Det er bestemt ikke let at gætte, hvem der modtager årets Nobelpriser, og ofte er navnene på modtagerne ukendte udenfor en snæver forskerkreds. Men dagens annonceringen af Nobelprisen i fysik bød på et glædeligt gensyn. Den ene vinder er nemlig George F. Smoot, der i starten af 1990erne skrev bogen “Big Bang“, der er en af de mest fængende og inspirerende naturvidenskabsbøger, jeg nogensinde har læst.
Jeg holdt for omkring 10 år siden et foredrag om astronomi, hvor jeg læste op fra første kapitel af Smoots bog. Den indledning beskriver nemlig rigtig godt den nysgerrighed, der driver naturvidenskaben. En nysgerrighed, der som regel grundlægges i barndommen.
Lad mig her gengive teksten:
Der er noget ved det at kikke op på nattehimlen, der får et menneske til at undres. Som barn var jeg så heldig at bo på steder, hvor man let kunne se himlen om aftenen. Noget af det, der står mest levende i min hukommelse, er en erindring om engang, jeg sad bag i bilen på vej hjem fra et besøg hos mine fætre og kusiner. Gennem bagruden så jeg Månen følge os gennem landskabet. Den fulgte os næsten ligesom min hund, der snusede rundt, når jeg udforskede vores store have og markerne og skovene omkring den. Når Månen så ud til at være forsvundet bag en bakke eller et træ, kom den på en eller anden måde igen ind i synsfeltet. Jeg forhørte mig hos mine forældre: Er vi på et særligt sted, siden Månen bliver ved at holde øje med os? Er det os, eller den retning, vi kører i? Hvordan kan Månen opføre sig sådan over hele verden på samme tid? Er Månen ligesom julemanden? Mine forældre forklarede mig, at Månen var meget stor og meget langt væk, og at bakkerne og træerne, der kom i vejen for den, var meget små i sammenligning. Ligesom når man holder fingerene op foran øjnene: hvis man drejer hovedet lidt, kan man sagtens se igen. Så fortalte de mig om jorden og Månen, om tidevandet og Månens faser.
Den nat ændrede min verden sig. Vores have, skoven i nærheden, vores by og selv den to timer lange køretur til mine fætre og kusiner var bare en lillebitte del af en meget større verden. Der herskede endda fornuft og orden ‑ smukt forklaret af fint samstemmende begreber. Tingene skete ikke, bare fordi et eller andet væsen ville have det. Der var logiske årsager og virkninger. Jeg kunne ikke alene opdage nye ting, såsom damme og haletudser, men jeg kunne også finde ud af, hvad der fik tingene til at ske, hvordan de skete, og hvordan tingene passede sammen. Det var, som om jeg gik ind i et mørkt museum og tændte for lyset. Der var utrolige skatte at skue.
Jeg bliver vist nødt til at genlæse bogen i nær fremtid. Tillykke George!