Dokumentarfilmen ”…når du kigger væk”, der har premiere 12. oktober og sendes på DR K den 29. oktober kl. 22.00, er en søgende film, hvori Phie Ambo søger at nærme sig fænomenet bevidsthed. Da der blev spurgt om nogen var interesseret i at anmelde filmen, meldte jeg mig, da jeg er meget interesseret i fænomenet bevidsthed. Efter at have set filmen flere gange har jeg kæmpet meget med, hvordan jeg skal gribe en anmeldelse af filmen an. Min udfordring er, at jeg har overordentlig stor sympati for filmens udgangspunkt, men ikke for dens slutpunkt.

Milan Kundera er citeret for at sige, at:

”den mening, vi forsvarer, kun er vores foretrukne og nødvendigvis uperfekte og sandsynligvis forbigående hypotese, som kun de snæversynede opfatter som en stensikker sandhed.”

Dette synes jeg er både rigtigt og vigtigt. Særligt omkring spørgsmålet omkring bevidsthedens essens tror jeg der kunne være noget spændende nyt at lære om fundamental virkelighed (se også dette tidligere indlæg). Men jeg står ret hurtigt af på filmens vej hen imod mulige indsigter, og til sidst i filmen er jeg desværre helt tabt.

Jeg ville ikke fælde en dom – læseren må selv prøve at se filmen – men for mig forekommer filmen at være endt i en blindgyde – en oprigtig søgen efter sprækker i tidens strengt materialistiske verdensbillede bliver for mig afsporet af nogle besynderlige lurendrejere.

Filmens udgangspunkt er Phie Ambos datter Juno, der i søvnskumringens uvirkelighed nogle gange er i tvivl, om hun er et menneske eller et dyr. Det sender Phie Ambo ud på en rejse, hvor hun søger at kommer tættere på en forståelse af, hvad bevidsthed er og om bevidsthed f.eks. kan være uden for kroppen. Hun kommer til at tænke på noget hun har hørt om kvantemekanikken, nemlig dobbeltspalteeksperimentet og noget med, at en elektron kan være to steder på én gang.

Filmens første 8 minutter definerer herefter filmens udgangspunkt via en samtale med min kollega Holger Bech Nielsen fra Niels Bohr Institutet. Dobbeltspalteeksperimentet illustrerer noget af det rystende i kvantemekanikken. Hvis elektroner sendes imod en dobbeltspalte med en detektor på den anden side, så opstår der et interferensmønster på detektoren. Elektronerne opfører sig som bølger – også selv om elektronerne sendes afsted én af gangen med timers mellemrum.

I fysikken taler vi om, at elektronen kan befinde sig i en superposition af to mulige tilstande. Det fortolker Phie Ambo derhen, at elektronen måske som hendes datters bevidsthed kan være ”ude af sig selv”. Hvis man måler, hvilken spalte elektronen kommer igennem, så forsvinder interferensmønsteret. Det fortolker Phie Ambo derhen, at vi nogen gange ikke må ”se efter”, når vi prøver at forstå bevidsthed ligesom vi ikke må ”se efter”, hvis vi skal se elektronernes interferens. Phie Ambo beslutter sig derfor for, at filmen ikke må dirigeres, men at lige som skal fortælle sin egen historie gennem skæbnens lune. Seeren opfordres til at være ”tålmodig, åben og nysgerrig”.

Da jeg så filmen prøvede jeg at gå ind på præmissen. Bagefter kom jeg så til at tænke på, at dette udgangspunkt er utrolig spinkelt og problematisk, men det vender jeg tilbage til. Mit primære problem er, at jeg synes skæbnen er hård ved Phie Ambo, da den leder hende i nogle mærkelige retninger – jeg ville nok kalde dem blindgyder, hvis jeg skulle være helt ærlig (og det skal jeg jo). Nogle af de mennesker hun kommer forbi er meget interessante, f.eks. Marie Høst som jeg har truffet og den norske digter Astri Kleppe. Derefter kommer vi bl.a. forbi clairvoyante, kvantebiologer, reflexologen Peter og en buddhistisk tænker.

Til sidst kommer hun til den danske klejnsmed Lars Leth Pedersen, der har opfundet den såkaldte Power Pack. Her er jeg altså stået af. Power Packen er en form for stueantenne med en dåse med fortryllet vand i den ene ende. Den skulle have fantastiske egenskaber, og bl.a. skulle den gøre noget ved en emhætte på en restaurant i Tivoli og kunne få vand til at varme op eller køle ned hurtigere end normalt. Desværre kan nogle velmenende forskere, der prøver at tjekke apparatet ikke måle nogen effekt, men det kunne jo være det her med, at vi ikke må se efter.

For mig lykkes det som sagt ikke at følge med. Jeg tror ikke skæbnen har været Phie Ambo nådig, men i stedet ond. Jeg tror ikke på power packen – jeg tror det er fup og fidusser. Hvis jeg skal overbevises, så må de komme med noget vi kan måle. Jeg tror, Phie Ambo ville have fået en bedre film ud af f.eks. at have lyttet mere til de forskere, der forgæves prøvede at måle effekten af power packen. Jeg har stadig skuffelsen fra den forfejlede kolde fusion siddende i kroppen fra min gymnasietid i slutfirserne.

Tilbage til udgangspunktet: hvorfor skulle bevidstheden egentlig have noget med elektroner og kvantefænomener at gøre? Selvfølgelig spiller elektroner og kvantefænomener nok en rolle, men næppe så direkte som filmen forestiller sig. Det er der absolut ingen grund til at tro, og det forekommer mig derfor, at denne analogi mellem bevidsthed og elektroners superposition er noget spinkel og problematisk. I hvert fald tror jeg ikke analogien skal tages så bogstaveligt som det gøres i filmen.

Afsluttende vil jeg igen udtrykke min sympati for filmens stræben efter dybere indsigt og forståelse af nogle store spørgsmål så som, hvad bevidsthed er og om den er bundet fuldstændigt til kroppen. For mig farer denne stræben bare vild i ”…Når du kigger væk”.

Du kan læse flere omtaler af filmen på ScienceReport her:

• Ny film undersøger forholdet mellem videnskab bevidsthed
• Når effekten kan ses og føles, men ikke kan måles vejes
• DTU-professor kæmper for videnskaben

Til sidst vil jeg anbefale Owen Barfield’s bog “Worlds apart – a dialogue of the 1960s” som jeg synes er et mere vellykket forsøg på at trænge ned i sprækkerne i vores verdensforståelse, inklusiv bevidsthed.