ScienceBlog.dk kan hermed eksklusivt berette, at Anders Lund Madsen og skabsbladet 21st Century Science & Technology har planer om at starte en ny Galatheaekspedition på denne dag om ét år!
Scienceblog har tidligere beskrevet Anders Lund Madsens kritik af den igangværende Galatheaekspedition, og vi har fulgt debatten nøje. Ikke desto mindre var vi meget overraskede, da vi fik en telefonopringning fra Anders i går: “Nu skal I se hvordan forskning og formidling gøres rigtigt! Jeg har købt en brig, altså ligesom Beagle“, fortæller Anders Lund Madsen stolt. “Hvis Darwin kunne forske på sådan en skude dengang, så er det da i hvert fald muligt i dag – computerne er jo blevet meget mindre“.
HMS Beagle er som bekendt det skib, Charles Darwin rejste rundt om jorden med fra 1831 til 1836. Det var på denne forskningsekspedition, Darwin samlede de data, der gjorde det muligt senere at bevise, at liv på jorden med sikkerhed ikke var intelligent designet. Anders Lund Madsen og 21st Century har tænkt sig at døbe både skib og ekspedition “Galathea 4”.
“Lige nu lækker hun godt nok lidt i begge ender, og mast og rig er også lidt rådden, men jeg er sikker på at vi kan få det ordnet, inden vi skal på langfart“, udtaler ALM.
Som første sponsor har firmaet NanoCover lovet bundmaling til den historiske brig. Den revolutionære nye bundmaling “G00 (grå)” er både giftfri og vandafvisende, og det passer fint ind i konceptet for Galathea 4 Ekspedition. I modsætning til Galathea 3 på krigsskibet Vædderen satser ALM og partnere nemlig på de fredelige og økologiske aspekter – Galathea 4 vil udelukkende sejle for vindens kraft, og al energi ombord vil blive produceret af en maskine baseret på bowlingkuglers opdrift i vand. På spørgsmålet om, hvordan det helt præcist virker, svarer Anders: “Det er en helt ny idé – opfinderen har forsikret mig, at den helt sikkert kommer til at producere strøm indenfor det næste år, der er bare et par detaljer, der lige skal fikses“.
Som forskere om bord har Anders indtil videre vundet sin bror, hjerneforskeren Peter Lund Madsen, der har tænkt sig at undersøge hvalhjerner. For at indsamle prøverne har han bestilt et specialfartøj af det japanske firma Shigatsubaka Industries Inc. “Det er en slags vandcykel med computerstyret harpun“, forklarer ALM, “den rammer hver gang“! Når hvalerne er blevet undersøgt, vil resten af dem selvfølgeligt ikke gå til spilde, forsikrer ALM, “kødet kan med fordel sælges i Norge og Japan – det er faktisk ret almindeligt for de japanske havekspeditioner“.
Afsejledatoen er planlagt til den 1.4.2008 fra Svendborg med kort proviantering i Flensborg hos Otto Duborg, hvis de har nogle gode slagtilbud. Derefter vil Galathea 4 sejle gennem Kielerkanalen og sætte kurs mod Amerika (Ildlandet). Efter Kap Horn er der ingen faste planer – “Vi sejler bare efter bølgerne og skippers gamle hat” siger Anders, griner højt og tilføjer ”bare vi får godt med action ombord – så har vi noget at skrive hjem om”.