Månedsarkiv: oktober 2015

Astronomi, Forskning, Forskningspolitik

Hvorfor grundforskning?

I disse tider, hvor grundforskningen i Danmark i nogen grad er under pres er det vigtigt at kaste mere lys over, hvad grundforskning er og hvorfor den er vigtig. Et godt sted at starte er hos den romerske digter Ovid som i første sang i ‘Forvandlinger’ skriver om det, der adskiller os mennesker fra dyrene :

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

Astronomien, som er mit eget (grund)forskningsfelt, benyttes altså som billede på selve kulturen.

Megen grundforskning, langt det meste, handler om at forstå specifikke processer eller nøje afgrænsede fænomener. Faktisk er det en del af videnskabens succes, at den kan afgrænse og fokusere på et specifikt spørgsmål. Sjældne gange sker der store gennembrud, hvor vi pludselig henter ny erkendelse, der sprænger rammerne eller udvider horisonten for hele vores verdensbillede. Det er interessant at stille to spørgsmål i denne sammenhæng: 1) hvordan opstår videnskabelige gennembrud? og 2) hvorfor er de vigtige for menneskeheden som helhed og ikke kun for videnskabsmænd og kvinder? For at kunne stille de spørgsmål, der er alt afgørende for at finde frem til nye erkendelser om verdens beskaffenhed, inklusiv de store gennembrud, må man prøve at se på verden som var man lige dumpet ned fra en anden planet. Dette er virkelig svært, for vi er alle bundet af vante forestillinger – langt mere end vi tror. Det vi ser er ikke ”verden som den er”, men et billede, der er dybt farvet af det verdensbillede vi er indhyllet i og som vi bærer med os. Gennembrud sker, når vores vante forestillinger afsløres som falske og illusoriske, eller i hvert fald mangelfulde, eller hvor vi pludselig får adgang til viden om nye ukendte dele af verden – hvide pletter på verdenskortet. Det er evnen til at se verden ”ny”, uden vanens slør, som er vigtig for at videnskabelige gennembrud kan opstå.

Ud over denne i bedste forstand lidt barnlige tilgang til verden kræver videnskabelige gennembrud også slid, hårdt arbejde og intense brydekampe med at afdække fænomenernes hemmeligheder. En væsentlig kilde til videnskabens succes i den vestlige verden er udviklingen af det vi nu kalder den videnskabelige metode: at stille præcise spørgsmål, opstille hypoteser og afprøve disse med eksperimenter involverende nøje tilpassede instrumenter. I Dantes Guddommelige komedie siger Beatrice til Dante i en diskussion om refleksion af sollys fra månens overfalde (Paradiset, 2. sang): “…men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment – og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer…” , så denne tanke om eksperimentets betydning var tænkt allerede i senmiddelalderen i starten af 1300-tallet, da Dante skrev.

Den kendte danske renæssanceastronom og adelsmand Tycho Brahe blev af den af mange højt elskede Mars-forsker Jens Martin Knudsen ofte hyldet som en af den moderne naturvidenskabs grundlæggere, fordi han var den første, der i slutningen af 1500-tallet for alvor forfinede den astronomiske observationskunst og søgte at opbygge et solidt observationelt fundament for studiet af himmellegemerne. Selv skrev Tycho i sin klagesang, da han faldt i unåde hos kongen og måtte forlade Danmark i 1597:

Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si’er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.

Tycho så virkelig vigtigheden af, at skabe et solidt fundament for verdensbilledet! Det gjorde kongen også, for han fik hele 1% af statsbudgettet til at bygge Uranienborg på den dengang Danske ø Hven. Der skal lyde et stort tak til både kongen og Tycho, fordi de på hver sin måde satte gang i denne stræben efter et fastere fundament for verdensbilledet. Samtidig er det trist at måtte beklage, at i hvert fald regeringen ligesom den gang kongen i nogen grad synes at være blevet karrig og kold overfor grundforskningen i Danmark.

