Hvis det første ord der falder der ind, er “Friktion” kan du med det samme stille dig hen i skammekrogen og tænke over et nyt svar.

Imens kan vi andre overveje hvad vi vil svare. Den overvejelse gør vi sammen med min yndlingsformidler, nemlig Richard P. Feynman. For en del år siden holdt han en forelæsning med titlen What Is Science? Her gør Feynman på elegant vis op med en grumsom misforståelse i alt formidling, nemlig at man skulle have forstået et fænomen, bare fordi man har fået at vide, hvad det hedder!

For sandheden er jo, at skosåler ikke slides på grund af friktion. Skosåler slides på grund af, at de yderste lag atomer i gummisålen er i fysisk kontakt med underlaget. Da både underlaget og skosålen er en lille smule ujævne, vil der en gang imellem ske det, at en ganske lille klump gummi støder ind i en lille forhøjning på underlaget og derfor opstår der en kraft som er større end gummiets vedhæftningsevne til resten af sålen.

Fra skammekrogen hører i vi nu et højt råb: “Jamen, det er er jo netop friktion”, lyder det. Ganske rigtigt ja, men det ene er et ord, det andet er en fysisk forklaring. Der kan næppe være to meninger om, hvilken taktik der vil vække den største interesse og genkendelsesglæde hos spørgeren.

Nu er der jo heldigvis andre spørgsmål i fysikken (og biologien og kemien og geologien…) end spørgsmål om skosåler, og der er derfor også masser af andre muligheder for at svare kedelig og ligegyldigt på ellers gode spørgsmål. Moralen med denne historie er derfor, at vi altid må være på vagt og holde os for øje, at vi ikke falder hen til den lette løsning og giver svar og forklaringer på “den lette måde” ved simpelthen at give tilhøreren et passende vanskeligt fysik-ord i stedet for at gribe muligheden for at give en god historie om verden!