Hvis vi slet ikke begrænser vores udledning af drivhusgasser, er der ingen tvivl om, at civiliseret liv, som vi kender det, sendes til tælling i en eksistentiel krise. Alligevel er der ikke enighed om, at vi aktivt bør forsøge at stoppe selvdestruktionen.
For små 14 milliarder år siden begyndte strukturen på det univers, vi lever i nu, at dannes ved noget, der bedst beskrive som en eksplosion: Big Bang. Efter hånden som det eksploderede stof spredte sig, blev det koldere, og der dannedes større og større atomer, molekyler, sole, planeter og liberale politikere. Det ved vi blandt andet fordi, vi kan se eksplosionens fragmenter endnu ikke har lagt sig. På samme måde som lyden af en ambulance ændrer sig, når den kører forbi, ændrer farven på fjerne galakser sig, efter hånden som de spreder sig. En milepæl i menneskets intellektuelle udvikling blev sat, da Edwin Hubble og Milton Humason i 1929 beskrev deres observationer af fænomenet.
Allerede et århundrede tidligere blev en anden milepæl plantet: Joseph Fourier beskrev i 1824 drivhuseffekten; det fænomen at gasser i atmosfæren isolerer kloden. I 1896 stod Svante Arrhenius1 på blandt andre Fouriers skuldre og forudså global opvarmning. Vi har i mere end et århundrede haft belæg for, at menneskets brug af fossile brændsler fundamentalt kan ændre grundlaget for det tynde lag af liv, der udfolder sig på den lille sten i universet, vi kalder Jorden.
Den 24. april 2019 debatterede kandidat i statskundskab Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance med ph.d. i statskundskab Theresa Scavenius fra Alternativet i Deadline på DR2, om klimaet truer demokratiet eller ej. Det gjorde de på et oplæg fra professor i international politik, Ole Wæver, der pegede på potentielt radikale klimaaktivister som en lille trussel, og eventuelle indgreb besluttet i FNs sikkerhedsråd og håndhævet med militær magt som en stor trussel. Desværre diskuterede Scavenius og Vanopslagh kun den lille trussel; materialiseret i den svenske skoleelev Greta Thunberg, som Vanopslagh også angreb i Jyllands-Posten den 3. februar 2019.
Desuden var det så småt med videnskabeligt belæg for Vanopslaghs standpunkter i både DR2 Deadline og Jylland-Postens blog, at det knapt er på sin plads at kommentere på herværende videnskabsblog. Og dog.
”Virkeligheden er ikke, at menneskehedens overlevelse er på spil.”
Alex Vanopslagh på DR2
Bortset fra at udsagnet er en stråmand, idet kun enkelte klimaaktivster ligefrem snakker om menneskehedens udslettelse: Hvilke nutidige hændelser og hvilke prognoser for fremtiden har vi at basere en sådan optimisme på? Er det mon nogle af disse:
- Inden tyfonen Mangkhut gik i land i september 2018, evakuerede Kina omkring 2,4 millioner mennesker. I sidste uge blev 800.000 evakueret i Indien. Det er imponerende. Men ikke alle lande har råd til den slags foranstaltninger. Og hvor længe har rige, velorganiserede lande i længden? Hvor mange skal dø i naturkatastrofer – der ikke længere er katastrofer, men blot dårligt vejr?
- En af forskellene på 1,5°C og 2°C global opvarmning er omkring 150 millioner dødsfald grundet luftforurening. Eller som journalist David Wallace-Wells måske lidt upassende anskueliggør det: 25 gange Holocaust.
- Når havene æder vores kystnære landområder og troperne svedes af, bliver verdens befolkning nød til at enes om de resterende beboelige arealer. Antallet af klimaflygtninge i fremtiden er svært at spå om, men nødvendigt at forsøge på. Verdensbanken har anslået 143 millioner internt fordrevne i år 2050 bare i Afrika syd for Sahara, Sydasien og Latinamerika. Altså et tal for omkring halvdelen af verdens udviklingslande. Et andet studie anslår omkring en milliard mennesker på flugt globalt. Altså hvert niende menneske af verdens anslåede befolkning om tre årtier.
Kloden drejer videre og bliver forhåbentlig ikke slået ud af kurs førend Solen brænder ud. Økosystemet skal nok holde liv i et eller andet under selv de mest dystopiske scenarier. Menneskeheden overlever måske endda, hvis blot én Adam og én Eva klarer skærerne. Men hvor store tab er vi villige til at lide?
At dømme ud fra Alex Vanopslaghs udtalelser i Deadline og hans blog på Jyllands-Posten forholder han sig desværre ikke til nogle af ovenstående pejlemærker. Han henviser til en omdiskuteret cost/benefit-analyse af professor i økonomi William Nordhaus2, og hævder, det bedst kan betale sig at lade temperaturen stige med fire grader.
”Det er klimaekstremisme at sige, at økonomisk vækst er et problem, […] ifølge FN’s klimapanel vil ’uhindrede’ klimaforandringer gøre verden op til 2 pct. fattigere omkring 2070, end verden ellers ville have været. Enhver klimapolitik, der koster meget mere end dét, kræver særdeles gode argumenter.”
