Det er yderst interessant at følge den aktuelle sag om ventelister indenfor kræftbehandling, specielt fordi jeg ser sagen fra begge sider som ansat på en kræftafdeling. Jeg fik dette indlæg fra Lisbeth Knudsens nye medieblog tilsendt i dag, og jeg giver hende helt ret. Knudsen skriver blandt andet:
“Medierne burde for længst have afdækket kommunikationsbristen mellem sygehusene og Sundhedsstyrelsen, når det gælder hvem der havde ansvaret for at finde alternative behandlingsmuligheder for patienterne. Medierne burde for længst have afsløret, at en politisk behandlingsgaranti ikke er en juridisk behandlingsgaranti. Vi burde have afsløret, at ingen havde kontrol med en præcis opfølgning på den stærkt profilerede kræftplan, og at en bebudet undersøgelse var blevet udskudt. Medierne burde have afsløret, at der ikke for alvor er sat gang i at øge antallet af uddannede medarbejdere til at betjene strålekanonerne – det der gang på gang har været påvist som flaskehalsen i processen.
…
Når det er på plads kan vi tage fat på at kulegrave, hvem der burde have gjort hvad siden 2001. Medierne har i hvert fald ikke levet op til sit kritiske ansvar for at efterse politikernes løfter.“