Hvis man har bare den mindste interesse for naturvidenskab, er det næppe gået ens næse forbi, at det i år er 200 år siden, at den danske videnskabsmand H. C. Ørsted opdagede elektromagnetismen.
Det markeres landet over med udstillinger, foredrag, artikler – og en tegneserie.
Endda en virkelig flot en af slagsen med to store danske tegneseriekunstnere bag: Sussi Bech, som mange kender fra hendes historier om “Nofret” og “Eks Libris” i Weekendavisen, og Ingo Milton, som jeg selv bedst husker fra hans udgave af H. C. Andersens “Skyggen” fra 1993.
Det er en rigtig god måde at fortælle om en vores største forskere, og det er en fængslende fortælling. For Ørsteds liv var fascinerende på mange måder. Ikke alene opdagede han den elektromagnetisme, der helt grundlæggende har været med til at forme og understøtte det samfund, vi kender. Det er umuligt at forestille sig vores moderne liv uden.
Men han levede også i en tid, hvor han oplevede bombardementet af København. Han kom op at toppes med N. F. S. Grundtvig om forholdet til det guddommelige og menneskets ambition om at forstå “skaberværket”. Han havde besøg af H. C. Andersen og inspirerede den unge digter.
Og samtidig var han en stjerneforsker, der var med til at udvide vores helt grundlæggende forståelse af verden omkring os. Ørsted var bredt anerkendt i videnskabelige miljøer ikke kun i Danmark men også ude i verden – Frankrig, Tyskland og England var alle imponerede. Han holdt videnskabelige foredrag, der præsenterede den nyeste viden for alle interesserede, og var en klar eksponent for den danske guldalder.
Tegneserien illustrerer Ørsteds liv helt fra hans barndom på faderens apotek, til han som voksen forsker ser magnetnålen slå ud, da der går strøm igennem en ledning på hans bord. Man får indblik i livet dengang, i samfundets udvikling, og om de politiske og filosofiske strømninger, der fyldte.
Jeg var godt underholdt og oplyst, og jeg kan varmt anbefale “Ørsted – han satte strøm til verden” til alle, der har lyst til at blive klogere på en vigtig person og en vigtig periode i vores historie.
“Ørsted – han satte strøm til verden”, Forlaget Eudor, 80 sider
Sussi Bech, Ingo Milton og Jens Olaf People Pedersen
Scienceblog.dk har modtaget et gratis anmeldereksemplar af tegneserien fra forlaget.