HPV-update nr. 1

Da jeg løbende skriver om HPV-debatten, har jeg tænkt mig at bruge en ny form for de generelle blogindlæg – nemlig disse relativt korte tekster, hvor jeg skriver om 2-3 relevante artikler eller indlæg. Dette er det første indlæg i rækken og handler om:

Fører HPV-vaccinen til “markant mange dødsfald og syge”?

Jeg skrev for nylig et indlæg, hvor jeg gennemgik en række meget udbredte myter og misinformationer om vaccinen med udgangspunkt i nogle Facebook-opdateringer. Kort efter kom der endnu en opdatering, der fortjener en kommentar.

Med indledningen “FAKTA – Markant mange dødsfald og syge efter HPV vaccinen” er pointen med opdateringen klar. Der henvises endda til et videnskabeligt studie fra Alberta, der kigger på perioden fra juni 2006 til november 2014, som skulle underbygge denne konklusion. Hun bringer følgende citat som argument:

RESULTS: Over the period 195,270 females received 528,913 doses of HPV vaccine. Of the women who received HPV vaccine 958 were hospitalized and 19,351 had an ED visit within 42 days of immunization.

Det lyder jo voldsomt med næsten 10% besøg på skadestuen og 0.5% hospitalsindlæggelser som følge af HPV-vaccinen … men kan man nu også udlægge tallene på den måde?

Som i andre af hendes opdateringer er det en ekstremt misvisende præsentation af data, men det betyder ikke, at det er en bevidst fejl. Det skal retfærdigvis siges, at det ikke altid er lige til at læse videnskabelige artikler, men det undrer mig alligevel, da man bare skal klikke på linket og læse en ret kort tekst for at se, at fakta bliver skævvredet. Her er den fulde ordlyd af resultater og konklusion fra studiet (med mine forklaringer af forkortelser i kantparenteser):

RESULTS:
Over the period 195,270 females received 528,913 doses of HPV vaccine. Of those receiving at least one dose, 192 reported one or more AEFI [Adverse Effects Following Immunization] events (198 AEFI events), i.e., 37.4/100,000 doses administered (95% CI 32.5-43.0). None were consistent with VTE [Venous Thromboembolism]. Of the women who received HPV vaccine 958 were hospitalized and 19,351 had an ED [emergency department] visit within 42 days of immunization. Four women who had an ED visit and hospitalization event were diagnosed with VTE. Three of these had other diagnoses known to be associated with VTE; the fourth woman had VTE among ED diagnoses but not among those for the hospitalization.
CONCLUSIONS:
Rates of AEFI after HPV immunization in Alberta are low and consistent with types of events seen elsewhere.

Hvem kan i god tro læse denne tekst og konkludere, at dette studie viser et højt antal dødsfald og sygdomstilfælde? Tværtimod viser de, at der er en meget lille frekvens af bivirkninger, og i selve artiklen kan man læse, at der primært er tale om lokale irritationer, som vi i forvejen kender det fra vaccinationer. Endnu mere bizart er det, at der slet ikke er nogen rapporter om dødsfald – ud af de rapporterede mulige bivirkninger, er de 5 klassificerede som alvorlige, og der er i alle tilfælde tale om hospitalsindlæggelse.

Det er også stadig vigtigt at huske på, en rapporteret mulig bivirkning ikke betyder, at der rent faktisk er tale om en reaktion udløst af vaccinen. Der blev rapporteret en potentiel bivirkning for 0.0374% af de givne doser, og derfor konkluderer forfatterne jo også, at HPV-vaccinen har få bivirkninger i lighed med andre studier.

