Printede organiske solceller fra dansk firma søger crowdfunding på Kickstarter

Morten V. MadsenGæsteindlæg: Morten V. Madsen er medstifter af infinityPV og har ledet HeLi-on Kickstarter initiativet. Morten har en ph.d.-grad i polymer solcelle nedbrydning og stabilitet og har arbejdet indenfor feltet i seks år som forsker hos Danmarks Tekniske Universitet.

Morten har arbejdet med at udbrede viden om polymer solceller og har produceret Coursera kurset “Organic Solar Cells – Theory and Practice” samt en lang række videoer omhandlende relaterede emner. Derudover er Morten medforfatter på 20 videnskabelige artikler og har arbejdet med rapid prototyping, plast produktion og design.

 

Med en ny solcelle-oplader i lommeformat kaldet HeLi-on, har den danske startup-virksomhed infinityPV sat sig for at revolutionere markedet for solcelleopladere. Ved hjælp af et fleksibelt solpanel gør HeLi-on det muligt at oplade ens telefon på farten. Samtidig sikrer et indbygget batteri, at man ikke er afhængig af vejrudsigten.

Blå udenpå, grøn indeni
Solpanelet i HeLi-on er et stykke dansk energi-teknologi. Det består af en ny type solceller kaldet plastsolceller. Materialet, der anvendes til at absorbere solens lys, udgøres i en plastsolcelle af en polymer/plastik til forskel fra f.eks. silicium, i første generations solceller.

Det basale princip bag både plastsolcellen og andre former for solceller er dog det samme, nemlig omdannelsen af energien i elektromagnetisk stråling til elektrisk energi. At plastic kan benyttes som halvledere, er en opdagelse som Alan J. Heeger, Alan MacDiarmid and Hideki Shirakawa i år 2000 modtog Nobelprisen i kemi for. Denne opdagelse gjorde det muligt at lave solceller af plast og derved blev et nyt forskningsfelt født.

I mange år har plastsolceller været et interessant forskningsfelt, men plastsolceller haltede længe efter traditionelle solceller på både ydelse og stabilitet. Dette er der dog blevet rådet bod på inden for de seneste år og derved kan produkter, der udnytter plastsolcellernes særlige fordele, realiseres. Materialerne i plastsolcellepanelerne kan bøjes og bukkes og rulles sammen, så det fylder meget lidt. Det er den egenskab, der gør HeLi-on unik.

Prisvindende dansk teknologi
infinityPV blev stiftet i 2014 med udgangspunkt i en række patenter vedrørende plastsolcelle-teknologien og har solgt polymer solceller direkte til forbrugere i form af demonstrationsmoduler, solpaneler og solrør.

Tidligere på året blev infinityPV hædret af det britiske Royal Society of Chemistry i en international konkurrence blandt startup-virksomheder med fokus på vedvarende energi. Med en lancering via crowdfunding-siden Kickstarter håber holdet bag HeLi-on på global opmærksomhed og økonomiske opbakning, der kan sende solcelle-opladeren i produktion.

I skrivende stund har HeLi-on samlet 97% af den halve million som var finansieringsmålet.

[Indlægget blev skrevet i sidste uge, men i dag har projektet faktisk passeret den halve million på Kickstarter. Scienceblog ønsker tillykke og held og lykke med den videre udvikling]

Esben Lunde Larsens uddannelse efterlader mange spørgsmål

Hvis man interesserer sig det mindste for forskningspolitik, har man nok opdaget, at Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen er havnet i medierne igen – denne gang fordi han har været lidt kreativ med sit CV, som man kan læse på Forsker Forum og i Ekstra Bladet. For lidt baggrund kan man eventuelt læse mine tidligere indlæg om hans syn på skabelse, hans politiske prioriteringer og hans erhvervs-ph.d.

Det nye er, at ministeren havde oplyst på sit CV, at han havde studeret cand.theol. på Københavns Universitet fra 2001 til 2008. Det havde de fleste (alle?) med god ret tolket som, at ministeren havde været studerende på den akademiske teologiuddannelse fra 2001. Det passede bare ikke, for han blev først indskrevet i 2006. I årene 2001 til 2005 var han studerende på Dansk Bibel-Institut (DBI), der er en privat uddannelse, der ikke er akkrediteret i Danmark på grund af sit religiøse indhold.