Hvorfor er grundforskningen og grundvidenskabelig gennembrud vigtige for andre end videnskabsmænd og kvinder? De er vigtige, fordi vi alle må vide, hvad det er for en virkelighed vi er en del af, hvor vi kommer fra! Der ligger et element af frigørelse i at forstå, hvor vi er henne og hvor vi kommer fra. En dybere viden giver de eksistentielle grundspørgsmål hvem er vi, hvor kommer vi fra en dybere grund. Astronomien har i de seneste 100 år vist os, at vi befinder os på en planet, der kredser omkring en blandt mange milliarder stjerner i vores ”hjemgalakse” Mælkevejen. Stjerner er store ansamlinger af brint og hydrogen og en smule stjernestøv fra tidligere stjernegenerationer. Energien kommer fra kernefusion i stjernernes centre. Langt de fleste stjerner har planetsystemer, men under tiden helt forskellige fra solsystemet. Mælkevejen er en blandt mange milliarder galakser i et umådeligt stort univers, hvori energitætheden er domineret af endnu ukendt mørk stof og mørk energi. Tættere på os selv har Darwin vist, at vi er tæt forbundne med de andre levende væsener via en fælles udviklingshistorie. Kvantemekanikken har vist, at virkeligheden på det mikroskopiske niveau er fundamentalt anderledes end det vi er vant til på måder vi endnu ikke har fuldt forstået.

Disse eksempler på fundamentale erkendelser er ikke endegyldige svar om virkeligheden, men de er skridt på en vandring, der aldrig stopper og som bestandigt bringer os dybere ned i forståelsen af eksistensen. Den romerske filosof Seneca beskrev det sådan her i 7. bog i værket ”Naturvidenskabelige problemer”:

“The time will come when diligent research over long periods will bring to light things that now lie hidden. A single life time, even though entirely devoted to research, would not be enough for the investigation of so vast a subject. . . . And so this knowledge will be unfolded through long successive ages. There will come a time when our descendants will be amazed that we did not know things that are so plain to them. . . . Many discoveries are reserved for ages still to come, when memory of us will have been effaced. Our universe is a sorry little affair unless it has in it something for every age to investigate . . . . Nature does not reveal her mysteries once and for all.”

Dette er så sandt for os som det var for Seneca. En mere pragmatisk grund, som måske også har større vægt i det politiske system, er, at grundforskningen giver anledning til afledte tekniske fremskridt, der ofte langt overgår de tekniske forbedringer, vi udvikler med mere målrettet anvendt og strategisk forskning. Kvantemekanikken er nok et af de bedste eksempler. Uden kvantemekanik ingen computere, internet, solceller, og mange andre i dag essentielle opfindelser. Det er blevet anslået, at kvantemekanikken ligger til grund for 30% af USA’s økonomi. Alt det voksede frem af fri forskning – ingen havde omkring år 1900 nogen som helst ide om, at der lå dette potentiale i at forstå naturen af varmestråling, den fotoelektriske effekt og Balmer-linjerne fra brintgas. Jeg tror faktisk, at grundforskningen per investeret krone på længere sigt gør os rigere end den strategiske forskning.

Det er vigtigt at understrege, at hovedformålet med grundforskningen ikke er de afledte goder, men en følgen af driften efter at forstå verden. Hvis vi glemmer grundforskningens egentlige drivkraft, så bliver den til anvendt forskning. Anvendt forskning er i sig selv er en god ting, men den kan ikke erstatte grundforskningen, da dens perspektiv er mere snævert og nytteorienteret. Forskningen skal gå på begge ben og lige nu er den ved at blive halt.

Medicin, Medier, Nyheder

Er bacon lige så farligt som rygning?

Weekendens sensationsoverskrift fra Ekstra Bladet fortalte, at “bacon og pølser så farligt som arsenik, asbest og cigaretter“.

Baggrunden er en pressemeddelelse fra WHO, der har klassificeret rødt kød og forarbejdet kød på deres sædvanlige skala for, om en given ting udgør en kræftrisiko eller ej.

Skalaen gennemgik jeg allerede i 2011, hvor sensationshungrende journalister gik i selvsving, da WHO klassificerede mobiltelefoner. Overskrifter som “Se de farligste kræft-telefoner” var helt hen i vejret.

