Om at true sig til tavshed

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg om kvaksalveren Kay Hougaard, der påstår, at man kan lære at leve af lys og derved sige farvel til fysisk næring. Det er selvsagt noget vås. Hvad værre er, så tilbyder han “kurser”, hvor alle – børn og voksne, syge og raske – kan “lære” at leve af lys, ligesom han flere steder giver udtryk for, at han via denne kur kan hjælpe syge mennesker med alt fra diabetes til cancer. Derved krydser han i mine øjne en grænse fra at være endnu en plattenslager til at blive en kvaksalver.

Alt dette skrev jeg i mit oprindelige indlæg, og det kan næppe overraske nogen. At opfordre forældre til ikke at give deres spædbørn mad men lade dem leve af lys, eller at opfordre dødssyge mennesker til at opgive reel næring, er decideret farligt. Det bliver kun endnu mere bizart af, at Kay Hougaard selv helt tydeligt ikke har opgivet at spise. Selvfølgelig har han ikke det – han ved jo godt, at han er nødt til at spise. Det finder man hurtigt ud af.

Hvad der derimod overraskede var, at Kay Houggard skrev en kommentar til indlægget, som I selv kan læse, ligesom han sendte en email til ejeren af scienceblog.dk. Hans mål var at få os til at fjerne indlægget ved at true med et sagsanlæg. Ifølge Kay Hougaard havde jeg fremsat injurierende udtalelser, ligesom jeg ifølge ham var kommet med dødstrusler og opildning til blodrus.

Vi kan ikke acceptere, hvis vi skal blive truet til tavshed. Som en uvildig kritisk stemme er det helt afgørende, at vi ikke lader os intimidere. Tværtimod betød Kay Hougaards henvendelse, at vi gjorde endnu mere for at gøre opmærksom på indlægget, og at det er nu blevet delt langt bredere, end det ellers ville være kommet ud. Vi skal kunne skrive sobert men kritisk om emner, der er relevante, og det er kvaksalveren Kay Hougaard – især fordi han selv har valgt at medvirke i Kontant på DR, hvorved han har gjort hele Danmark opmærksom på sin eksistens. Kære Kay Hougaard, mød Barbra Streisand.

Enhver, der har læst mit indlæg, kan se, at jeg selvfølgelig ikke har fremsat trusler af nogen art. Ja, jeg er meget kritisk overfor ham og hans absurde ideer. Ja, jeg skriver, at hans anbefalinger og virke er farligt. Ja, jeg kalder ham en løgner, da han ganske givet godt ved, at han er nødt til at spise ligesom alle andre mennesker. Men trusler? Det er der intet af.

Interessant nok henviser Kay Hougaard også til en kommentar på mit indlæg, der opfordrer til, at Kay Hougaard udsættes for den behandling, han anbefaler andre. Hvis det er det, Kay Hougaard opfatter som en dødstrussel, må det vel betyde, at han anser sin egen kur for at være livsfarlig. Det kan man jo tænke lidt over.

Og så er der truslen om at blive anklaget for injurier. Som man selv kan læse, er jeg meget kritisk: Hans anbefalinger er livsfarlige, hans påstande er forkerte, han lyver om bl.a. sit eget madforbrug, og han er en kvaksalver, der påstår at kunne hjælpe syge mennesker. Alt det står jeg ved, da det bygger på hans egne udtalelser, og jeg vil med glæde se Kay Hougaard præsentere dokumentation for, at jeg tager fejl. Indtil da sover jeg ganske roligt.

Mon ikke Kay Hougaard har lært lidt om både injurielovgivningen og internettet i de seneste dage. Vi lader os selvfølgelig ikke true til tavshed. Til gengæld har vi tilbudt Kay Hougaard at skrive et svar på kritikken, som vi vil bringe her på ScienceBlog, hvis det kommer.