Interessant nok har ministeren i dag (onsdag den 4. november) rettet sit CV, så der nu kun står årstallet for færdiggørelsen af kandidatgraden. Han har dog ikke i samme omgang fundet det relevant at tilføje oplysninger om indskrivning på DBI.

Det spørgsmål, mange af os sidder tilbage med, er – hvorfor?

Hvorfor skrev ministeren sit CV, så det så ud som om, at han havde læst på Københavns Universitet i alle årene? Hvorfor nævnte han ikke sin tid på DBI? Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det fusk, men det er da mærkværdigt, at en minister finder det belejligt at præsentere sin uddannelse på en måde, der giver den et mere akademisk skær end ret er – især når samme minister tidligere har været nødt til at rette sit CV, fordi han fejlagtigt havde skrevet en ikke-eksisterende post.doc.-ansættelse på (se sidste artikel i linket).

Der er flere interessante ting ved DBI, som er relevante i denne sammenhæng. Uddannelser på DBI er ikke akkrediteret i Danmark, så man kan derfor ikke få meritoverført sine kurser, hvis man ønsker at tage en rigtig akademisk uddannelse på et dansk universitet. Det kan man dog snige sig uden om via en såkaldt “diplomagent”, hvilke ministeren da også har gjort: Han har læst de fleste kurser på DBI i Danmark men har været indskrevet på den norske MHS Misjonshøgskolen.

Jeg ville rigtig gerne vide, hvorfor ministeren med ansvar for akkreditering i Danmark ikke finder systemet godt nok, og hvorfor han syntes, at DBI kunne tilbyde en bedre uddannelse end teologi på KU. Ser han ikke noget problem i, at han på den måde omgår det danske akkrediteringssystem?

Derudover er grundlaget for DBI temmelig problematisk – især når man tager ministerens tidligere udtalelser om skabelse, evolution og Big Bang i betragtning. De har et meget fundamentalistisk syn på Bibelen, der anses for “Guds ord” der er “fuldt troværdig og urokkelig”, og den er i sin oprindelige form “uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn” – ja, Bibelen er “den eneste, men også fuldt tilstrækkelige, klare og absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”.

Er dette dækkende for ministerens syn på verden, og er det den tilgang til viden og forskning, der har præget hans uddannelse?

Tilbage i 2009 deltog jeg i en konference arrangeret af DBI, der handlede om Darwin og klima (ja, det er en sær kombination, som jeg stadig ikke helt forstår). Kristeligt Dagblad havde deres journalist til stede, og jeg skrev også selv en kort anmeldelse til avisen.

Det var et rendyrket kreationistisk arrangement uden skyggen af videnskabelighed. Panelet bestod af kendte ansigter indenfor kreationisme og “intelligent design” (Peter Øhrstrøm, Peder Tyvand og Jakob Volf f.eks.), og jeg var tydeligvis den eneste ikke-troende deltager. Her blev forbindelsen mellem DBI og højrekristne grupper som Indre Mission og Luthersk Mission tydelig. Foredraget handlede om al den ondskab, “Darwinismen” førte til, og al den kompleksitet i naturen, der kun kan forklares ved en “designer”. De samme fejlagtige argumenter, vi alle har hørt utallige gange.

Hen imod slutningen af konferencen startede der en absurd diskussion blandt deltagerne – for er Jorden nu 6000 år eller 4.6 milliarder år gammel? Og betyder det noget? Igen minder det mig om ministerens tidligere udtalelser om Universets alder, som han åbenbart aldrig rigtig havde tænkt over.

Om Esben deltog, ved jeg ikke. Men jeg ville gerne vide, hvor meget overlap der er imellem hans syn og DBIs grundlag, og hvorfor han valgte at skjule sin tilknytning til DBI. Hvis han anser uddannelsen for god, er der vel ingen grund til at holde den slags hemmeligt?