Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin

Danmarks Radio er åbenbart stadig fanget i agurketiden. Det er i hvert fald det indtryk man får når man læser denne fantastiske nyhed om brændende saltvand. For at gøre historien kort så berettes der om en fyr der åbenbart kan få saltvand til at brænde ved at proppe det ned i sin vidundermaskine. Temmeligt ukritisk videregives informationer fra amerikanske nyhedsmedier og der linkes til en video på YouTube, åbenbart uden at den ansvarlige journalist fik en fornemmelse af at historien lyder for godt til at være sandt.

Selvfølgelig er den det – det eneste der sker er at vandet spaltes i sine bestanddele med en ret kraftig mikrobølgeovn for så senere at antænde brinten. Temmeligt overkill – elektrolyse kan jeg godt klare nemmere med en af de utallige gamle mobiltelefons-transformatorer i min rodeskuffe. Men guttens apparat, som i øvrigt også helbreder kræft, ser selvfølgeligt lidt bedre ud. Resultatet er dog det samme – I sidste ende har man brugt mere energi på at spalte vandet end man vinder ved at brænde brinten af. Det kunne DR godt have fundet ud af – for eksempel ved at spørge en tilfældig gymnasieelev. Der skrives godt nok at det er rent faktisk brint der brænder, men så løb man åbenbart tør for plads til mere tekst på DR’s hjemmeside.

Og helt ærligt DR – links til YouTube er dokumentation? Er det hvad man lærer på journalisthøjskolerne i dag? På hvilken måde adskiller artikler af professionelle journalister sig så fra en tilfældig blog der linker til videoer om hunde på skatebord eller andre morsomme klip?

5 tanker om “Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin”

  1. Gah, nu har Berlingeren også historien (http://www.berlingske.dk/article/20070912/verden/70912018/)

    Her er journalisten dog så skeptisk, at hun skriver at “blandt andet skal det måles, om der frigøres mere energi fra det brændende saltvand, end man skal bruge på at fyre op under de radiobølger, der tilsyneladende gør det muligt at få udskilt brinten.”

    Jeg har allerede et bud på resultatet af den undersøgelse…

  2. Jo lige præcis. Hvis hans mikrobølgesender var 100% effektiv ville man altså putte lige så meget energi ind i systemet som man får ud ved at brænde brinten af igen. I praksis har man selvfølgeligt mistet energi i alle mulige leder og kanter.

    Derudover ser processen heller ikke specielt ren ud – gasserne bliver ikke adskilt som det ville ske ved god gammeldags elektrolyse og der står i sidste ende knaldgas i reagensglasset. Som der blev påpeget i Ingeniørens forum er der vist også nok natriumioner i gasblandingen tilstede til at farve flammen gul.

Der er lukket for kommentarer.