Imens klimabenægtere finder på nye, skøre teorier, fortsætter klimaet med at sætte triste rekorder
Ved en høring i en politisk komité for videnskab, rumfart og teknologi onsdag den 16. maj 2018, der havde til formål at diskutere teknologiske løsninger på udfordringerne fra klimaforandringer, benyttede republikanske politikere lejligheden til at lufte en række kendte klimabenægtende myter. De indkaldte eksperter brugte således størstedelen af deres tid på at korrigere disse politikeres påstande, rapporterer Science.
Høringen var dog ikke helt uinteressant, da én ny teori blev luftet: at havenes stigning ikke skulle skyldes smeltende gletchere og indlandsis, som klimatologien har regnet på, men derimod erosion og sten, der falder i vandet. Ideen var fremført i et læserbrev i den notorisk klimabenægtende Wall Street Journal dagen forinden – forfattet af Fred Singer fra den kontroversielle, konservative tænketank Heartland Institute, der i årevis har promoveret klimabenægeri.
Nye teorier fra gamle skeptikere
“For at løse udfordringer på klimaområdet skal vi først anerkende de usikkerheder, der findes,” sagde den texanske republikaner Lamar Smith, da han indleverede læserbrevet som et bilag til høringen.
Lamar Smith fremlagde også to grafer: én over vandstanden ved San Fransisco og én over forbruget af fossile brændsler.
“Din graf er præcis, men den viser ikke, hvad der sker globalt. Den viser, hvad der sker i San Fransisco,” svarede ekspertvidnet Philip Duffy, og med hensyn til erosions bidrag til havenes stigning: “jeg er temmelig sikker på, at på menneskelige tidsskalaer er det en lille effekt.”
Washington Posts Philip Bumb har regnet ud, at for at forårsage en lige så stor havstandsstigning som observeret, ville det svare til, at der blev skrællet fem tommer af USA, og dumpet på havets bund. Hvert år. Geofysiker Mika McKinnon greb chancen til at skrive en række oplysende tweets:
Our planet isn’t really a sphere: It’s a lumpy oblate spheroid.
This is the geoid, an imaginary surface of mean sea level for the entire planet as if its shape was determined exclusively by gravity & rotation.
x1000 vertical exaggeration: pic.twitter.com/AlD0Rsxwm8
— Mika McKinnon (@mikamckinnon) 17. maj 2018
Nye klimarekorder fra den virkelige verden
April 2018 var måned nummer fire hundrede (400) i træk, hvor klodens gennemsnitstemperatur var højere end normalen for det 20. århundrede. Sidst vi oplevede en måned, der var koldere end normalen, spillede Danmarks Radio Buster med Nanna og I just called to say I love you med Stevie Wonder. Mandag den 30. april satte den indiske by Nawabshah ny rekord for temperaturer i april måned med 50,2°C.
News that went largely unnoticed at the beginning of the month: The dramatic decline of Bering Sea ice https://t.co/SXUcWMUVdu Viz by @ZLabe, based on @NSIDC data. Another reminder that #ClimateChange is not incremental – and our reaction to it should not be, either #StepUp2018 pic.twitter.com/VdaeoRjmnA
— UN Climate Change (@UNFCCC) 13. maj 2018
I Beringhavet er der nu meget mindre is end tidligere og på Nordpolen forsvinder den gamle is. For tredive år siden var en tredjedel af isen fem år eller ældre, i dag er to tredjedele af den is, der er der, mindre end et år gammel. Det betyder blandt andet, at narvaler har sværere ved at gemme sig for spækhuggere.
(Redigering: Overskriften er ændret.)