Det er helt normalt blandt højtstående politikere at en eller flere kampagnemedarbejdere har adgang til at opdatere politikernes personlige profiler på sociale medier. Det sker skam også i lille Danmark, så det ville være mærkeligt, hvis det ikke også er tilfældet for den amerikanske præsidentkandidat Trump.
En antydning af dette finder man på Twitter, hvor man kan se, at halvdelen af de udsendte tweets fra @realDonaldTrump kommer fra en Android-telefonen, og den anden halvdel fra en iPhone.
Bloggeren David Robinson fra Variance Explained kan fortælle, at Donald Trump normalt bruger en Samsung Galaxy Android-telefon, så han opstiller en hypotese om, at Android-updates kommer direkte fra Trump selv, mens iPhone updates kommer fra en kampagnemedarbejder.
Robinson analyserer over 1.000 tweets og finder noget interessant statistik, som bakker hypotesen op. Først og fremmest er der markant forskel i, hvordan de to grupper af tweets er bygget op, hvilket antyder, at der er tale om to forskellige afsendere.
Man ser også, at Android-tweets generelt er langt mere hadefulde end iPhone-tweets. For eksempel er negative ord som “weak“, “crazy” og “dumb” udbredte på Android-tweets, og enhver der har stiftet bekendtskab med kandidatens retorik kan hurtigt danne sig et indre billede at en oprørt Trump, der tweeter vredt på sin Samsung-telefon.
Man ser også, at hashtags stort set kun kommer fra iPhonen, og en professionel kampagnemedarbejder vil formentlig sætte en ære i at bruge de bedste hashtags for at nå ud til den bredest mulige målgruppe. Tilsvarende tweetes billeder næsten kun fra iPhonen.
Det hele bygger selvfølgelig kun på en spekulativ hypotese, men den virker umiddelbart ganske troværdig. Robinsons analyser viser yderligere, at Trump primært tweeter tidlig morgen og sen aften, mens kampagnemedarbejderen er mest aktiv om eftermiddagen.
Tag selv et kig på de mange grafer på Robinsons blogindlæg.
Historien slutter dog ikke her, for analysen har fået andre til at forske yderligere i Trumps Twitter-feed. For eksempel har Andrew McGill fra The Atlantic analyseret 6.000 af Trumps tweets gennem det seneste år, og her ser vi den tidslige udvikling af forholdet mellem tweets fra hhv. Android, iPhone og en webbrowser:
Holder vi fast i hypotesen, ser vi, at kampagnestaben begynder at overtage Twitterkontoen i november 2015, hvorefter de når et plateau. Men den seneste måned har forholdet ændret sig markant, idet kampagnemedarbejderne overtager mere og mere.
Dette falder sjovt nok sammen med, at Trump styrtdykker i meningsmålingerne. Se for eksempel denne Election Forecast, der viser sandsynligheden for at en given kandidat vinder præsidentvalget:
Netop i slutningen af juli skrider det hele for Trump, og i dag siger prognosen, at Trump kun har 11 procents chance for at vinde.
Det er altså en ikke-urealistisk forklaring på Twitter-dataene, at der har været krisemøde i Trumps kampagnestab, hvor man er blevet enige om at ændre strategi, således at Trump skal tweete mindre og mindre.
Det hele er stadig blot en hypotese – som dog bakkes op af de yderst interessante data.