Unge Forskere: Der er håb for Danmarks fremtid

Jeg havde i går fornøjelse af at være med i juryen ved konkurrencen Unge Forskere, hvis finale blev afholdt i Forum i København.

I dagene op til havde jeg faktisk overvejet, om det var indsatsen værd. Det koster mig – ud over en masse forberedende læsearbejde – en feriedag fra kl. 6 til 24, hvor jeg pga. min bopæl i Østjylland og tidlig efterfølgende arbejdsdag endda går glip af den tilhørende jurymiddag.

Men det var indsatsen værd. Helt sikkert.

Da jeg forlod Forum, var det med en særdeles positiv følelse af, at der virkelig er håb for Danmarks fremtid. Omkring 2.000 projekter var indsendt af unge grundskole- og gymnasieelever, og kvaliteten var rigtig, rigtig høj.

Jeg dømte selv i kategorien “Physical Science”, der dækker fag som fysik, matematik, datalogi, statistik og astronomi.

Supernovaer i Sønderborg

Her var f.eks. Lasse, en gymnasieelev fra Sønderborg, der havde foretaget observationer af en supernova i en fjern galakse. Da dataene ikke var tilfredsstillende, kontaktede han en forskningsgruppe på Oxford og overtalte dem til at dele deres observationer med ham, som han så selv kunne databehandle og lave teoretiske modeller på. Ikke nok med det, Lasses præsentation var ganske enkelt i særklasse.

Lasses gymnasium, Alssund Gymnasiet, løb både med første- og andenpræmien i kategorien, og Lasses projekt blev valgt som den samlede vinder i seniorkategorien. Ydermere blev en af gymnasiets astronomilærere, Michael Jensen, valgt som Årets Underviser.

Astronomi har længe haft en overordentlig stærk base på gymnasiet, ikke mindst takket være lærer Mogens Winther, som var med til at opbygge gymnasiets flotte observatorium. Det er dejligt at se, når fremragende indsats fra lærerne afspejler sig i elevernes succes.

Svømmefysik

Et andet projekt, der blev bemærket af mange, kom fra den unge elitesvømmer Anna, der ud fra ønsket om at forbedre sin svømmeteknik havde designet forsøg, der undersøgte hastigheder og kræfter som funktion af tid gennem et komplet svømmetag med benspark i brystsvømning.

Anna kunne tydeligt se på sine målinger, at det var helt galt med bensparket. Når hun bøjede benene, faldt hastigheden faktisk til 0 m/s. Hun implementerede en ny teknik, og ved det efterfølgende stævne skar hun et halvt sekund af sin tid. Hun var i øvrigt fuldkommen bevidst om, at det selvfølgelig kunne skyldes mange andre faktorer, men hun fik stor ros for problemformulering, design af forsøg samt analyse.

…og så i øvrigt også for en rigtig klar og præcis posterfremstilling, som hun her præsenterer til en tilhører:

Jo, der er absolut håb for Danmarks fremtid!

Unge Forskere Klaus Seiersen

Tillykke til Hubble Rumteleskopet! (Her er 25 ting du nok ikke ved om det)

Som du måske har set andre steder på nettet og i medierne så markeres 25 års jubilæet for Hubble Rumteleskopet i dag.

Det fejres med events, artikler og  en masse flotte billeder som du f.eks kan se her, herher, her og her.

Da jeg selv arbejder indenfor projektet som den europæiske arkivar for Hubble data tænkte jeg at jeg i stedet for at poste det samme materiale om igen kunne dele nogen obskure facts om Hubble og dets data som du formentligt ikke har hørt før.

Så i dagens anledning, her er i bedste blogspam manér:

25 Ting  du ikke vidste om Hubble Rumteleskopet !!!  Læs videre Tillykke til Hubble Rumteleskopet! (Her er 25 ting du nok ikke ved om det)

Experimentarium sender din Puls i vejret!

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Experimentarium, og jeg var derfor meget glad for at blive inviteret til at se deres nye udstilling, Puls. I Puls handler det ikke overraskende om at gennemgå en række poster, som allesammen indeholder forskellige former for fysisk aktivitet. Vi kommer rundt til så forskellige øvelser som et kæmpe hamsterhjul, en danse-rengøringsleg og en forhindringsbane. Alle aktiviteter er godt lavet, især jorden-er-giftig legen og øvelsen hvor man ved hjælp af et slow-motion kamera kan øve sin hoppeteknik faldt i virkelig god jord hos mig selv og et medbragt barn.

Det specielle ved Puls er dog ikke kun de konkrete aktiviteter, men mere det meget specielle koncept som Experimentarium introducerer med den nye udstilling; de enkelte dele af udstillingen skal ikke ses som individuelle enheder, men skal helst udføres som en samlet oplevelse hvor et hold gennemfører alle øvelserne sammen. Undervejs optjener holdet point og laver samtidig en billedmappe over turen som man til sidst kan få med hjem på email.

1025

Dette koncept garanterer at få din puls i vejret – på den ene eller på den anden måde… når det fungerer er jeg overbevist om at oplevelsen af at gennemgå et forløb sammen som et hold fungerer helt fantastisk. Desværre sætter dette koncept også så stramme rammer for besøget, at risikoen for stærkt forøget puls som følge af et pludseligt vredesudbrud også er meget reel.  Som en lille service fra Scienceblog til læserne kommer derfor en kort guide til at sikre at pulsen kommer i vejret på den helt rigtige måde:

1) Tænk dig rigtig godt om, når du laver hold. Når først et hold er sat, kan det ikke splittes op igen, og det betyder, at gruppen skal holde sammen under hele turen. Hvis nogle af deltagerne hopper fra undervejs (der er mange distraktioner på Experimentarium!!) er resten af gruppen forhindret i at fortsætte.

2) Vær forberedt på teknisk bøvl før start på hver aktivitet. Den megen teknik, som er flettet ind i den nye udstilling er ikke fejlfri. At få en hel flok logget ind som deltagere på en øvelse er ikke uden problemer. De tre børn som jeg havde medbragt, havde store problemer med at få drejet armbåndet, så det faktisk blev registreret.

3) Pas på dit armbånd! Puls er (sjovt nok….) forbundet med en del fysisk aktivitet og flere deltagere i vores gruppe nåede at få revet deres armbånd af undervejs.

4) Kig godt efter om du kan finde en Ja-hat et sted hjemme i gemmerne inden du tager afsted. Tro mig, når du kommer igennem alt bøvlet, er det faktisk ret sjovt.