. Som bekendt (og ellers kan man jo nok regne det ud) har der været både en Galathea 1 og en Galathea 2, og ideen om en tredje Galathea ekspedition er følgelig blevet foreslået flere gange.

Men denne gang er det så – heldigvis – blevet til virkelighed. Og jeg skriver heldigvis! – ikke bare fordi JP, Ingeniøren, Politiken og resten af medieverden har noget at skrive om, der ikke omhandler krig – men heldigvis fordi jeg faktisk tror på at Galathea 3 vil generere ny viden, der IKKE kunne være fremkommet uden Galathea-ekspeditionen.

Forskningssynergier
Selv store enkeltstående forskningsprojekters budgetrammer vil sjældent muliggøre forskning, der kræver indsamling af prøver fra Antarktis til Galapagosøerne. Men det bliver muligt, når mange forskningsprojekter er samlet på den samme ekspedition, som det er tilfældet med Galathea 3 ekspeditionen. Det betyder at flere projekter må arbejde sammen for at koordinere målinger og prøvetagninger, men også at projekterne kan hjælpe hinanden.

Personligt glæder jeg mig meget til at dele ideer og høre om de andre forskeres projekter. Ét tip fra Vædderen har jeg allerede modtaget: “Regn ikke med at du kan afveje kemikalier på et skib i søgang“. Så ved jeg det 🙂

På tværs af forskningsfelter
Forskerne ombord på Vædderen vil helt sikkert være interesserede i at høre om de andre forskeres projekter – og der er en ret stor sandsynlighed for at vi efter Galathea vil se nogle spændende samarbejdsprojekter på tværs af traditionelle forskningsområder. Mange af fremtidens store opdagelser ligger og venter, hvor to eller flere forskningsfelter grænser op til hinanden – eller hvor meget forskellige forskningsområder kan berige hinanden. Så ja, jeg mener bestemt Galathea 3 forskningsmæssigt har sin berettigelse, også selvom Galathea 3 med en budgetramme på 170-180 millioner kroner (ca. ligeligt fordelt mellem offentlige og private midler) er en kæmpe forskningssatsning.

Det er nødvendigt at skaffe forskningstilladelser for alle marine territorier, hvor man vil indsamle prøver og når disse tilladelser skal indhentes er det også en fordel at flere projekter arbejder sammen. Det har helt sikkert været mig til stor hjælp, at jeg har kunnet få vejledning fra andre Galathea-forskere til at ansøge om forskningstilladelser til mit eget projekt. I forbindelse med dette projekt skal jeg indsamle en masse prøver af forskellige marine organismer for at undersøge, om de indeholder stoffer, der kan bruges til behandling af infektionssygdomme. Jeg håber på at få lov til at dele prøvetagninger med nogle af de andre projekter ombord og forhåbentlig også trække på deres viden i forbindelse med klassificering af forskellige marine organismer.

Marin medicin
Mit projekt på Galathea 3 har som mål at identificere stoffer fra marine organismer, der kan gøre bakterier mindre virulente ved at forhindre bakterierne i at kommunikere med hinanden. Screeningen foregår ved hjælp af et simpelt system baseret på vækst/ikke-vækst af en engineered bakterie, og det er udviklet til anvendelse på steder, hvor der ikke er avancerede laboratoriefaciliteter. Idet svaret på om en given organisme producerer aktive substanser fås fra dag til dag, kan indsamlingen af nye prøver tage afsæt i de resultater, der allerede foreligger. For eksempel, hvis det ser ud til at koraller ikke indeholder interessante stoffer, mens f.eks. havsvampe giver masser af hits, kan jeg sørge for at indsamle flere havsvampe i stedet for koraller. 

Mit projekt har således stor gavn af Galathea 3-konceptet, også fordi jeg får en unik mulighed for at samle prøver ind i et havmiljø med stor arts-diversitet. Havde jeg haft muligheden for at være med på hele togtet, ville jeg også kunne indsamle viden om, hvilke økologiske nicher forekomsten af inhibitorer af bakteriel kommunikation er størst.

Hvis du vil vide mere om forskningen indenfor bakterielle kommunikationssystem kan du læse videre her om et screeningsprojekt gennemført i 2004.

Mere end forskning
Nok er Galathea en forskningsekspedition – men den er mere end det! For formidlingen af forskningen ombord på Vædderen er af overordentlig stor betydning – og derved med til at gøre ekspeditionen til et projekt for hele Danmark. Havde jeg tilhørt aldersgruppen 7-15 år i dag, ville jeg nok se det at være forsker på Galathea som en noget sejere ting end at være ”Stjerne for en aften”. Sådan lidt “Jeg vil sgu da være videnskaber! Det da for cool“-agtigt.

I og med at pressen står og kikker forskerne over skuldrene, både når succesen er hjemme og når udstyret forsvinder i havets glubske gab, tror jeg at forskerlivet bliver mere realistisk dækket end ved et interview med en dansk forsker, der efter 10 års hårdt arbejde har fået en artikel igennem til Science. Lad os se nogle live reportager fra forskningens bølgedale(!) med forskere, der er ægte mennesker som man kan identificere sig med.

Forhåbentligt vil dækningen af Galathea 3 ekspeditionen ændre forestillingen om at forskning er kedeligt, virkelighedsfjernt og uforståeligt. Denne formidlingsopgave er en stor opgave for såvel mediefolk som forskere. Men mon ikke det vil vise sig, at Galathea 3 kan være med til at gøre forskere bedre formidlere og journalister mere interesserede i (og måske også bedre til) at formidle videnskab?

Når Vædderens jordomsejling slutter, og der gøres status over de opnåede forskningsmæssige resultater, er jeg overbevist om at det vil vise sig, at Galathea 3 har været det hele værd som forskningssatsning. Og forhåbentlig vil Galathea 3 bidrage til at give de unge lyst til en naturvidenskabelig karriere og således sørge for at Danmark også i fremtiden har et grundlag for at producere ny forskning.