Her er leverandøren af Danmarks nye partikelterapicenter

Et helt år med intense møder, tykke dokumenter, korrekturlæsning og analyser er endelig kulmineret med den pressemeddelelse, der netop er udsendt.

Danmark skal som bekendt have et nyt anlæg til strålebehandling mod kræft, et anlæg som ikke “bare” tilbyder partikelterapi til danske kræftpatienter, men som har ambition om at blive et forskningsbaseret center i den absolutte verdensklasse.

Jeg har haft ære og fornøjelse af at sidde med i det store udvalg, der har vurderet de interesserede leverandørers tekniske færdigheder i forbindelse med det danske EU-udbud.

Først udvalgtes tre leverandører blandt alle ansøgere på baggrund af tidligere referencer. Herefter indledtes en række yderst grundige dialogrunder med de tre leverandører, hvor de tekniske muligheder inden for moderne acceleratorteknologi blev undersøgt.

Det blev brugt til at formulere en endelig kravspecifikation for Dansk Center for Partikelterapi (DCPT), som blev sendt i afsluttende udbud i starten af oktober. De tre leverandører svarede med hver deres bud på den tekniske løsning, de kunne levere, og mindst lige så vigtigt: en pris.

Pris og teknologi er altså vurderet samlet som det “økonomisk mest favorable tilbud”, hvor man ikke kun ser på pris, men kvalitet i forhold til pris. Prisen var dog faktisk så god, at den kun tager omkring 2/3 af budgettet.

Vinderen kan hermed bekendtgøres: Det bliver Varian Medical Systems, som skal levere udstyr til det danske partikelterapianlæg!

Varian er kendt i Danmark som stor leverandør af udstyr til konventionel strålebehandling, mens markedet for protonterapi stadig er nyt og under udvikling.

Det er en virkelig stor milepæl for dansk kræftbehandling – men der går stadig indtil 2018, før vi kan begynde at behandle patienter.

Læs hele Region Midtjyllands pressemeddelelse her.

 

Et udsnit af den store gruppe, der har arbejdet med indkøb af partikelterapianlægget.
Et udsnit af den store gruppe, der har arbejdet med indkøb af partikelterapianlægget. Billedet er taget af cheffysiker og projektleder for “apparaturgruppen” Ole Nørrevang.