Debatten om forskningsformidling kører videre. Senest med en kronik i Jyllands Posten, hvori Klaus Kjøller plæderer for, at forskerne som formidlere må levere gode figurer og drama. Har den saglige og grundige fremlægning helt udspillet sin rolle i det offentlige rum?
Klaus Kjøller, der er lektor ved Københavns Universitet og forfatter, argumenterer i kronikken for, at forskere skal være leveringsdygtige i dramatiske figurer, gerne lidt på vrangen eller ligefrem kontroversielle, for at nå ud over rampen med deres budskab og formidling. Dog ikke i en sådan grad, at figuren og konflikterne stjæler billedet fra budskabet.
Han får blandt andet fyret følgende passus af:
“Denne evindelige sammenblanding af “sagen” og “historien om de personer, som behandler sagen”er nødvendig, fordi det er den eneste metode, hvormed man kan få lavt motiverede og relativt uvidende modtagere til at interessere sig for sagen. De færreste af os er professorer i nationaløkonomi, har taget grunduddannelsen i religionshistorie eller kender børsteormenes parringsliv. Når vi så alligevel kræver at tv-avisen på et par minutter skal fortælle os om regeringens seneste velfærdsinitiativ eller om sharia-lovgivningens indtog på rød stue, så sker det ved at få nogle politikere, eksperter eller ofre fra det virkelige liv ind i kukkassen. De skal tale godt, herunder kort og helst i punchlines. Vi skal omgående kunne projicere en del af os selv ind på figurerne i kassen. Vi vil se følelser og dramaer om helte, fjender og venner. Vi vil se triumfer, fiaskoer og skandaler.“
Det får mig med et suk til at spørge, om det virkeligt kan være rigtigt, at dette forkortede og overdramatiserede format er det eneste, der er i stand til at fastholde interessen hos de “relativt uvidende modtagere” både for forskning og for nyheder i almindelighed.
Kan det virkeligt passe, at danskerne kun er villige til at indtage nyheder om forskning, politik og økonomiske spørgsmål, hvis de er skåret ud i små letfordøjelige bidder, og serveres af en veltalende, interessant ekspert med hjertet på det rette sted? Er der intet marked for substans og dybsindige diskussioner, hvor alle aspekter af komplicerede problemstillinger kan vendes?
For forskningsformidlingens vedkommende giver den voldsomme success med gratis, lange og dybt saglige foredrag om naturvidenskab i Århus mig håb om at virkeligheden er mere nuanceret end Klaus Kjøller giver udtryk for. Jeg kunne bare håbe, at det også gælder formidlingen indenfor andre samfundsrelevante områder.
Det er ofte et problem, når forskning serveres som en kort overskrift; “Rødvin er sundt“, “Sødmælk forårsager kræft“, “Chokolade er godt for hjertet“, etc.
Forskningsresultater er sjældent så simple. Eksemplet med rødvin er jo kendt, men det er vigtigt at understrege, hvilke forudsætninger man har for at træffe denne konklusion. Det er trods alt ikke sundt, hvis man drikker to flasker om dagen.
Man har set eksempler, hvor en avis skriver at et eller andet er sundt, og to uger senere skriver en anden avis, at det ikke er sundt. Begge resultater kan være rigtige, når de ses i de rammer, hvori forskningen er udført.
Men resultatet er, at befolkningen mister tillid til naturvidenskaben: “Nå, nu har de fundet ud af bla bla – ja, det er godt med dem.“
Ja, og især ernæringsvidenskaben lider under dette fænomen. For mange mennesker har “spis efter din blodtype” og lignende fået lige så stor videnskabelig autoritet som de etablerede instanser.
Det er da klart at en karismatisk person alt andet lige ville være at foretrække når man skal være en del af en TV udsendelse. Det er langt sværere at være karismatisk på skift, men det kan godt lade sig gøre. Det er så bare ikke alle forskere der er lige karismatiske. Nogle er faktisk møg-kedelige selvom de laver god og relevant forskning. Men det nytter ikke at kompensere for manglende karisma ved at overforsimple videnskaben. Så hellere sætte en anden person på formidlingsopgaven.
Man skal ikke tvinge en forsker til at være en formidler. De der kan begge dele er sjældne og vi skal være glade for dem vi har.