En gruppe astronomer har på en ret smart måde bestemt afstanden til en cepheide-stjerne med en nøjagtighed på 1.4%. Cepheider opfører sig næsten som fyrtårn og ændrer deres lysstyrke meget regelmæssigt over ret korte tidsrum. Ved nu at at måle hvornår man ser et “blink” fra stjernen genspejles i omliggende gasskyer og måle vinklen mellem stjernen og skyerne kan man med rent geometriske midler regne ud hvor langt den er væk.
Cepheider er ret vigtige astronomiske objekter da de ligeledes bruges til at finde afstande med: Perioden af deres svingninger er koblet til deres absolutte lysstyrke, og så snart man kender den kan man regne ud hvor langt den er væk ved at sammenligne med hvor meget lys når frem til os. Denne mekanisme har i meget lang tid været brugt til at bestemme afstande i vores galakse og til de nærmeste nabo-galakser.
Hvis man er interesseret i de tekniske detaljer kan man få den videnskabelige artikel gratis på Astronomy & Astrophysics’ hjemmeside