Magnetisk drillenisse

q1_assembly.jpg

Som tidligere rapporteret her på bloggen, er man på CERN for tiden ved at bygge det der skal blive til LHC – Large Hadron Collider. Det involverer konstruktionen af et 27 km langt rør fyldt med magneter, og ikke mindst nedkøling af hele herligheden til omkring 2 grader over det absolutte nulpunkt, eller minus 271 grader Celsius. Men for nylig løb arbejdet ind i uventede problemer.

Det amerikanske regeringslaboratorium Fermilab er leverandør af magneter til LHC. Ved en test af disse magneter ved CERN opstod der ifølge Fermilab en alvorlig fejl.

Det tyder indtil videre på, at en konstruktionsfejl i magneterne gør, at de ikke kan holde til de kræfter de udsættes for, når magnetfeltet ændres pludseligt. Det kan ske, hvis magneterne brat taber deres superledende egenskaber, for eksempel som følge af fejl i kølingen. Resultatet i testen var at magneten gik i stykker.

CERN og Fermilab arbejder nu sammen på at finde en løsning på problemet, og man håber, at det ikke vil sinke færdiggørelsen af LHC.