Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften
“Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften” er titlen på en debatbog, som lige før nytår blev sendt på gaden af forfatter Thomas Grønlund Nielsen. Bogen har til formål at sætte kernekraft tilbage på den politiske dagsorden, samt at bygge bro mellem Fysik, Historie og Samfundsfag for de elever, der eventuelt måtte have interesse i et studieretningsprojekt inden for disse fag.
Bogens præmis er, at vi frygter brugen af kernekraft, fordi vi ikke forstår den, og der er jo faktisk forskel på kernekraft og kernevåben. Det kan godt være, at der sidder nogen derude, der ikke helt har fanget dén, og de skulle så kunne blive klogere af at læse denne bog. Det tror jeg nu ikke, de bliver. Bogen er ganske rodet, og argumenterne har en noget svingende kvalitet. Af og til peger de efter min mening endda i forskellig retning.
Lad mig komme med et eksempel fra side 76:
“Fysikfaget sættes nu mindre i forbindelse med menneskets fremskridt og mere med massedrab og supermagternes terrorbalance. Professorvældet på Universiteterne væltes og det er velkendt hvad der er sket med vores uddannelses system og den almindelige dannelse siden da. Fra en skole hvor man blev målt på sin faglighed og sine kundskaber, fik vi en hvor det var vigtigere at kunne snakke sin sag med stor selvtillid og lave gruppearbejde.”
hvilket er dårligt forstås. Senere skriver forfatteren på side 91:
“Vi må som fagfolk genopdage vigtigheden af der i fysik også rummes plads til hjerteblod og den gode historie og ikke helt fortabe os i matematiske formler. Den tiltagende akademisering og teoretisering der i de seneste årtier har bredt sig overalt i vores uddannelsessystem, må begrænses. For ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger.”
Så… først er det dårligt, at vi har fået en blødere skole, og dernæst er det dårligt, at der er en stigende akademisering (altså hårdere skole?) fordi ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad forfatterens holdning egentlig er. Endnu mere er jeg i tvivl om, hvad det har med kernekraft og Niels Bohr at gøre, men her vil forfatteren nok henvise til Niels Bohrs arv.
Andre ting i bogen, jeg heller ikke forstår pointen i, er inddragelsen af fem personlige fortællinger fra forfatterens eget liv. Hjælper det virkelig på forståelsen af forskellen mellem kernekraft og kernevåben at høre om forfatterens dameproblemer på fysikstudiet, om hans stress over at have en computer stående på værelset og om hans faglige mindreværdskompleks? Det hjælper ikke mig. Til gengæld undergraver det efter min mening forfatterens troværdighed som fysiker (måske med undtagelse af dameproblemerne).
En værre forbrydelse er dog det kristne islæt, som jeg bestemt ikke mener hører hjemme i en såkaldt fysikfaglig bog. Måske kan Scienceblog.dk’s læsere forklare mig, hvad følgende budskab har med Eisenhowers Atoms for Peace-tale at gøre, side 37:
“Den ældgamle tro på at mennesket er et guddommeligt væsen der kan og skal bruge sit intellekt og sin skaberkraft til at erobre og kontrollere det fysiske rum – troen på at vi kan skabe en bedre verden forsvandt ned i en afsides skuffe.”
Her er forfatteren ikke tilfreds med, at Eisenhowers ånd i de kommende årtier skulle sygne hen til ukendelighed, hvilket også er ærgerligt, men hvad har det med mennesket som et guddommeligt væsen at gøre?
På side 37 kan vi læse at:
“Som mennesker må vi erkende at vi ikke altid evner at forstå og at dette ikke må føre til frygt men i stedet bør give plads for troen- er det ikke netop det kristendommen, vores kulturarv handler om.”
Så altså… hvis man ikke lige forstår alt det gode ved kernekraft, så må man ty til kristendommen?? Var det ikke mere passende at tage fat i en fysikbog i stedet for? (Altså en rigtig fysikbog, ikke TGN’s bog).
Og på side 39 kan vi læse om fysikken, at
“Den har ligesom kongehuset netop sin berettigelse i at hvile på tidsløse principper og være hævet over modestrømninger og småborgerlighed.”
Er det virkeligt nødvendigt at inddrage kongehuset i denne argumentation? Det mener jeg ikke, men til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren finder det relevant.
Jeg vil skåne læserne for flere eksempler og springe direkte til dommen:
Det er virkelig forstyrrende at læse en så rodet tekst med alle mulige og umulige påstande og upassende argumenter for og/eller imod, hvad end forfatteren lige kommer i tanker om. Det tager nok længere tid at læse bogen, end det har taget at skrive den, og det er absolut ikke en god ting!
Jeg kan ikke anbefale denne bog hverken til gymnasieelever eller nogen som helst andre med interesse i Niels Bohr og kernekraft. Beklager.
