Vægtløs brusetablet

Jeg fik lige en fantastisk video tilsendt. Den viser en række forsøg med vand og luftbobler ude i rummet. Forsøgene er foretaget på Den Internationale Rumstation, og eftersom vandet er i vægtløs tilstand, danner det blot en sfærisk kugle. Bobler i vandet ved ikke, hvad der er op eller ned, og det kan man lave nogle spændende ting med. Blandt andet viser astronauterne, hvad der sker, når en brusetablet puttes ind i vanddråben.

Se video her.

Naturvidenskabelig julekalender

Livet er for kort til de gamle julekalendere, hvor man åbnede en låge bare for at finde et billede af en stjerne eller et juletræ. På DMIs hjemmeside kan man finde et alternativ, nemlig et dagligt vejrspørgsmål i december måned. Der er selvfølgelig præmier til dagens hurtigste besvarelse.

Læs mere om kalenderen her.

Mediernes dækning af kræftsagen

Det er yderst interessant at følge den aktuelle sag om ventelister indenfor kræftbehandling, specielt fordi jeg ser sagen fra begge sider som ansat på en kræftafdeling. Jeg fik dette indlæg fra Lisbeth Knudsens nye medieblog tilsendt i dag, og jeg giver hende helt ret. Knudsen skriver blandt andet:

Medierne burde for længst have afdækket kommunikationsbristen mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen, når det gælder hvem der havde ansvaret for at finde alternative behandlingsmuligheder for patienterne. Medierne burde for længst have afsløret, at en politisk behandlingsgaranti ikke er en juridisk behandlingsgaranti. Vi burde have afsløret, at ingen havde kontrol med en præcis opfølgning på den stærkt profilerede kræftplan, og at en bebudet undersøgelse var blevet udskudt. Medierne burde have afsløret, at der ikke for alvor er sat gang i at øge antallet af uddannede medarbejdere til at betjene strålekanonerne – det der gang på gang har været påvist som flaskehalsen i processen.

Når det er på plads kan vi tage fat på at kulegrave, hvem der burde have gjort hvad siden 2001. Medierne har i hvert fald ikke levet op til sit kritiske ansvar for at efterse politikernes løfter.

Mens vi venter…

…på næste udvikling i sagen om ventelister til kræftbehandling, vil jeg lige bidrage med lidt positivt om det danske sundhedssystem. Jo, selvfølgelig skal ventelisterne være så korte som muligt, og selvfølgelig skal patienter oplyses om mulige tilbud i udlandet. Og selvfølelig er der altid meget, der kan forbedres i et system, der er så kolossalt belastet, som strålebehandlingsafdelingerne er for tiden.

En gang imellem skal man nu også se på nogen af de positive historier, og det vil jeg da lige bidrage med her.

Læs hele indlægget på Seiersen Science.

Stadig chance for stjerneskud

Som frygtet blev meteorsværmen Leoniderne ikke den store oplevelse, men forhåbentligt betød det tidlige tidspunkt, at kun meget få stod ud af sengen forgæves. Som Tycho Brahe Planetariet dog meget fornuftigt pointerer i dagens Politiken, vil der stadig være mulighed for at se stjerneskud de næste par dage. Så hvis man alligevel møder tidligt på arbejde, kan man jo lige kaste et blik opad.

Sværm af stjerneskud i weekenden

Ritzau udsendte i dag en meddelelse om, at man søndag morgen vil kunne se over 100 stjerneskud i timen. Det er meteorsværmen Leoniderne, der rammer Jorden, og den slags beskeder om kommende stjerneskud ser man ind imellem i medierne.

Hvad man dog ofte glemmer er, at der ikke findes nogen præcis forudsigelse af, hvor mange stjerneskud, man kan se med det blotte øje, og derfor bliver mange ofte skuffede. Man skal desuden sørge for at se sværmen på sit højdepunkt, som typisk ligger efter midnat, og endelig skal man kigge i den rigtige retning, da sværmene kommer i helt bestemte områder på himlen. Det er altså ikke nok at gå ud og kigge op lige før man går i seng.

Husker du Vitek?

Ja, jeg spørger, fordi jeg har en fornemmelse af, at rigtig mange folk i tekniske og naturvidenskabelige fag husker Egon Schmidts herlige “Vitek” udsendelser fra 80’erne. Jeg sad selv foran skærmen hver gang, han tonede frem, og utallige af mine tidligere studiekammerater fra universitetet kan fortælle samme historie.

NØRD

I eftermiddags tændte jeg for TV tids nok til at se et afsnit af DRs teknik-program NØRD, der virkelig er en fantastisk udsendelse. Her er de to værter i øjeblikket, med kolossal entusiasme, ved at ombygge en Ellert til at kunne flyve! Og som en del af projektet indføres seerne i opdrift og aerodynamik på en flot og pædagogisk måde.

Husker du også Egon Schmidts spændende programmer (som da han demonstrerede relativitetsteori på rullebåndet i Københavns Lufthavn), så bør du helt sikkert ikke snyde dig selv for at se et enkelt af NØRD-programmerne, som jeg vil påstå er nutidens Vitek. Ikke forstået på den måde, at de to programmer kan sammenlignes rent stilmæssigt – der er sket meget på TV-fronten de sidste 25 år – men det vil være et program, som fremtidens naturvidenskabsfolk vil minde hinanden om: “Kan du huske, da Simon og Søren lavede en luftpudebåd ud af en bladblæser, en spånplade og en havestol?

Mere science TV

“NØRD” er ikke det eneste program om naturvidenskab, der i øjeblikket fylder sendefladerne. Vi har i lang tid kunnet se “Viden Om” (som for nylig har fået ny vært) og både TV2 og DR har i foråret forsøgt sig med videnskabsquizzer; henholdsvis “Er du rigtig Klog?” og “VQ”. Sidstnævnte program skulle for øvrigt i øjeblikket være ved at gøre klar til en ny sæson.

På min private scienceblog skrev jeg for 9 måneder siden et indlæg om TV2’s “Er du rigtig klog?”, og her nævnte jeg også Vitek. Af den grund er der i gennemsnit kommet omkring 1 hit om ugen via Google alene på ordene “Vitek” og “Egon Schmidt”, en klar indikation af at Egon Schmidt huskes af mange.

Næste skridt: Morgen-TV

Det er dejligt, at naturvidenskab er begyndt at fylde i medierne, men jeg synes dog, man bør gå ét skridt videre. Hvad med morgen-TV? Naturvidenskabelige demonstrationsforsøg har altid fascineret folk, og det er den slags, der kan skabe debat over kaffepausen på arbejde. Måske endda mere end Nikolaj Kirks sære, eksotiske kokkerier, som ingen af os alligevel gider at kopiere, eller Dennis Knudsens forsøg på at gøre en helt almindelig dansker lidt mere lækker; en genre, der for øvrigt får alt for megen tid på dansk og udenlandsk TV i øjeblikket!

Nej, lad os få et ugentligt fysik- eller kemiforsøg direkte i morgen-TV. Det har man længe brugt på TV i USA med stor succes. Se for eksempel hvordan Steve Spangler eller Mats Selen laver sjove forsøg i hver deres morgenprogram. Lad os få noget lignende i Danmark, TV2!

–-Klaus

PS: Go’Morgen Danmarks Redaktion kan kontaktes på gomorgen@tv2.dk. Ingeniørens læsere opfordres hermed til at sende forslaget videre…

PPS. Steve Spangler er for øvrigt manden, der står bag det kendte Mentos i Diet Coke forsøg.