Det er ikke vildt overraskende, at politikere fra Dansk Folkeparti udtrykker klimaskepsis. Det er set før. Men det er alligevel imponerende på baggrund af den meget varme sommer. Og journalisternes opfølgende spørgsmål, var tamme
Torsdag den 9. august udtalte Dansk Folkepartis tidligere klimaordfører Per Dalgaard til Radio24syv, at “ingen i Dansk Folkeparti, tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte”. Det er i princippet underordnet, hvad politikere i det ene eller det andet parti tror. Med mindre det, man vil vide, er hvor velorienterede eller troende medlemmerne af partiet er.
Klimatologi er ikke et trosspørgsmål
Information lavede et opfølgende interview med Dansk Folkepartis nuværende klimaordfører Mikkel Dencker, hvori Per Dalgaard blev bakket op et par mere klassiske klimabenægtende udsagn luftet.
“Så længe, der er pålidelige forskere, der siger det ene, og så nogle andre, der siger det andet, så føler jeg mig ikke fuldstændigt overbevist om, at den ene forklaring er mere rigtig end den anden. Så handler det mere om trospørgsmål, og det synes jeg først og fremmest hører til i en kirke og ikke i politik,” sagde Mikkel Dencker til Information.
Der er imidlertid faglig konsensus omkring menneskeskabte klimaforandringer. Det er egentlig ikke 97% af alle videnskabsmænd og -kvinder, der “tror” på teorien. Det er alle klimatologer, der stoler på det overvældende kompleks af forskning, der peger i samme retning. I 2004 blev det vurderet, at omkring 97% af den videnskabelige litteratur om emnet understøttede menneskeskabte klimaforandringer – men som tidligere omtalt blev de sidste 3% for nylig revurderet og dumpet.
Det er derfor ikke så godt, når journalisterne spørger ind til Per Dalgaards vildfarelser med formuleringer som “de 97 procent af verdens klimaforskere, der på baggrund af deres forskning vurderer, at klimaforandringerne er menneskeskabte”.
Der er ikke noget trosspørgsmål, Per Dalgaard og Mikkel Dencker. Over for DR blander Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen begrebet fanatisme ind i debatten:
“Der er fanatisme på begge sider. Det er ikke alene dem, som har afvist og benægter, at det har med mennesker at gøre. Det er også den anden side. Man taler ikke sammen. Man vil ikke acceptere, at det kunne måske være det ene og det andet. Den diskussion er det måske meget godt at få.
Undskyld – men er det ikke den debat, der har raset med varierende stormstyrke siden 1970erne? En debat, der for længst er slut blandt fagfolk, og kun holdes kunstigt i live blandt lægfolk af tvivlens købmænd?
Ja, klimaet har ændret sig før
“Men jeg må også bare konstatere, at der jo har været voldsomme klimaforandringer tidligere i jordens historie, som ikke kan tilskrives menneskeskabt aktivitet,” sagde Mikkel Dencker også til Information. Søren Espersen genbruger også denne klimabnægtelsens urmyte i interviewet med DR.
Klimatologerne er såmænd godt klar over, at klimaet har ændret sig tidligere. Det er i høj grad netop det, de forsker i. Tidligere tiders klimaforandringer bekræfter kuldioxids rolle og fortæller om opvarmingens effekt på økosystemet. Og selv om naturen tidliger har ændret sit klima, hvorfor skulle det så betyde, at nutidens globale opvarmning ikke skulle være menneskeskabt endsige problematisk? Millioner af arter er uddøde før Homo sapiens tid – betyder det, at mennesket heller ikke er skyld i den tasmanske tigers udryddelse? (Læs evt. mere på Skeptical Science / What does past climate change tell us about global warming?, Reality Drop / The climate has changed before og New Scientist / Climate myths: It’s been far warmer in the past, what’s the big deal?)
“Vi har sat varmerekorder for mange årtier siden, hvor det altså var varmere end nu, så der har hele tiden været de her udsving, så jeg vil ikke tilskrive det det ene eller det andet. Men bare konstatere, at der sker nogle ting, som er anderledes, end det plejer at være,” sagde Mikkel Dencker endvidere til Information.
Denne sommers globale hedebølge skyldes klimaforandringerne, har World Weather Attribution slået fast. Én anekdotisk hedebølge beviser ikke den globale opvarmning. Men ekstreme, globalt forekommende hedebølger er med til at underbygge videnskaben, fordi et sådant scenarie er ganske usandsynligt i fraværet af menneskets udledninger af drivhusgasser.
WATCH: "It’s not rocket science — you make the earth hotter, you’re going to have more extreme heat." –@MichaelEMann https://t.co/TG6apahG5t pic.twitter.com/oPSLYTek9U
— Climate Signals (@ClimateSignals) July 27, 2018
Det skal retfærdigvis nævnes, i hvert fald Søren Espersen og Mikkel Dencker har benyttede lejligheden til i princippet at bakke op om logikken bag denne fine vittighedstegning (dog så vidt jeg læser det med løfte om ikke at ændre verden selv):