Alex Vanopslagh på DR2 og i Jyllands-Posten
Påstanden om, at verden kun bliver 2 procent fattigere, er tidligere blevet brugt af Cepos. Da karakteriserede tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen det som en ”bagatellisering af skadeomkostningerne ved den globale opvarmning”, og ifølge økonomiprofessor ved MIT, Robert Pindyck, er dele af den Nordhaus-analyse ”illusorisk” (Information). Nordhaus selv har aktivt argumenteret for skat på kuldioxid, og har selv påpeget, at hans analyser viser, indgreb imod klimaforandringer kan forventes at tjene sig selv ind igen.
”Politikkerne slæber sig meget, meget langt, milevidt efter hvad videnskaben anbefaler, der skal gøres […] Det er svært at være optimistisk. Og vi går faktisk baglæns i USA med Trumps katastrofale politik.”
Professor Nordhaus i forbindelse med prisuddelingen til New York Times
Der findes mange beregninger af klimaforandringernes økonomiske konsekvenser. En dugfrisk analyse viser, at gabet mellem de rigeste og de fattigste lande i dag er 25% større end det havde været uden klimaforandringer. Ét studie kom frem til, at USA’s bruttonationalprodukt kan forventes at ligge et procentpoint lavere for hver 1°C temperaturen stiger – imens de fattigste lande mister op til 20% af deres indtægter. Verden som helhed vil være omkring 133 billioner kroner rigere ved 1,5°C end ved 2°C global opvarmning.
Disse tal anskueliggør ikke en gang, at afbrænding af fossile brændsler allerede koster omkring 4% af bruttonationalproduktet i sundhedsudgifter. For slet ikke at tale om det etisk tvivlsomme i at lade dyrearter uddø, landområder synke i havet eller efterlades ubeboelige og millioner af mennesker sendes på flugt eller slås ihjel – for at spare penge.
Det er helt uoverskueligt at opliste klimaforandringernes mange små og store konsekvenser i et simpel blogindlæg. En del er nævnt ovenstående; på falderebet skal nævnes det metastude af 70 videnskabelige artikler, der viste, at ved 2°C global opvarmning når antallet af mennesker, der ikke længere vil have adgang til rent drikkevand, op på næsten 400 millioner; 70% af verdens befolkning vil opleve en alvorlig hedebølge mindst hver tyvende år; verdens bruttonationalprodukt vil falde med 0,2% alene på grund af øget energiforbrug til opvarmning og nedkøling; udgifter i forbindelse med havenes stigning vil løbe op i 78 billioner kroner årligt; hyppigheden af ekstreme regnfald i Nordeuropa stiger med 45%. Og så er det endda urealistisk, at vi når at begrænse opvarmningen til kun 2°C.
”Vi skal insistere på, at klimadebatten først og fremmest skal føres ud fra fakta, videnskab og beregninger – og ikke på børns udsagn eller populistiske politikere.”
Vanopslagh i sin blog på Jyllands-Posten
Mon ikke Vanopslagh er mindre bekymret over menneskehedens overlevelse på langt sigt end over sin ideologis overlevelse på kort sigt? Hvorfor ellers ignorere alle faresignalerne som beskrevet ovenstående? Hvorfor gå så hårdt og fornærmende til angreb på Greta Thunberg? Måske fordi netop døtre viser sig at være en effektiv måde at aktivere hidtil benægtende eller apatiske konservative mænd. Selv om Vanopslagh skulle få magt nok til forhindre politiske mål om mindre end fire graders global opvarmning: hidtidige politikker har været så utilstrækkelige, at vi allerede er i fuld fart på vej til fire grader eller mere.
1Svante Arrhenius modtog Nobelprisen i kemi i 1903. Altså en ”rigtig” Nobelpris.
2Modtager af Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde 2018, hvilket Alex Vanopslagh ikke undlader at nævne. Denne pris blev dog ikke stiftet i Alfred Nobels testamente i 1896.
Man kan ud fra fakta kun finde statistiske sammenhænge. Fakta alene tillader ikke en forestilling om årsag og virkning, som er nødvendig for at afgøre, hvordan man skal handle for at opnå et bestemt mål. Dette kræver en hypotese i form af en fysisk teori. Det afgørende gennembrud var Gustav Kirchhoffs lov fra 1860, som siger at forholdet mellem emissionskoefficienten og absorptionskoefficienten for en gas i lokal termodynamisk ligevægt er omtrent lig spektret for sort hulrumsstråling. Absorptionskoefficienten bestemmer, hvor langt ned i et himmellegemes atmosfære man kan se udefra. Astronomer har en særlig betegnelse for denne dybde: Man siger, at den optiske dybde er 1. Emissionen af varmestråling er derfor lig sort hulrumsstråling ved gassens temperatur i den optiske dybde 1. Denne lov gælder både for Jordens stratosfære og for Solens fotosfære.
Solens spektrum indeholder en stor mængde mørke absorptionslinjer. Lyset i linjernes centre stammer fra en meget større højde end lyset mellem linjerne, dvs fra områder med en lavere temperatur, idet temperaturen falder med højden.
CO2 absorption i stratosfæren fungerer på helt samme måde. Emissionen er lig sort hulrumsstråling ved en temperatur, som svarer til den optiske dybde 1. Hvis CO2-koncentrationen øges, vil laget med den optiske dybde 1 flytte opad, hvor temperaturen er lavere. Varmeudstrålingen falder, indtil atmosfæren er blevet opvarmet til ligevægt mellem indstråling og udstråling.
Mekanismen er ganske simpel. Man behøver ikke at holde en afstemning om dens eksistens. Der er selvfølgelig andre ting, som kan påvirke globale klimaændringer, men selve effekten af CO2 er så simpel, at den ikke kan betvivles.