I weekenden eksploderede medier verden over med historien om, at Jack the Rippers identitet langt om længe er blevet afsløret.
Den historie hører vi med jævne mellemrum, når diverse amatørdetektiver og konspirationsteoretikere har samlet mere eller mindre troværdige brikker i et stort puslespil, der udgives som bog med formålet at overbevise læseren om, at lige netop dén teori bare må være rigtig.
Men weekendens historie har en afgørende fordel i forhold til alt, hvad vi har set før. For første gang er det hårde videnskabelige data, der ligger bag bevisførelsen!
Det påstår man i hvert fald.
Den nye teori virker gennembearbejdet, og alle brikkerne passer rigtig godt sammen: En politimand er på vagt en aften, hvor et af massemorderens ofre findes. Han beslutter sig for at tage et flot (men blodigt) sjal, som findes sammen med liget, og give dette til sin kone. Sjalet bliver i familien i generationer, hvor det nedarves sammen med historien om, at konen i hvert fald ikke skulle bruge den makabre tyvekost, hvorfor det blev pakket væk og aldrig vasket.
I 2007 køber forretningsmanden Russell Edwards sjalet på en auktion, og han går nu sammen med molekylærbiologen Jari Louhelainen fra Liverpool John Moores University i gang med en grundig videnskabelig analyse. Der findes DNA-rester, og Edwards opsporer efterkommere af både mordofferet og af søsteren til en af de hovedmistænkte, som begge kan knyttes til sjalet via DNA-tests.
En fin teori, det hele passer sammen. Der er bare én ting, der skurer i ørerne: Alt det videnskabelige arbejde offentliggøres i Edwards bog, og ikke i et videnskabelig tidsskrift, hvor metoderne kan kommenteres og kritiseres af fagfolk indenfor området.
Der ér nemlig problemer med analysen, som The Independents science reporter bemærker:
Hvis DNA-analyserne alle er udført i samme laboratorium – altså både de levende efterkommeres og materialet fra sjalet – kan man ikke udelukke, at der er sket en forurening. Ingen blindtests, ingen analyser udført i uafhængige laboratorier.
Ydermere viser det sig, at sjalet under en konference i 2007 har været i samme rum som the Rippers mordoffer, hvilket dermed udgør en betydelig kontamineringsrisko.
Der er bestemt en mulighed for, at historien er sand – især fordi den peger på en person, der i forvejen var en af politiets absolutte hovedmistænkte – men før vi har set de præcise detaljer af det videnskabelige arbejde, bør vi ikke drage forhastede konklusioner.
Forskningsarbejdet publiceres i morgen den 9. september.
Ikke i Science eller Nature – men i boghandlen.