3D-model af dit ufødte barn. Uhyggeligt, smukt eller bare naturlig teknologisk udvikling?

To streger på en lille hvid strimmel.

Sådan startede det for knap 9 måneder siden.

I dag sidder jeg ved mit spisebord, med computeren ud over kanten da jeg ellers ikke kan nå den. Min mave er i vejen. Inde i maven ligger 3,6 kilo pigebarn. Hun må gerne snart kommer ud, for jeg kan snart ikke vente længere med at se hvordan hun ser ud.

Har hun mon fået mine og min fars kinder? Eller får hun brune øjne som min søster? Eller bliver hun høj som min mand? Med smilerynker som min svigerfar? Min biologiske svigermor har jeg aldrig set, så ¼ af hendes gener kender jeg slet ikke, hvad nu hvis jeg slet ikke kan kende hende? Hun er så tæt på, og alligevel så langt væk.

Jeg tror at alle gravide har en konstant trang til at kigge ind, og tjekke om alt nu er i orden, og mange er utålmodige for at få stillet nysgerrigheden, hvem mon der ligger derinde?

Den nysgerrighed kan dog til dels stilles ved de to ultralydskanninger man tilbydes undervejs. Og som regel kan man få et par print med hjem til køleskabet, eller facebook. Det fik vi også.

Klassisk ultralydsbillede af ufødt barn

Derudover er det muligt at tilkøbe ekstra scanninger hos et hav af klinikker i hele landet. Det kan koste alt fra 500,- til 3000,- afhængig af om man vil have de klassiske scanninger, 3D scanninger på print eller 4D (filmfrekvenser).  Dette har jeg fravalgt, jeg syntes 3D billederne er lidt uhyggelige at se på. Og så kan jeg alligevel ikke se forskel på om det er et billede af mit barn, eller et tilfældigt scanningsbillede fundet på google.

Det er ikke mange generationer siden at det var helt utænkeligt at tage billeder af et ufødt barn, og dengang måtte man pænt vente til barnet kom ud med at vurdere ansigtstræk og smilerynker. Men scanningerne er en naturlig udvikling af  lægevidenskaben i samarbejde med ny teknologi. Teknikker der måske ikke er udviklet til netop dette formål, men som giver os flere og flere muligheder for at følge med i ens lille barns udvikling, og nu er det naturlige næste skridt blevet aktuelt, 3D-modeller af det ufødte barn!

Du kan på nettet (f.eks. her) bestille en 20 cm stor 3D-model af dit ufødte barn, hvilket har givet ophav til protester og kommentarer som “uhyggeligt”, “ulækkert” og “unaturligt”.

Jeg kan nu ikke se det ulækre i det. Tværtimod giver det f.eks blinde kommende mødre en mulighed for samme oplevelse af at virkeliggøre det kommende barn. Derudover er det da en sjov gimmick til et babyshower, eller som overraskelse til kommende bedsteforældre.

Hvad syntes du? Kommenter gerne herunder!

Du skal blot sende dine scanningsbilleder ind, vælge om du vil have en stor eller lille model, hudfarve og om man skal kunne se kønsorganerne. Så er det blot at vente på at din 3D-model kommer med pakkeposten. Lige til at stille ovenpå køleskab. God fornøjelse!

Page-by-Page