Søndag d. 28. januar 2018 udtalte USAs præsident Donald Trump sig igen om klimaforandringerne. Uanset hvordan Trumps upræcise formuleringer tolkes, er de faktuelt forkerte.
“Der sker en afkøling, og der sker en opvarmning. Hør her, engang blev det ikke kaldt klimaændringer, det blev kaldt global opvarmning, ikke sandt? Det fungerede ikke særlig godt, for det blev for koldt overalt. Iskapperne ville smelte, de ville være væk på nuværende tidspunkt, men nu sætter de rekorder. De er på rekordniveau.” (Donald Trumps påstande i Jørgen Steen Nielsens oversættelse)
“Det blev koldt overalt”
Donald Trump henviser først til, at vejret har sine udsving, og antyder, at den globale opvarmning skulle være blevet omdøbt til klimaforandringer, fordi det blev koldt. Begge dele er vrøvl. Udtrykket “klimaforandringer” er nok blevet mere populært, fordi “opvarmning” er for snævert et begreb til en kompleks proces.
Det er koldt nogle gange. Andre gange er det varmt. Sådan er vejret. Blandt mange andre faktorer påvirkes Jordens gennemsnitstemperatur af, om det er et relativt varmt El Niño-år eller et relativt koldt La Niña-år. Men klimaet bliver generelt varmere. Der er i de mange udsving en klar opadgående tendens. Således var år 2017 det hidtil varmeste ikke-El Niño-år.
Data fra NOAA/NASA sat sammen af Dana Nuticelli viser med al tydelighed at 2017 var det varmeste ikke-el-Nino år. Det må give stof til eftertanke – måske kunne kurven endda have fået #Løkke til at omtale klimaet i #nytårstalen #dkpol #dkgreen pic.twitter.com/8maFiPX3p0
— Jesper Theilgaard (@JesperTheilgard) 2. januar 2018
Skal man grine eller græde over folk, der bliver ved med at nævne relativt kolde år, et snevejr Kolding eller en overskyet sommerdag som beviser imod klimaforandringerne?
“Iskapperne er på rekordniveau”
The president insists that “the ice caps are at a record level,” confirming the suspicion that he’s living on a different planet.
— Bill McKibben (@billmckibben) 29. januar 2018
Donald Trump specificerer ikke, om han mener havis eller is på land. Eller om han mener på Nordpolen, Sydpolen eller et tredje sted. Det er også underordnet, for alle steder giver klimaforandringerne en nedadgående trend i mængden af is.
Mængden af is på land er nedadgående på både Sydpolen (Antarktika, der er et kontinent) og i Grønland (selve Arktis er et hav, så det har ikke land-is).
Både NASA og US National Snow and Ice Data Center har også grafer, der viser mindre og mindre havis omkring Nordpolen (Arktis). Plottes havisens omfang gennem længere tid, fås imidlertid en endnu mere øjenåbnende graf.
Endelig er der spørgsmålet om havis omkring Sydpolen. Her har mængden faktisk været generelt svagt stigende de sidste tre årtier, så isbjergene sydpå har været et af klimabenægternes yndlingsemner. (På trods af, at der mange år også har været udsving i retning af mindre is, hvilket klimabenægtere jo tilsyneladende går højt op i, når et enkelt år i Tappernøje for eksempel er lidt koldere end det foregående.) At der har været en høj grad af isdannelse på Sydpolen, er blevet forklaret ud fra en række faktorer: 1) et hul i ozonlaget har i en periode kølet området med 2 til 6 grader, 2) denne nedkøling har styrket stormene om vinteren, 3) øget nedbør har gjort vandet i overfladen mindre salt, hvilket har mindsket opvarmningen fra dybereliggende havstrømme, 4) øget dannelse af is fra sne grundet kombinationer af foregående processer. Antarktis er et stort kontinent med et komplekst vejrsystem, så den let stigende tendens er ikke i sig selv bemærkelsesværdig.
Men måske er festen slut? De seneste to-tre år har arealet af havis omkring Sydpolen taget sig et gevaldig dyk.
“Sidste år var med et med et stort fald i mængden af havis omkring Antarktis forbavsende anderledes. At udstrækningen af den antarktiske havis rent faktisk når et rekordminimum, det er bestemt interessant.” – Claire Parkinson, havisforsker.
Den ringe mængde is omkring Sydpolen i disse år kan naturligvis også vise sig blot at være et udslag af naturlig variation.