I går havde jeg fornøjelsen af at overvære forestillingen: Bevægelse tæt på stilstand: Et møde mellem kunst og videnskab. Arrangementet bestod af et forskerhold fra Aarhus Universitet med Michael Drewsen i spidsen og en musikgruppe, der befandt sig på spillestedet Train. De to grupper var i forbindelse med hinanden via internettet og det hele gik ud på, at forskerne fangede ioner, som musikerne kunne styre fra Train, mens der blev spillet musik til indfangelsen. I det hele taget ret pudsigt, men det fungerede egentlig meget godt. Vi fik billeder af indfangede ioner op på et lærred, hvor publikum så kunne følge med. I starten var der bare en enkelt prik, men til sidst så vi store fine billeder af ionkrystaller.

Jeg fulgtes med en gruppe, der mestendels bestod af fysikere. Fysikerne var ganske godt tilfredse med arrangementet, men biologen i selskabet syntes, det havde været bedre, hvis ionerne kunne få nogle forskellige farver måske.

Jeg havde godt kunne tænke mig, at der havde været en transmission fra selve laboratoriet, så vi kunne have fået at se, hvordan et forskerhold arbejder. Det havde sikkert været kedeligt at kigge på, men ikke desto mindre havde vi fået indblik i arbejdet som forsker. Jeg havde også gerne set, at der havde været lidt mere fokus på, hvad det egentlig var vi så på lærredet. Måske bare en plakat i indgangen med nogle kolde facts ligesom i festugens beskrivelse i programmet. Musikerne oplyste os om, at det var noget med at fange nogle ioner og noget. Måske ikke vildt oplysende, men der blev heldigvis stillet om til en reporter direkte fra laboratoriet. Kort blev det nævnt, hvad vi ville få at se på lærredet, forskerne blev præsenteret og så blev der stillet om til Train af Michael Drewsen, direkte fra ionfældelab.