I går var åbenbart den international dag for isbjørne. Det anede jeg faktisk ikke.

Jeg er dog selv lidt interesseret i isbjørne. Mest fordi jeg blev involveret i et projekt om isbjørnenes oprindelse for et års tid siden. Jeg fik et opkald fra en der arbejder med dem der spurgte om jeg kunne lave en hurtig analyse af deres genom, og sammenligne det med andre bjørne. Det hastede lidt for de ville sende en artikel ind i slutningen af ugen, og det var allerede onsdag…

Det var selvfølgelig urealistisk at lave en analyse på et par dage, men jeg kastede mig over det, og fik lidt ekstra tid så jeg kunne gøre det godt nok, og vi fik en artikel ud af det. Og jeg fik et par gode venner ud af det. Hej Charlotte og Vic hvis I læser det her.

Et par måneder senere var jeg i New York og boede et par dage hos senior forfatteren på artiklen, Charlotte Lindquist, hendes mand Vic Albert og deres familie, og sjældent er jeg blevet taget så vel imod. De dejligste ting sker når man er lidt åben for nye projekter.

Nå, vi hopper tilbage til projektet. Et par måneder inden jeg fik det opkald var der en artikel i Science der handlede om isbjørne og hvornår de blev en ny art. Isbjørne er tæt beslægtet med brunbjørne men er specielt tilpasset arktisk. Ud fra analyser af deres mtDNA ser det dog ud til at de splittede fra brunbjørne for ganske kort tid siden, måske kun nogle få titusinde år, så hvordan har de tilpasset sig så hurtigt?

Science artiklen viste at det faktisk heller ikke var tilfældet.  Deres genom tyder på at de har været en art i op mod en halv million år. Det er blot deres mtDNA der ser sær ud.

Lidt forklaring er måske på sin plads. Vi arver halvdelen af vores genom, vores arvemasse, fra hver forældre, men mtDNA får vi kun fra vores moder. Lige som mænd kun får deres Y fra faderen.

Splittet mellem isbjørne og brunbjørne ser derfor ud til at være sket for nylig for hunner og for meget længere siden for hanner. Ja, det vil sige, splittet er så sket for længe siden men siden er de to arter blandet igen og isbjørne har arvet mtDNA fra den senere blanding.

Det tyder således på at de to arter af bjørne er blevet splittet i to arter der senere har blandet sig igen, før de blev splittet igen igen.  Lidt som vi nu tror er tilfældet mellem moderne mennesker og neandertaler.

Arter er lidt flydende. Det ser vi igen og igen jo mere vi kikker på genetisk data. Jo mere vi kikker på det, jo oftere ser vi at hvad vi opfatter som forskellige arter har blandet sig efter længere tids separation. Biologi er noget frygtelig kompliceret noget.

I den artikel vi skrev nåede vi samme konklussion. Isbjørne og brunbjørne splittede fra hinanden for længe siden, men har udvekslet gener flere gange siden.  Jeg har lidt en mistanke om at vores estimat for det første split er lidt for langt tilbage i tiden, men jeg ved det ikke rigtig…

Det er nogle brunbjørne på nogle øer syd for Alaska der komplicerer billedet endnu mere. De har mtDNA fra isbjørne, og en del af deres X kromosom for isbjørne, men er ellers brunbjørne. Så her må isbjørne og brunbjørne igen have blandet gener. Det kan dog ikke forklare hvorfor isbjørne har mtDNA fra brunbjørne, for det har de alle. Så vi har fat i mindst to gange hvor de to typer bjørne har blandet gener. Brunbjørne har overført deres mtDNA til isbjørne før forfaderen for alle de nulevende isbjørne, og det mtDNA er så blevet ført tilbage til en gruppe brunbjørne.

Lige nu har vi ikke rigtig nogen god forståelse for hvad der foregår, og hvordan og hvornår isbjørne opstod, men det er frygtelig spændende at arbejde med.

Gad vide om man kan lave en panda ved at parre en isbjørn med en sortbjørn?

God weekend

Thomas