I går sluttede Inascon, en konference for nanoteknologistuderende fra det meste af Europa.

Jeg deltog selv i den vældig inspirerende konference (læs eventuelt mere her) og kom i løbet af de fire dage, den varede, frem til hvad nanoteknologi også er. (Læs om hvad nano almindeligvis er her.)

Det, som er lidt specielt ved nanoteknologi og nanoscience for tiden, er tværfagligheden. Denne dyrkes i høj grad på grunduddannelsen i nanoscience på Aarhus Universitet, hvor de tre første år byder på en række fag inden for fysik, kemi og molekylærbiologi, sådan at man som studerende allerede fra starten er helt igennem tværfaglig. Uddannelsen i Århus administreres af iNANO, interdisciplinært nanoscience center, så allerede i titlen sporer man det høje fokus på tværfaglighed hos iNANO.

Tværfagligheden betyder, at grænserne mellem de forskellige grene inden for naturvidenskab mere eller mindre udviskes, hvilket gør naturvidenskabens verden langt mere mangfoldig. Er man specialist i DNA er der både fysiske, kemiske og biologiske egenskaber at tage fat på. En fysiker ville nøjes med at se på de fysiske egenskaber, og selv om det kan være nok så interessant, synes jeg personligt, at det bliver noget mere interessant, når man ser på disse egenskaber i en større sammenhæng, hvor også molekylets særlige kemiske og biologiske egenskaber betragtes.

Og det er det, vi efterhånden har lært, og det er derfor, det lige nu er superinteressant at være en del af denne nye generation af tværfagligt uddannede nanoteknologer! Vi er ikke opdraget inden for et bestemt fags traditioner, og det skal nok ende med at blive vores styrke.

Utraditionel tænkning indover!