Noget man kan være stolt over ved Danmarks coronahåndtering, er selve vaccineudrulningen. Mens vaccineudviklingen var en stor teknologisk udfordring, har udrulningen vist sig at være endnu mere vanskelig. Med den udfordring skiftede stafetten fra de tekniske videnskaber til de samfundsfaglige og humanistiske. Og det er gået godt. Danmark har en af de højeste vaccinetilslutninger i verden.

De humanistiske videnskaber kan være svære at sætte monetær værdi på, men ikke desto mindre er de indiskutabelt værdifulde for vores samfund – for vores velfærd og vores demokrati. Men altså også for vores sundhed. Der er mange aspekter, vi kan takke for at det er gået så godt, men det danske samfunds sammenhængskraft, og en kulturel tilpasset kommunikationsstrategi, bærer en del af æren.

Fundamentet for dette er et samfundsmæssigt, og humanistisk tankegods, hvis værdi ikke har været klart som det blev støbt, derfor er det også kortsigtet kun at vurdere de discipliner ud fra en for tiden gældende økonomisk nytteværdi. Et mønster former sig nu, og værdien er klar. Faldet i BNP som pandemien forårsagede i EU var for Danmark kun beskedent, nemlig 7,7 % for tredje kvartal 2020 i forhold til det foregående år, dvs. lidt over halvdelen af gennemsnittet for Europa som helhed da det stod værst til. Den fulde effekt af Danmarks håndtering af krisen, og i særdeleshed vaccineudrulningen, er stadig ukendt, da regnestykket ikke er opgjort endnu.

Tillidens videnskab

Danmark bliver hyppigt beskrevet som et tillidssamfund. Det er et af Danmarks stærkeste kort når kriserne rammer. Hvis man skal forstå hvordan vi er endt sådan, og hvordan vi bevarer den position, kommer naturvidenskaben til kort. Da HPV-vaccinetilslutningen faldt, lå løsningen heller ikke hos naturvidenskaben. Den havde allerede gjort sit arbejde. Løsningen lå i en humanistisk baseret kommunikationsstrategi. Det gav erfaringer, der kom Danmark til gode da covid-19 ramte, og resultatet er ikke til at tage fejl af.

Vi har i nyere tid set hvordan USA er blevet mere splittet og polariseret. De mange dødsfald under pandemien tegner et billede af hvad mangel på tillid og sammenhængskraft kan gøre ved et land. Karakteriseringen af sociale, og samfundsmæssige forhold ligger uden for naturvidenskaben, i humanisternes univers, der kun besværligt lader sig meningsfuldt kvantificere. At knægte disse forskningsmiljøer, er dog en sikker vej til at svække forståelsen af det besværligt kvantificerbare.

Herhjemme er vi nogenlunde gået fri for polarisering og splittelse. HOPE-projektet afspejler et robust Danmark, hvor tillid har vist sig som det centrale element. Det kvantificerer også værdien af tiltag på de parametre, der ikke direkte har noget med penge at gøre. Trusselsfølelse, motivation, ensomhed, og tvivl. Der er værdi i at forstå disse ting, også når coronatiderne er slut. Endvidere præsenterede projektet empiriske resultater, der bekræftede, at klar og åben kommunikation har en positiv effekt på efterlevelse af retningslinjer og vaccinetilsutning. HOPE-projektet er samfundsvidenskab når det er bedst. Det kvantificerer effekterne af den samfunds- og kulturforståelse, de humanistiske fag kan have.

Et fattigere Danmark

I fremtiden kan vi forvente færre kvalificerede personer inden for de humanistiske videnskaber. De bliver ramt af så tørt et ord som dimittendledighed, og de får således sparekniven at føle nu, hvor udflytningplanens konsekvenser skal afgøres af økonomiske realiteter. 1600 studiepladser nedlægges på Københavns Universitet, da det er det billigste for universitetet, frem for at tage de tunge økonomiske konsekvenser ved at udflytte studiepladser. 40 % af disse pladser nedlægges fra humaniora, mens 30 % af pladserne der skal nedlægges kommer fra natur- og biovidenskab, igen som følge af hvordan dimittendledigheden ser ud i en opgørelse. Forskningsmiljøerne er truede, såvel de humanistiske som de naturvidenskabelige, men en fiksering på en økonomisk bundlinje truer i højere grad miljøerne hvis værdi er sværest at definere og formidle. 

Der er penge at spare nu og her, hvilket er nemmere at måle på end reel nytteværdi. Konsekvensen kan på lang sigt blive et fattigere Danmark, hvor det i første omgang ikke kan måles i kroner og øre, men før eller siden vil slå igennem også på bundlinjen. Til den tid vil vi have sværere ved at forklare hvad der mon gik skævt.

For alle de kompetencer, der ellers kunne afklare problemet, er ved at være sparet væk.

Medunderskrivere på indlægget er Anton A. A. Autzen, Adjunkt ved DTU Health Technology – Carsten Levisen, Lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet – Peter Ebert Andersen, Adjunkt ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet – Knud Jønsson, Lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet – Niels Martin Møller, Lektor ved Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet.