Gæsteindlæg: Der har været skrevet meget om Galathea 3, især efter at Anders Lund Madsen kritiserede hele ekspeditionen i en skarp kronik, der igangsatte en voldsom debat om hele Galatheas berettigelse. Også her på ScienceBlog har vi skrevet en hel del indlæg om Vædderens verdensomsejling. I dette gæsteindlæg kommenterer de to redaktører på Aktuel Naturvidenskab, Jørgen Dahlgaard og Carsten R. Kjaer, på, hvad vi kan lære af hele debatten set fra en videnskabsjournalists vinkel.

God forskning kræver dygtige forskere. Og god videnskabsjournalistik kræver dygtige journalister. Så enkelt er det. I denne selvindlysende sandhed finder man en del af forklaringen på de problemer Galthea-ekspeditionen er sejlet ind i, og som har bragt en debat om noget så sekterisk som videnskabsformidling ud til den brede offentlighed.

Det har været interessant at følge Galathea-debatten, der kickstartede med Anders Lund Madsens kronik i Jyllands-Posten i december måned sidste år, hvor han erklærede projekterne på Galathea for røvkedelige, og skældte ekspeditionsfonden ud for at være en flok tøsedrenge. At Lund Madsen med sin svada i vores øjne både har fejlskud og tilløb til fuldtræffere vil vi i denne omgang hoppe let henover. Det interessante er, at vi nu har fået en bred debat om, hvad god videnskabsformidling/journalistik egentlig er, for det er der desværre alt for få, der har tænkt over tidligere.

Dygtige journalister – en mangelvare
Ud fra vores erfaringer med Galathea3 kan vi konstatere, at sætter man en flok forskere ud på et skib sammen med et vognlæs journalister, kan der komme både skidt og kanel ud af dette mix. At alle forskere ikke nødvendigvis er gode formidlere er jo ikke nogen hemmelighed. Derfor er en afgørende forudsætning for den formidlingsmæssige succes af Galathea3 set fra vores ståsted, at journalisterne er dygtige.

Her må vi desværre sige, at det kniber noget i Danmark, hvor der findes meget få dedikerede videnskabsjournalister på avisredaktionerne, og hvor området formodentlig anses for at have lavstatus blandt journalister i forhold til de rigtige spændende emner som f.eks. politik, økonomi og livsstil. En dygtig videnskabsjournalist kan ikke nøjes med at være mikrofonholder, for det er sjældent at forskning ”online” ligefrem sælger sig selv i lighed med en semifinalekamp i Champions League.

Journalistens opgave at derfor at perspektivere og vinkle stoffet, så det bliver interessant for læseren – og det er pløkumuligt uden et vist forhåndskendskab til emnet og evne til at sætte sig ind i komplicerede sammenhænge på kort tid. Nogen journalister har faktisk disse egenskaber, og det har man tydeligt kunne se på strømmen af artikler fra Galathea. Blandt Jyllands-Postens udsendte skilte Lars From sig klart ud som et lyspunkt, og det har også været tydeligt, at Politiken har en fordel i at have en egentlig videnskabsredaktion, hvor der er flere medarbejdere med erfaring i at skrive om videnskab.

Vi ved, at alle forskerne der deltager på Galathea er blevet udvalgt på baggrund af en kvalitetssikringsproces. Men hvad har kriterierne for udvælgelsen af journalisterne været? Er det dem, der er i kridthuset hos chefredaktørerne, der har fået de mest interessante togtben tildelt som en lille bonusferie? Eller har der faktisk været tale om en kvalitativ vurdering af deres evne til at løfte netop denne opgave? Det kunne være interessant at vide!

Forskellige målestokke
Om en given artikel er god videnskabsformidling afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser. Da vi selv er belastede af en naturfaglig baggrund stiller vi formodentlig andre krav end lægmanden helt uden faglige forudsætninger, og det er da muligt, at hr. Jensen hellere vil læse om besætningens tatoveringer og om dagens menu i kabyssen, end han vil stave sig igennem lange artikler med facts og perspektiver om de forskellige forskningsprojekter. Man kan således anvende forskellige målepinde for succesen af Galathea-formidlingen og komme frem til forskellige resultater.

Men skal eventyret være det bærende, havde det måske været bedre at sende end flok eventyrere af sted end en flok forskere, der er dybt optaget af deres mikrober, hvaler, dybhavsfisk og nyfundne enzymer. Her virker det som om, at det er kommet lidt bag på avisredaktionerne, hvor lidt eventyr og hvor meget hårdt og – for en ydre betragtning – kedeligt arbejde, der ligger i et forskningsprojekt.

Forskningens sexappeal
Nu har mediernes rolle i første omgang været målet for dette indlæg, men det er klart, at grunden til de svingende oplevelser med Galathea3 også skal findes i forskningsverdenen. Alle forskningsprojekterne har været igennem den normale kvalitetssikringsproces i forskningsverdenens establishment, men det er næppe det bedste udgangspunkt for at give journalisterne optimale arbejdsvilkår. Nogle emner er bare mere sexede end andre, men hvis dette ikke har været inddraget som parameter i udvælgelsesprocessen, så er man næsten selv ude om, at formidlingen bliver derefter. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad der er blevet sagt og tænkt i processen, men når først forskningsrådene er kørt i stilling, mon så ikke, at det har været ”business as usual”?

Noget at lære
Det skal blive interessant at følge de sidste sømil af Galatheas rejse og hvad der måtte komme af forskellige slutevalueringer af projektet – specielt mht. dens formidlingsmæssige gennemslagskraft. Der vil uden tvivl være mange nyttige erfaringer at drage lære af for vordende videnskabsformidlere (journalister såvel som naturfaglige). Og forhåbentlig vil man også være mere opmærksomme på de potentielle faldgruber, når man næste gang spænder den store mediemaskine foran et offentligt finansieret forskningsprojekt.

 

Læs i øvrigt artiklerne i det seneste nummer af Aktuel Naturvidenskab:

• Med medierne til børnefødselsdag (AN nr. 1/2007)
• Mens vi venter på Lieberkind (AN nr. 1/2007)