Mentos i cola: Den nye dille

Tag en stor sodavand, åbn den, put nogle Mentos pastiller ned i den og gå hurtigt væk. Resultatet er nemlig en kraftig brusen, hvor sodavanden sprøjter ud til alle sider. Dette umiddelbart ligegyldige fænomen er blevet en international dille til en værdi af millioner af dollars.

Nøgleordet er “viral markedsføring“, hvor sjove videoer indeholdende kommercielle produkter spredes næsten som en slags virus på internettet. Hvis bare videoen er sjov, sender folk den automatisk videre via mail til deres venner, og firmaerne, hvis produkter indgår i filmen, får en masse gratis reklame. Undersøgelser viser desuden, at reklameeffekten kan være større, når henvisningen på denne måde kommer fra familie og gode venner i stedet for en almindelig reklameblok på TV.

Mentos-forsøget var nu ikke tænkt som et markedsføringsfremstød fra hverken Mentos eller Coca Cola (i USA anvendes normalt Diet Coke i forsøget), men Mentos/Coke-videoer er nu blevet så populære, at man hos Mentos vurderer, at man har fået reklame for over 10 millioner dollars!

Forsøget har været kendt i nogle år, men det blev først rigtig kendt bredt i offentligheden som et science eksperiment i amerikansk TV. Steve Spangler laver jævnligt sjove fysik- og kemiforsøg i morgenudsendelser på 9NEWS. Steve beskriver selv Mentos-forsøget her, og på 9NEWS’ hjemmeside kan man finde Steves videoer. Se for eksempel under den 5. september 2005 og den 19. juni 2006.

Steves Mentos-videoer blev hurtigt spredt på nettet via blogs, og forsøget har siden været vist i blandt andet Letterman og The Today Show, og selv Wall Street Journal har skrevet om det. For en måned siden sendte også ABCs Good Morning America et indslag om Mentos-dillen.

Den absolut mest populære Mentos-video i øjeblikket er lavet af EepyBird.com, som har udført et stort forsøg med 200 liter Diet Coke og over 500 Mentos. Forsøget blev lagt på deres hjemmeside den 3. juni, og på kun en uges tid blev videoen set omkring 800.000 gange: Extreme Diet Coke & Mentos Experiment.

Når CO2 opløst i sodavand skal danne bobler, kan dette ikke bare lade sig gøre midt inde i væsken. Den lille CO2 bobbel skal nemlig modvirke den kraftige overfladespænding, der er i vand, og for at det kan lade sig gøre, skal boblen helst dannes på en lille urenhed i væsken eller på overfladen af beholderen. Helt tilsvarende ser man kun CO2-bobler fra et glas med øl eller sodavand blive dannet på helt bestemte punkter på indersiden af glasset, og hvis der bobler ekstra mange bobler op fra en fadøl kan man godt regne med, at glasset ikke er helt rent.

Disse små ujævnheder, hvorpå boblerne kan dannes, findes der ekstra mange af på overfladen af de ru Mentos pastiller, og det skulle være det, der gør dem så effektive til at frigøre sodavandens kuldioxid. Ydermere menes det, at nogen af ingredienserne i Mentos nedbryder vandets overfladespænding, hvorved det bliver endnu nemmere for boblerne at dannes. Endelig skulle Diet Coke efter sigende indeholde mere CO2 end almindelig Coca Cola, og forsøg viser i hvert fald, at Diet Coke fungerer bedst.

Se flere videoer på Google Video.

Update (14. november 2006): Så er der ny film om Mentos-forsøget.

3 tanker om “Mentos i cola: Den nye dille”

Der er lukket for kommentarer.