WHO grupperer stoffer og miljøpåvirkninger i fem grupper:

Gruppe 1: Kræftfremkaldende. Der er “sufficient evidence of carcinogenicity in humans“. (Eksempler: Tobaksrøg, asbest, HPV-virus og ioniserende stråling)

Gruppe 2A: Sandsynligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: Akrylamid, trichlorethylen og udstødning fra dieselbiler)

Gruppe 2B: Muligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and less than sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: mobiltelefoner, kaffe og arbejde som brandmand)

Gruppe 3: Ikke klassificerbar. Der findes ikke tilstrækkelig med bevisførelse. (Eksempler: Koffein, statiske magnetfelter og stenuld)

Gruppe 4: Sandsynligvis ikke kræftfremkaldende. Der er “evidence suggesting lack of carcinogenicity in humans and in experimental animals“.

Den nye rapport placerer forarbejdet kød (som f.eks. bacon) i gruppe 1 – kræftfremkaldende.

Men det er der intet som helst nyt i!

Det eneste nye er, at WHOs eksperter nu for første gang har gennemgået al forskning og indplaceret kødet, hvor vi længe har vidst, at det hører til.

At sige at bacon er lige så farligt som arsenik, asbest og tobaksrøg – som også befinder sig i gruppe 1 – er ganske enkelt forkert og noget journalistisk makværk.

Grupperingen siger ikke noget om, hvor farlige de enkelte stoffer er, kun at der er evidens for, at de er kræftfremkaldende.

En artikel fra BBC News i dag giver nogle tal på, hvor forskellen ligger. Her kan man se, at tobaksrygning årligt forårsager 1.000.000 kræftdødsfald, 600.000 alkoholdødsfald og “kun” 34.000 relateret til kød.

Et ikke ubetydeligt tal – men slet ikke i samme størrelsesorden som rygning!

I øvrigt kan man bemærke, at hvis man er skomager, maler eller skorstensfejer, så befinder man sig også i gruppe 1. Hvornår ser vi mon Ekstra Bladet lave overskriften “WHO dødsdømmer verdens skomagere”?

Forskning, Nyheder, Skoler og uddannelse

At feje for egen dør

4 kommentarer

Jeg har opbygget lidt af en fascination af vores Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som jeg har skrevet om et par gange – dels om hans syn på tro og viden, dels om hans prioriteringer som minister for et helt centralt område. Især sidstnævnte finder jeg problematisk, da hans uvilje imod Det Frie Forskningsråd er tydelig. At beskære den frie forskning med en tredjedel er i mine øjne den helt forkerte vej at gå.

Der er dog en anden ting, der undrer mig, og som tydeligvis også optager flere andre for tiden…

Som bekendt har ministeren en erhvervs-Ph.D, som han har opnået i et samarbejde imellem Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum. Og hvad er så en Erhvervs-PhD? Det kan man læse på Innovationsfondens hjemmeside, men lad mig lige citere en del af beskrivelsen med mine egne fremhævelser:

En ErhvervsPhD er et erhvervsrettet forskningsprojekt og en ph.d.-uddannelse, der gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. ErhvervsPhD-kandidaten er ansat i virksomheden og samtidig indskrevet på universitetet, og arbejder på det samme projekt begge steder. Kandidaten bruger al sin arbejdstid på projektet og uddannelsen, og deler arbejdstiden mellem virksomheden og universitetet. Projektets længde svarer til uddannelsens længde, som i Danmark er på tre år. Udenlandske ph.d.-uddannelser kan vare længere. ErhvervsPhD udgør sammen med ErhvervsPostdoc Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram. Erhvervsforskerprogrammet har til formål at uddanne og udvikle forskertalenter til erhvervsforskere, der er specialiseret i at skabe vækst og beskæftigelse i Danmarks erhvervsliv gennem forskning, udvikling og innovation.

Ministeren har netop været i Deadline, hvor han blev udspurgt ganske habilt af Nynne Bjerre Christensen. Hun kom til slut ind på ministerens egen Ph.D, og hvordan den harmonerer med hans ønske om at begrænse den frie forskning og i stedet have et stærkere fokus på erhvervsrettet forskning. Ministeren svarede, at han jo netop havde en Erhvervs-PhD og argumenterede lidt vævende for, hvorfor hans projekt om Grundtvig var relevant for dansk erhvervsliv, men han sagde dog også, at hans Ph.D-projekt “ikke skaber kolde arbejdspladser ude i virksomhederne”.

Jeg er stor tilhænger af fri og bred forskning, og jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over Esben Lunde Larsens Ph.D-projekt, der ligger milevidt fra mit eget felt, men jeg sidder dog tilbage med en række spørgsmål:

  • Grundtvigsk Forum er en forening, der så vidt jeg kan gennemskue har nogle indtægter fra noget forlagsdrift og udlejning af lokaler. Når man læser retningslinierne for en erhvervs-Ph.D, står der dog igen og igen, at det skal være en privat virksomhed. Hvordan kan man bruge en forening som Grundtvigsk Forum? Selv hvis de har lidt indtægter fra bøger og lokaleleje, er det så – om jeg så må sige – ånden i lovteksten?
  • Målet med en erhvervs-Ph.D er at skabe vækst og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvordan harmonere det med ministerens Ph.D, der jo med hans egne ord ikke havde det for øje?
  • Hvordan kan ministeren forsvare, at han skærer i midlerne til den frie forskning og vil have mere erhvervsrettet forskning, når han så åbenlyst selv har brugt 5 år på at forske i et område, der har hans interesse men ingen reel relevans for erhvervslivet?
  • Ifølge ministerens CV har Esben Lunde Larsen været 7 år om at opnå sin kandidatgrad og 5 år om at opnå sin Ph.D-grad. Ikke at jeg er stor fan af at tvinge alle folk hurtigt igennem systemet, men det bør bemærkes, at det samlet set burde have taget 8 år. Står der ikke i beskrivelsen af en erhvervs-Ph.D, at man skal arbejde fuld tid på projektet i 3 år?

Jeg synes, at der er en vis diskrepans, imellem hvad forskningsministeren synes, landets forskere skal gøre, og hvad han åbenbart mener, han selv skal gøre. Man undres.

Forskning, Nyheder

Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af? 

Anmeldelse

“Om 200 år har alle piger kæmpebryster!”

Anmeldelse af dokumentarfilmen Naturens Uorden, premiere 7/10-2015

Naturens Uorden er en film om tilblivelsen af teaterstykket Human Afvikling med spastikeren Jacob Nossell i hovedrollen. Teaterstykket har jeg ikke haft lejlighed til at se, men det har spillet på Det Kongelige Teater sidste år. Jeg har ikke kunnet finde en anmeldelse af teaterstykket for sig selv.

Filmen dokumenterer tilblivelsen af teaterstykket, men de to ting flyder lidt sammen i filmen, så den ender med at fremstå ret fragmenteret og ufokuseret. Hvornår er handlingen en del af dokumentarfilmen, og hvornår er den en del af teaterstykket, der bare fremvises i dokumentarfilmen? Det er vel lidt begge dele på én gang, men det er nu en lille smule forvirrende.

I filmen støder vi på dilemmaet, at man som handicappet måske kunne finde på at vælge et andet handicappet menneske fra, fx et ufødt barn. Det dilemma møder vi også i programserien De Uperfekte på DR3, hvor en række mennesker med forskellige handicaps sætter sig for at finde den eneste ene. I løbet af serien giver visse af deltagerne udtryk for, at de ville foretrække en ikke-handicappet kæreste. Sådan har jeg det også selv, og jeg tror også jeg ville vælge et handicappet foster fra, hvis jeg havde valget, men jeg synes ikke, det bliver specielt meget dybere af, at det er en handicappet, der har det på den måde – heller ikke selv om filmen prøver at gøre det til noget helt vildt, idet Jacob Nossell konstaterer, at han ville vælge sig selv fra. Det er altsammen helt på linie med evolutionsteorien – kun de stærkeste overlever og får mulighed for at reproducere sig selv, og dem er Jacob Nossell som spastiker ikke en del af.  (I øvrigt meget godt udtrykt i filmen af ScienceBlogs egen Thomas Mailund, hør fx. Go’ Morgen P3 fra 6. oktober, spol frem til klokken tolv minutter over otte.)

Jacob Nossell må gå så grueligt meget igennem på sin rejse mod Gamle Scene, men klarer den alligevel, selv om han bliver kørt ned af en bus, ender med at få stomipose og ovenikøbet er handicappet. Sådan er det jo med usædvanlige mennesker og skæbner, det er næsten et klassisk eventyr. Man må tage hatten af for Jacob Nossells gå-på-mod, det er virkelig inspirerende, men det bliver selve filmen kun en anelse bedre af.

Jacob Nossell stiller sig selv det dybt personlige spørgsmål, om han har ret til at være her, om hans liv er noget værd, eller om han kun er en byrde for samfundet, fordi han aldrig kommer til at give samfundsøkonomisk overskud. Især det sidste kan man jo godt blive lidt harm over, hvorfor skal alting give samfundsøkonomisk overskud for at være acceptabelt? Det ser selvfølgelig godt ud i et regneark, men livet og samfundet skulle sandelig gerne være større end dét.

Det, at mennesker kan være andet end “velskabte, fejlfrie og velfungerende,” går tabt, når vi kan vælge ikke-perfekte fostre fra, hvilket bestemt en tanke værd, især i disse plastiktider, hvor bryster helst skal være kæmpestore og ingen må have en dårlig dag. Grænsen er måske lidt hårdt trukket op, at vi er en verden af fejlfrie mennesker og så er der lige de handicappede, men på den anden side, så er der vel nok en tendens i samfundet til, at kun det perfekte er godt nok. Lad os håbe det går over, og at filmen er med til at gøre sit til det. Idet vi vælger handicappede fra, vælger vi også diversiteten fra, hvilket gør os åndeligt fattigere og mindre rummelige. Det er en god pointe, men ret meget mere er der ikke at komme efter i selve filmen, ud over selvfølgelig historien om den bemærkelsesværdige spastiker Jacob Nossell, der både er sød og sjov i filmen. Jeg var i hvert fald godt underholdt, især i begyndelsen af filmen.

Jeg giver et middelmådigt antal stjerner til filmen som helhed, lidt flere til hovedrolleindehaveren Jacob Nossell.

Naturens Uorden Trailer

 

Forskning, Fysik, Kemi, Nyheder, Teknologi

Englene i Caribien sørger – 20 år gammel spiritus på en uge

3 kommentarer

Englene i Caribien synger, de drikker nemlig rom. På grund af varmen og luftfugtigheden fordamper ca. 6 % af rom lagret i tønder årligt. Det kaldes Angel’s share. Ny teknologi kan imidlertid tørlægge englene. På Lost Spirits Distillery har Bryan Davis fundet en metode til at fremme lagringsprocessen betydeligt.

Traditionen med at fadlagre rom går flere hundrede år tilbage. Dengang fragtede man alt i tønder – de var nemme at rulle og stillede man dem op, kunne de stå fast på skibsdækket uden yderligere fortøjning. Da tønderne blev brugt til at fragte alle mulige forskellige varer, brændte man tønderne af indvendigt for at fjerne smag fra tidligere varer, eksempelvis sardiner. Allerede efter 3 måneder til søs, fra Caribien til England, havde man en mere moden, fyldig og knap så besk spiritus. Derfor begyndte man at tilbageholde rommen på fade i Caribien for at presse prisen på produktet op.

Fadlagring – en tofaset proces.
Når spirtus bliver hældt på fade sker der to faser. Den første fase er forholdsvis simpel. Komponenter fra træet bliver ekstraheret og rommen bliver tilført disse nye smagsstoffer. Derefter sker der adskillige kemiske processer mellem disse træekstrakter og destillatets estere.

https://en.wikipedia.org/wiki/Barrel#/media/File:Beam_Rack_House.jpg
Lagring af spiritus

Fadene bliver typisk lavet af egetræ fra amerikanske skove. Træ er som udgangspunkt kemisk stabilt, så det er essentielt at afbrænde indersiden, så træets elementer bliver ustabile og reaktive. Det er brændingen, der gør lignin og hemicellulose ustabil, hvilket medvirker til ekstraktionen af stoffer som carboxylsyrer, træsukker og phenolsyrer.

Trækomponenterne bliver ekstraheret over relativt kort tid, og så går fase to i gang. De forskellige syrer går i forbindelse med alkoholen for at danne estere. Estere er kemiske stoffer, som typisk har kraftig duft og smag. Denne fase tager tid. Nogle af stofferne reagerer hurtigt, mens andre tager adskillige år. Derfor er der stor forskel på spiritus, som er lagret 5 år og spiritus, som er lagret 20 år.

Videnskabeligt gennembrud
Bryan Davis fra Lost Spirits Distillery har gennem flere år analyseret forskellige rom ved hjælp af gaskromatografi og massespektrometri for at finde ud af, hvad der sker, når rom lagrer på egetræsfade. Han har identificeret flere forskellige kemiske reaktioner, som er essentielle for modning af rom.

Den nye viden om rommens modning fik Bryan Davis til at gå i gang med at finde ud af om han kunne opfinde en maskine, som kan gøre rommodningsprocessen hurtigere.  Efter lang tids arbejde kan Bryan Davis nu præsentere Model 1 Aging Reactor.

Copyright: cocktailwonk.com
Model 1 Aging Reactor. Copyright: cocktailwonk.com

Teknologien
Reaktoren virker ved at effektivisere alle de naturlige processer, der foregår ved almindelig fadlagring. Reaktoren benytter sig af tre forskellige faser.

  1. Esterificering af de flygtige syrer, som findes i hvid spiritus.
  2. Ekstraktion af de smagsgivende komponenter fra træet.
  3. Dannelse af lange komplekse estere.

Fase 1:
Esterificering af korte fedtsyrer fremtvinges ved at udsætte destillatet for kraftig lys,fra lysstofrør. Fedtsyrerne bliver produceret under gæringen og fordamper sammen med alkoholen under destillering. Ved afslutningen af denne fase indeholder spiritussen en koncentration af korte, frugtige estere, som er sammenlignelig med moden spiritus. Den er dog langt fra færdig. Spiritussen mangler middel-lange estere, phenoler og aldehyder, som også findes i moden spiritus.

Disse kasser huser alle lysstofrørene. Copyright: cocktailwonk.com
Disse kasser huser alle lysstofrørene. Copyright: cocktailwonk.com

Fase 2:
Under fase 2 tilsættes træspåner, og lyset fra de kraftige lysstofrør nedbryder polymerer i træet. Ved slutningen af denne fase indeholder spiritussen mange af de aldehyder, som 20 år gammel spiritus indeholder. Spiritussen indeholder dog også en del middel-lange syrer, som mildest talt ikke smager særligt godt.

Disse glasrør muliggør lysbehandlingen. Copyright: cocktailwonk.com
Disse glasrør muliggør lysbehandlingen. Copyright: cocktailwonk.com

Fase 3:
I den tredie og sidste fase dannes flere estere ud af de middel-lange syrer, phenolsyrer og phenoler.  Disse estere binder til eksisterende estere og danner lange estere, som findes i spiritus, som har lagret i årtier.

Når spiritussen forlader tredie fase efter omtrent 6 dage, har den næste samme kemiske signatur, som konventionelt lagret spiritus. Den har altså samme molekylære struktur som spiritus, som har lagret i egetræsfade i årtier.

Herunder ses en måling af forskellige flygtige komponenter i henholdsvis kommercielt lagret rom og rom, som har fået en tur i maskinen.

Maskinelagret rom sammenlignes med en traditionelt lagret rom.
Maskinelagret rom sammenlignes med en traditionelt lagret rom. Copyright: Lost Spirits Distillery

De forskellige komponenter, som er fremhævet på figuren er:

  • Metansyreisoamylester (Bananolie)
    Aroma:  Sød banan, frugtig
    Menneskelig detektionstærskel: 2 ppb
  • Oktansyreethylester
    Aroma:  Voks, sødme, ananas, frugtig,
    Menneskelig detektionstærskel:  15 ppb
  • Butansyreethylester
    Aroma:  Ananas, Cognac
    Menneskelig detektionstærskel:  1 ppb
  • 3-methylbutyraldehyd
    Aroma:  Chocolade, fersken, fedmefuld
    Menneskelig detektionstærskel:  1 ppb
  • Propansyreethylester
    Aroma:  Sød frugtig rom, grape, ananas
    Menneskelig detektionstærskel:  10 ppb
  • Hexansyreethylester
    Aroma: Sød frugtig ananas, vokset grøn banan
    Menneskelig detektionstærskel:  1 ppb

Tekniske udfordringer
Reaktoren er i stand til at efterligne den kemiske signatur, som rom får efter fadlagring i 15-20 år. Den er desværre begrænset til denne alder. Får spiritussen længere tid i maskinen bliver forholdet mellem de forskellige komponenter skævt i forhold til naturligt modnet spiritus. Derfor er Bryan Davis allerede begyndt at eksperimentere med en fjerde fase, hvor spiritussen får lov til at fordampe gennem nogle membraner.  På den måde skulle han være i stand til at regulere forholdene mellem de forskellige smagsgivere, således at han kan lave spiritus med en endnu ældre smagsprofil.

