DR advarede i går mod livsfarlig kinesisk naturmedicin. Kosttilskud solgt over internettet indeholder Slangerod, som kan give nyreskader og kræft.
Hvad er det der får folk til ukritisk at købe og bruge midler som i bedste fald ikke har nogen dokumenteret effekt og i værste fald dræber? Er det et rent imagespørgsmål – østens vise mænd versus den onde onde medicinalindustri?
Det er da fint med gamle erfaringsværdier der fortæller at denne eller hin plante er god mod en lidelse. Den viden bør bevares og undersøges nærmere for at se om der er noget om snakken. Men man skal da huske på at det er de samme “erfaringer” der anbefaler tørret tigerpenis som middel mod impotens.
Medicinalfirmaerne er tvunget til at lave omhyggelige tests for at vise at et nyt middel har en virkning og for at finde ud af hvilke bivirkninger det har. Hvordan kan det være at plantepræparater slipper fuldstændigt uden om den proces? Er det blot uvidenhed der får folk til at ignorere dobbelt-blinde test og stole på anekdoter?
En del af grunden er vel at folk tror at alt hvad der kommer fra naturen er godt for os – måske bør de fra en tid til anden mindes om at vi ude i naturen også finder verdens farligste gifte i diverse planter og kryb. Det vidste de vise mænd fra Monty Python i øvrigt allerede for mange år siden.