Hvad så med rapporterne om skadestuebesøg og hospitalsindlæggelser? Her er det godt lige at se på, hvad forfatterne rent faktisk undersøger, og hvad tallene derfor siger noget om:

We describe the frequencies of adverse events following HPV vaccination among Alberta females aged 9 years or older and look at VTE following HPV vaccination

Den første del (mulige bivirkninger) er forklaret ovenfor. Den anden del (VTE, dvs. blodpropper) fremgår også af citatet ovenfor:

Four women who had an ED visit and hospitalization event were diagnosed with VTE. Three of these had other diagnoses known to be associated with VTE; the fourth woman had VTE among ED diagnoses but not among those for the hospitalization

Fire kvinder blev diagnosticeret med VTE i tiden efter vaccinen, og alle sager blev gennemgået i artiklen, uden at de fandt nogen rimelig sammenhæng med vaccinen. Pointen med studiet er jo, at de kigger på samtlige skadestuebesøg og hospitalsindlæggelser i tiden efter vaccinen – det betyder ikke, at der er nogen som helst forbindelse imellem de to. Hvis en pige brækkede armen dagen efter vaccinationen, ville det blive talt med, også selv om “brækket arm” ikke er en bivirkning.

Det er helt absurd at konkludere, at næsten 10% besøger skadestuen på grund af vaccinen. Det er slet ikke det, studiet viser. Man kan konkludere to ting: At vaccinen har en meget lav frekvens af bivirkninger, og at der ikke er evidens for en sammenhæng imellem vaccinen og VTE. Det er de spørgsmål, forskerne undersøger.

Endvidere kan man se, at forfatterne ingen interessekonflikter har, og at studiet ikke er finansieret af Merck eller andre. De, der er imod vaccinen, kan derfor ikke afvise konklusionen på den baggrund, som de ellers ynder at gøre.

Er HPV-programmet i Danmark indført på et forkert grundlag?

For nylig havde overlæge Jesper Mehlsen en kronik i Berlingske Tidende. Jeg er for at være helt ærlig lidt i vildrede her. Jeg er helt enig med Mehlsen i, at vi har en gruppe piger, der er syge, uden at vi kender årsagen, og at de fortjener den bedste hjælp, vi kan tilbyde. Jeg er ligeledes enig i, at myndighederne ikke har håndteret hele sagen til topkarakter. Jeg er selvfølgelig også enig i, at dialog og afvejning af fordele og ulemper er vejen frem. Det er helt oplagt rigtigt.

Jeg var som bekendt til foredrag med Mehlsen for nylig, hvor han præsenterede foreløbige data for nogle af de ramte piger, og selv om han ikke kunne vise en sammenhæng med vaccinen, pegede det i retning af en mulig behandling for nogle af dem, hvilket jo er positivt. Det undrer mig derfor, at han fortsat omtaler lidelserne som bivirkninger, når nu der ikke er evidens for at lave denne kobling. (Hvis man læser dette tids nok, er det værd at bemærke, at jeg har inviteret Mehlsen til at holde foredrag i Copenhagen Skeptics in the Pub mandag den 7. august, så man kan blive klogere).

I mine øjne er Mehlsen galt på den i det meste af den kritik, han præsenterer i sin kronik. Han har ret i, at man i sin tid baserede godkendelsen på de dengang eksisterende data, hvilket ganske rigtigt og af helt oplagte årsager ikke kunne sige noget om, hvor længe vaccinen virkede, hvor effektiv den ville være i populationen, eller om man skulle re-vaccineres. Alle disse forbehold havde man selvfølgelig med i overvejelserne, hvilket Mehlsen også pointerer. Selv på dette grundlag besluttede man, at fordelene var store nok til at indføre vaccinen.

I dag har vi endnu mere data, og grundlaget er kun blevet mere solidt: Vi har data fra flere lande, der viser god effekt efter op imod 10 år, og vi har en endnu bedre risikoprofil, efter der på verdensplan er givet næsten 250 millioner doser. Man har jo de seneste 10 år fulgt vaccinationsprogrammerne i de mange lande, der har indført HPV-vaccinen, og den klare generelle konsensus er, at den er både sikker og effektiv.

Selvfølgelig har Mehlsen ret i, at intet studie er perfekt, men det er sigende, at jo bedre studierne er designet – størrelse, kontrolgrupper, hypoteser – jo klarere er konklusionerne, og det taler entydigt til vaccinens fordel.