Copyright: cocktailwonk.com
Copyright: cocktailwonk.com

Denne proces har dog ikke den fordel, at spiritussen ikke fordamper overhovedet. Men andelen af fordampet spiritus er stadig en del lavere en ved naturlig lagring. Måske dette er det kompromis, som Bryan Davis og englene må lave.

Biologi, Formidling, Medier, Nyheder

Om at true sig til tavshed

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg om kvaksalveren Kay Hougaard, der påstår, at man kan lære at leve af lys og derved sige farvel til fysisk næring. Det er selvsagt noget vås. Hvad værre er, så tilbyder han “kurser”, hvor alle – børn og voksne, syge og raske – kan “lære” at leve af lys, ligesom han flere steder giver udtryk for, at han via denne kur kan hjælpe syge mennesker med alt fra diabetes til cancer. Derved krydser han i mine øjne en grænse fra at være endnu en plattenslager til at blive en kvaksalver.

Alt dette skrev jeg i mit oprindelige indlæg, og det kan næppe overraske nogen. At opfordre forældre til ikke at give deres spædbørn mad men lade dem leve af lys, eller at opfordre dødssyge mennesker til at opgive reel næring, er decideret farligt. Det bliver kun endnu mere bizart af, at Kay Hougaard selv helt tydeligt ikke har opgivet at spise. Selvfølgelig har han ikke det – han ved jo godt, at han er nødt til at spise. Det finder man hurtigt ud af.

Hvad der derimod overraskede var, at Kay Houggard skrev en kommentar til indlægget, som I selv kan læse, ligesom han sendte en email til ejeren af scienceblog.dk. Hans mål var at få os til at fjerne indlægget ved at true med et sagsanlæg. Ifølge Kay Hougaard havde jeg fremsat injurierende udtalelser, ligesom jeg ifølge ham var kommet med dødstrusler og opildning til blodrus.

Vi kan ikke acceptere, hvis vi skal blive truet til tavshed. Som en uvildig kritisk stemme er det helt afgørende, at vi ikke lader os intimidere. Tværtimod betød Kay Hougaards henvendelse, at vi gjorde endnu mere for at gøre opmærksom på indlægget, og at det er nu blevet delt langt bredere, end det ellers ville være kommet ud. Vi skal kunne skrive sobert men kritisk om emner, der er relevante, og det er kvaksalveren Kay Hougaard – især fordi han selv har valgt at medvirke i Kontant på DR, hvorved han har gjort hele Danmark opmærksom på sin eksistens. Kære Kay Hougaard, mød Barbra Streisand.

Enhver, der har læst mit indlæg, kan se, at jeg selvfølgelig ikke har fremsat trusler af nogen art. Ja, jeg er meget kritisk overfor ham og hans absurde ideer. Ja, jeg skriver, at hans anbefalinger og virke er farligt. Ja, jeg kalder ham en løgner, da han ganske givet godt ved, at han er nødt til at spise ligesom alle andre mennesker. Men trusler? Det er der intet af.

Interessant nok henviser Kay Hougaard også til en kommentar på mit indlæg, der opfordrer til, at Kay Hougaard udsættes for den behandling, han anbefaler andre. Hvis det er det, Kay Hougaard opfatter som en dødstrussel, må det vel betyde, at han anser sin egen kur for at være livsfarlig. Det kan man jo tænke lidt over.

Og så er der truslen om at blive anklaget for injurier. Som man selv kan læse, er jeg meget kritisk: Hans anbefalinger er livsfarlige, hans påstande er forkerte, han lyver om bl.a. sit eget madforbrug, og han er en kvaksalver, der påstår at kunne hjælpe syge mennesker. Alt det står jeg ved, da det bygger på hans egne udtalelser, og jeg vil med glæde se Kay Hougaard præsentere dokumentation for, at jeg tager fejl. Indtil da sover jeg ganske roligt.

Mon ikke Kay Hougaard har lært lidt om både injurielovgivningen og internettet i de seneste dage. Vi lader os selvfølgelig ikke true til tavshed. Til gengæld har vi tilbudt Kay Hougaard at skrive et svar på kritikken, som vi vil bringe her på ScienceBlog, hvis det kommer.