I weekenden lavede jeg et interessant eksperiment. Eller eksperiment og eksperiment; jeg drak rødvin med en god, gammel ven…
Men vi prøvede noget nyt, som jeg læste om for et par år siden, nemlig at ilte vinen ved at hælde den i en blender og give den 30 sekunder for fuld power!
Lad mig med det samme komme en del af kritikken i forkøbet: Det er virkelig ikke en charmende måde at ilte sin dyre rødvin på. Nogen vil måske mene, det er respektløst. Jeg er også selv meget mere til flotte, stilfulde glaskarafler med stor væskeflade, hvor vinen kan plaskes ned og slynges rundt.
Men sagen er, at blenderen virker. Og vinen bliver på ingen måde ødelagt, selv man uundgåeligt krummer tæer, og overvejer hvad man har gang i, når vinen skummende drøner rundt i en støjende køkkenmaskine.
Resultatet er dog en rundere og blødere vin, der tydeligvis har fået de egenskaber, som iltningen bidrager med, og der er eksempler på, at selv vineksperter er blevet snydt af metoden i blindtests (som f.eks. denne spanske hertug).
Metoden kaldes også hyper-dekantering, og du kan læse mere om det her og her.
Klimaforandringerne har efterhånden vundet indpas i de fleste menneskers forståelse, men klimaforandringerne er kun én af de effekter, der er forbundet med vores tilstedeværelse og vores omsætning af de ressourcer vi har til rådighed. Mennesket er nu blevet en naturkraft i sig selv, og vores tidsalder kaldes af mange for Anthropocen, menneskets tidsalder.
Vores indflydelse på Jorden handler altså ikke kun om overforbrug af fossile brændstoffer, men at det påvirker mange globale processer og kan i mange tilfælde måles direkte. Hvis vi stresser dette system og ændrer for meget på processerne, risikerer vi at nå et punkt hvor planeten tippes ud af ligevægt, et såkaldt tipping point, og forandringerne bliver varige.
En ny artikel i Science peger på ni processer der er vitale for at opretholde en stabil planet, og undersøger hvor meget vi kan ændre på det globale system inden vi når et tipping point. Konceptet kaldes ’Planetary boundaries’, Planetens grænser, og viser hvordan vi på flere andre områder presser de globale systemer der er grundlag for liv, eller i hvert fald vores civilisation, på Jorden. Planetary boundary ideen er relativ simpel, og bygger på ideen om at jorden er et lukket, men meget komplekst system, og at alle processer i dette system påvirker hinanden.
Pointen er at det ikke kun er klimaet der har et problem. De ni forskellige processer som er undersøgt i denne artikel, er beviseligt er blevet ændret af menneskelig indflydelse: klimaet, ozonlaget, havets forsuring, kemiske cyklusser, ferskvand, landskabet, biosfæren, aerosoler i atmosfæren, samt en kategori der kaldes nye enheder. Den sidste kategori dækker over nye menneskeskabte substanser som fx CFC-gasser og mikropartikler, der er uhyre praktiske for os, men som ikke før har eksisteret på jorden, og som vi ikke rigtigt hvad der sker med når de bliver sluppet fri. Forskerne bag denne artikel mener, at vi bliver nødt til at se på hele systemet i stedet for kun delelementerne som ozonlaget eller klimaforandringer.
Ideen med denne artikel er at den skal hjælpe os til at bestemme ”the safe operating space”, en sikker operationszone, altså hvor meget vi kan presse og påvirke disse processer, før det går ud over planetens evne til at genvinde balancen. Der bliver opstillet tre niveauer til at bestemme hvorvidt vi er ved at overskride denne sikre zone, og hvis vi bevæger os ud over den sikre zone, vides det ikke hvad konsekvenserne er. Desuden, er nogle af processerne ikke engang mulige at måle endnu. Zonerne er ment som en advarsel så vi kan nå at reagere i tide til at rette op på problemet, som vi faktisk nåede det i 80’erne ved at forbyde CFC gasser, før de gjorde uoprettelig skade på ozonlaget.
Det kommer nok ikke bag på nogen at vi overskrider grænsen for den sikre operationszone, for CO2 i atmosfæren, som er lagt fast på 350 ppm (vi er pt omkring 400 ppm). Det som mange nok vil finde overraskende er, at vi er i endnu større problemer med de massive ændringer vi forsager i de kemiske processer i naturen (fx fosfor og kvælstof der bliver ledt væk fra landjorden og ud i havet af landbruget), og den vilde tilbagegang i biodiversitet, også kaldet den 6. masseuddøen (den 5. var den meteor der gjorde kål på dinosaurerne).
Både det nuværende tab af biodiversitet og udledningen af næringsstoffer ligger begge i den røde højrisiko-zone, dér hvor der beviseligt sker ændringer af systemet. Men også de ændringer vi forsager i landskabet, dvs. urbanisering, skovfældning og landbrug, er rykket ind i den forhøjede risiko-zone, hvor vi forringer vores miljø og økosystemer og dermed risikerer permanent nedsættelse af vores livskvalitet og vores civilisations grundlag.
Det er altså ikke nok kun at koncentrere sig om klimakrisen. Vi skal i gang med at navigere og rette ind på langt flere punkter, hvis vi ikke skal nå dertil hvor vi ikke kan redde den hjem. Forskerne mener dog stadig er der er tid til at reagere og vende udviklingen som historien har vist er mulig.
Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.
Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.
Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.
De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.
Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.
Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).
Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.
Et helt år med intense møder, tykke dokumenter, korrekturlæsning og analyser er endelig kulmineret med den pressemeddelelse, der netop er udsendt.
Danmark skal som bekendt have et nyt anlæg til strålebehandling mod kræft, et anlæg som ikke “bare” tilbyder partikelterapi til danske kræftpatienter, men som har ambition om at blive et forskningsbaseret center i den absolutte verdensklasse.
Jeg har haft ære og fornøjelse af at sidde med i det store udvalg, der har vurderet de interesserede leverandørers tekniske færdigheder i forbindelse med det danske EU-udbud.
Først udvalgtes tre leverandører blandt alle ansøgere på baggrund af tidligere referencer. Herefter indledtes en række yderst grundige dialogrunder med de tre leverandører, hvor de tekniske muligheder inden for moderne acceleratorteknologi blev undersøgt.
Det blev brugt til at formulere en endelig kravspecifikation for Dansk Center for Partikelterapi (DCPT), som blev sendt i afsluttende udbud i starten af oktober. De tre leverandører svarede med hver deres bud på den tekniske løsning, de kunne levere, og mindst lige så vigtigt: en pris.
Pris og teknologi er altså vurderet samlet som det “økonomisk mest favorable tilbud”, hvor man ikke kun ser på pris, men kvalitet i forhold til pris. Prisen var dog faktisk så god, at den kun tager omkring 2/3 af budgettet.
Vinderen kan hermed bekendtgøres: Det bliver Varian Medical Systems, som skal levere udstyr til det danske partikelterapianlæg!
Varian er kendt i Danmark som stor leverandør af udstyr til konventionel strålebehandling, mens markedet for protonterapi stadig er nyt og under udvikling.
Det er en virkelig stor milepæl for dansk kræftbehandling – men der går stadig indtil 2018, før vi kan begynde at behandle patienter.
Et udsnit af den store gruppe, der har arbejdet med indkøb af partikelterapianlægget. Billedet er taget af cheffysiker og projektleder for “apparaturgruppen” Ole Nørrevang.
