‘Et Døgn Med Nano‘ er navnet på et tema på DRs hjemmeside. På siden får man alt at vide om de muligheder, nanoteknologien rummer for os lige nu. På siden skitseres det kort, hvor ordet nano kommer fra og hvad nanoteknologi egentlig er.
Under vejledning af Professor Flemming Besenbacher fra iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) ved Aarhus Universitet, gennemgås alt fra cykler til lys, medicin, mad og tøj. Professor Besenbacher fortæller i små korte klip om fremtidsperspektiverne ved de nogle af de teknikker, vi allerede nu er ved at udvikle.
Men ingen fremtidsperspektiver uden lidt etisk omtanke, nanoetik. Det store spørgsmål er: “Skal vi eller skal vi ikke fortsætte udviklingen af nanoprodukter?” Hvorfor skulle man? Fordi der kan være uanede muligheder inden for nanoteknologien, som vi alle måske kan drage fordel af. Nye og forbedrede lægemidler, ikke-sure sokker og bedre overfladebehandling, så vi slipper for at vaske vinduer. Men hvorfor skulle man så lade være? Måske fordi vi ikke ved nok om ‘bivirkningerne’ ved at bruge fx. nanopartikler. Vi ved heller ikke, hvad det kommer til at betyde for os, at vi efterhånden kan lave elektroniske komponenter så små, at vi nærmest ikke opdager, at de er der. (der tales om bittesmå nanomikrofoner! (= femtofoner?!))
Men er disse spekulationer en god nok grund til at hindre udviklingen? Vi kunne jo også gå hen at vinde i det helt store nanolotteri, men det kræver jo at vi tør at spille.
Tør vi det?
Det skader bestemt ikke at tænke over konsekvenserne, men jeg mener, vi skal passe på med at træde for hårdt på bremsen.
Jeg har det lidt svært med begrebet “nanoetik”. Det smager lidt af, at nu havde man succes med bioetik, så det skulle man også have med nano. Men “nanoetik” består stort set kun af risikovurdering, og det har altså ikke så meget med etik at gøre – der er jo ikke nogen der er optaget af, om vi kan tillade os at bygge ting. Så er der mere etisk gods i bioetikken, der berører mere grundlæggende kulturelle forhold.
Men jeg er naturligvis enig i, at faren for at vi træder for hårdt på bremsen er meget større end risikoen for at vi går for hurtigt frem.
Bioetik har med bioteknologi at gøre, nanoetik med nano?
Men havde man succes med bioetik? Så vidt jeg kan vurdere er folk stadig hysterisk skræmte over et ord som genteknologi. Og det er de ikke fordi teknikken i sig selv er skræmmende, men fordi debatten løb helt af sporet på et tidligt tidspunkt. Sådan husker jeg det i hvert fald…
Man havde succes med at etablere et akademisk felt, som kunne tage fat i nogle relevante problemer. Om debatten i sig selv er en succes er naturligvis en smagssag, og der kan vi nok blive enige om, at det hele tog en meget alarmistisk drejning.
Jeg deler lidt Rasmus’ skepsis overfor et begreb som nanoetik, fordi indførelsen af et “-etik”-begreb signalerer at der tale om en særlig farlig teknologi, som kræver særlig opmærksomhed. Det siger sig selv at al ny teknologi skal ledsages af en passende risikovurdering, men når man gør en særlig pointe ud af dette for et bestemt område (her, nanoteknologi) så mistænkeliggør man det pågældende område.
Jeg ved nu ikke, om jeg er enig med dig i, at ordet nanoetik signalerer, at området skulle være ‘særligt’ farligt. Jeg synes heller ikke man mistænkeliggør området overhovedet.
Jeg synes nærmere at det, at indføre et begreb som nanoetik viser, at man ikke bare spytter ny teknologi ud uden omtanke. Man bruger tid og ressourcer på at sikre, at man har gjort alt hvad man kunne for at forudse eventuelle problemer. Skulle der vise sig at være nogen problemer, kan man så efterfølgende tage stilling til, om man synes en bestemt teknologi er værd at fortsætte med at udvikle eller ej.
Jeg er uenig. Hvis et område kræver sin egen etik, må det være fordi det stiller nogle udfordringer, der ikke kan dækkes af helt almindelig risikovurdering. Man kan selvfølgelig argumentere for, at nanoteknologien er så stort et nybrud, at det kræver en specielt tilpasset risikovurdering, men de etiske aspekter er meget klassiske – dvs. hvor stor risiko skal vi løbe versus hvor store fordele vi kan høste.
Du har fat i en pointe der. Nanoteknologien kræver en specielt tilpasset risikovurdering, fordi vi endnu ikke ved _alt_ om de forskellige teknologier.
Det er svært at finde ud af om fx. nanopartikler er farlige eller ej, fordi vi endnu ikke har testet det. Og det at teste deres farlighed er svært, men er det så etisk mest forsvarligt at forbyde nanopartikler, fordi de en test en dag viser, at de måske ophober sig i menneskekroppen, hvis det nu rent faktisk ikke gør nogen forskel, at de er der.
Eller er det måske slet ikke etik, jeg har fat i? Oplys mig gerne…
Der er skam et etisk spørgsmål i det – hvor forsigtige skal vi være? Men det er ikke et etisk spørgsmål, der er opstået med nanoteknologiens komme, vi har tumlet med det lige så længe, vi overhovedet har haft en etik. Til sammenligning stiller bioetik også nogle andre spørgsmål om selve menneskets grundlæggende natur – men også den klassiske risikovurdering. Så jeg synes, at vi skulle finde et bedre navn til feltet.
Hvad kunne det navn så være? Nogen forslag?
Jeg er meget enig med Rasmus: Nano-etik lyder kunstigt (lidt ligesom ‘klonings-etik’ eller ‘dyretransport-etik’ – det er ikke selvstændige domæner men undergrupper af andre etik-spørgsmål.
Derfor foreslår jeg ‘teknologi-etik’ (som allerede findes). Det vil være en samlebetegnelse for en hel række diskussioner, men det samme vælger jo de gængse ‘bio-etik’, ‘virksomheds-etik’, ‘dyre-etik’, ‘professions-etik’, ‘medicinsk etik’ osv.
Eneste problem med det er måske at nano-branchen jo ofte er i grænsefeltet ml. teknik og biologi og at nogle diskussioner derfor faktisk berører flere felter på en gang. Men igen: Det gælder jo også for lægens opførsel (både medicisk og professions-etik).
Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg endte med at lave en hel post om emnet ovre på Ursuppen: http://ursuppen.dk/?p=158