Ved vi alt? Nej, selvfølgelig ikke, men det virker videnskabeligt og medicinsk uetisk at risikere menneskeliv og sygdom ved at tilsidesætte store, velkontrollerede forsøg over mange år i flere lande på baggrund af få observationer uden tydelig kausalitet eller biologisk plausibilitet.

Mehlsen nævner, at det ikke kun er Danmark, der har oplevet historier om alvorlige bivirkninger. Det er sandt, men hvis man ser på, hvor mange lande der har indført vaccinen, er der stadig tale om et meget lille antal. Derudover er der nogle meget væsentlige detaljer, som ikke bliver nævnt.

Lad os se på Japan, der ofte bliver hevet frem i debatten: Det er korrekt, at den japanske regering valgte at trække sin anbefaling af vaccinen tilbage i 2013 efter en voldsom mediestorm ikke ulig den danske. Men vaccinen er stadig frit tilgængelig for dem, der ønsker den. Det væsentligste er dog, at ændringen i anbefalingen skete TIL TRODS FOR både internationale og lokale eksperters vurdering. Det var således en politisk og ikke en videnskabeligt velfunderet beslutning på baggrund af en meget aktiv bevægelse, der var imod vaccinen.

Her har de danske myndigheder heldigvis været bedre til at se på data og lytte til fagfolk i stedet for at lade en lille men højlydt gruppe få lov til at diktere vores sundhedspolitik.

Mehlsen nævner også Østrig i sin kritik(?) af den danske beslutning om at indføre HPV-vaccinen:

Østrig ligger tæt op ad Danmark med hensyn til forekomst af livmoderhalskræft, men konklusionen på den østrigske undersøgelse var en noget anden

Man kan dels stille spørgsmålstegn ved, om Østrig og Danmark nu også er så ens, som han hævder, hvilket kan ses her (link til data):

Danmark har en incidens på 12.1, mens Østrig er helt nede på 7. Det vil alt andet lige påvirke beslutningen. Man kunne måske snarere have sammenlignet med Norge, der har en incidens på 11.3, et HPV-vaccinationsprogram lignende det danske, og som ikke har noget, der bare minder om den modstand, vi oplever i Danmark. Derudover har Østrig faktisk indført vaccinen i deres program og det endda til begge køn.

Jeg mener, at debatten bør foregå åbent og med respekt for data. Det hjælper ingen at skabe tvivl på et i mine øjne meget skrøbeligt fundament.

4 tanker om “HPV-update nr. 1”

  1. Det er da ikke riktig det som skrives om Norske forhold.
    Det riktige er at 66 innmeldte bivirkninger anses som alvorlige, av alle innrapporterte. 33 av disse ble lagt inn til observasjon og er friske igjen. 18 innrapporterte med POTS og ME følges opp.

    Innrapporterte bivirkninger betyr ikke at det er alvorlig. Men alle som rapporteres inn blir registrert.

  2. Her er konklusjonen på den studien du prøver å skjule.
    “CONCLUSIONS:
    Rates of AEFI after HPV immunization in Alberta are low and consistent with types of events seen elsewhere.”

    1. Vel jeg så den var kommet med, men hva sies om denne tilstanden blandt uvaksinerte i samme periode ?

      1. Hej Vivi,

        Tak for dine opdaterede tal fra Norge – det er interessant at se udviklingen.

        Jeg er dog ikke helt med på, hvad du mener med dine kommentarer? Jeg er helt enig med dig i, at man skal huske, at en indrapporteret formodet bivirkning ikke betyder, at der er tale om en reel bivirkning. Det skriver jeg jo også:

        “Det er også stadig vigtigt at huske på, en rapporteret mulig bivirkning ikke betyder, at der rent faktisk er tale om en reaktion udløst af vaccinen.”

        Ligeledes din kommentar om studiet fra Alberta. Jeg skjuler intet men fremhæver, at de jo netop viser, at vaccinen er sikker.

        Jeg tror, du har læst mit indlæg forkert.

        Mvh Stinus

Der er lukket for kommentarer.