Anmeldelse af dokumentarfilmen Naturens Uorden, premiere 7/10-2015
Naturens Uorden er en film om tilblivelsen af teaterstykket Human Afvikling med spastikeren Jacob Nossell i hovedrollen. Teaterstykket har jeg ikke haft lejlighed til at se, men det har spillet på Det Kongelige Teater sidste år. Jeg har ikke kunnet finde en anmeldelse af teaterstykket for sig selv.
Filmen dokumenterer tilblivelsen af teaterstykket, men de to ting flyder lidt sammen i filmen, så den ender med at fremstå ret fragmenteret og ufokuseret. Hvornår er handlingen en del af dokumentarfilmen, og hvornår er den en del af teaterstykket, der bare fremvises i dokumentarfilmen? Det er vel lidt begge dele på én gang, men det er nu en lille smule forvirrende.
I filmen støder vi på dilemmaet, at man som handicappet måske kunne finde på at vælge et andet handicappet menneske fra, fx et ufødt barn. Det dilemma møder vi også i programserien De Uperfekte på DR3, hvor en række mennesker med forskellige handicaps sætter sig for at finde den eneste ene. I løbet af serien giver visse af deltagerne udtryk for, at de ville foretrække en ikke-handicappet kæreste. Sådan har jeg det også selv, og jeg tror også jeg ville vælge et handicappet foster fra, hvis jeg havde valget, men jeg synes ikke, det bliver specielt meget dybere af, at det er en handicappet, der har det på den måde – heller ikke selv om filmen prøver at gøre det til noget helt vildt, idet Jacob Nossell konstaterer, at han ville vælge sig selv fra. Det er altsammen helt på linie med evolutionsteorien – kun de stærkeste overlever og får mulighed for at reproducere sig selv, og dem er Jacob Nossell som spastiker ikke en del af. (I øvrigt meget godt udtrykt i filmen af ScienceBlogs egen Thomas Mailund, hør fx. Go’ Morgen P3 fra 6. oktober, spol frem til klokken tolv minutter over otte.)
Jacob Nossell må gå så grueligt meget igennem på sin rejse mod Gamle Scene, men klarer den alligevel, selv om han bliver kørt ned af en bus, ender med at få stomipose og ovenikøbet er handicappet. Sådan er det jo med usædvanlige mennesker og skæbner, det er næsten et klassisk eventyr. Man må tage hatten af for Jacob Nossells gå-på-mod, det er virkelig inspirerende, men det bliver selve filmen kun en anelse bedre af.
Jacob Nossell stiller sig selv det dybt personlige spørgsmål, om han har ret til at være her, om hans liv er noget værd, eller om han kun er en byrde for samfundet, fordi han aldrig kommer til at give samfundsøkonomisk overskud. Især det sidste kan man jo godt blive lidt harm over, hvorfor skal alting give samfundsøkonomisk overskud for at være acceptabelt? Det ser selvfølgelig godt ud i et regneark, men livet og samfundet skulle sandelig gerne være større end dét.
Det, at mennesker kan være andet end “velskabte, fejlfrie og velfungerende,” går tabt, når vi kan vælge ikke-perfekte fostre fra, hvilket bestemt en tanke værd, især i disse plastiktider, hvor bryster helst skal være kæmpestore og ingen må have en dårlig dag. Grænsen er måske lidt hårdt trukket op, at vi er en verden af fejlfrie mennesker og så er der lige de handicappede, men på den anden side, så er der vel nok en tendens i samfundet til, at kun det perfekte er godt nok. Lad os håbe det går over, og at filmen er med til at gøre sit til det. Idet vi vælger handicappede fra, vælger vi også diversiteten fra, hvilket gør os åndeligt fattigere og mindre rummelige. Det er en god pointe, men ret meget mere er der ikke at komme efter i selve filmen, ud over selvfølgelig historien om den bemærkelsesværdige spastiker Jacob Nossell, der både er sød og sjov i filmen. Jeg var i hvert fald godt underholdt, især i begyndelsen af filmen.
Jeg giver et middelmådigt antal stjerner til filmen som helhed, lidt flere til hovedrolleindehaveren Jacob Nossell.
Naturens Uorden Trailer