Da jeg forleden købte en flybillet via en internet bookingside, blev jeg venligt opfordret til at købe en CO2 kompensation for min rejse. For et beskedent beløb oveni i billetprisen kunne jeg således udligne flyets udledning af CO2 i atmosfæren ved at investere i økologiske projekter.

Fænomenet kaldes for “carbon offsetting” og er grundlaget for en voksende industri. Tanken er at private og virksomheder kan udligne deres CO2 udledning ved at købe “offsets”. Pengene går firmaer, der investerer dem i nye, grønne energikilder, såsom sol og vindenergi, eller i plantning af træer, som gennem deres optag af CO2 kan modvirke vores forbrug. Se f.eks. hvordan SAS reklamerer for deres grønne profil.

Som Politiken kan rapportere blæser der i øjeblikket politiske vinde herhjemme for betaling af CO2 afgift på alle statslige rejser. Men i mine øjne er denne personlige betaling for vores skyld i miljøbelastningen at skyde forbi målet. Såfremt vi ønsker at komme CO2 udledningen effektivt til livs, kræver det i min optik et politisk flertal for eksempelvis lavere afgifter på biler med uovertruffen benzinøkonomi, samtidig med massive investeringer i nye energikilder.

Det er naivt at tro at vi ved at købe os til lidt bedre samvittighed kan hjælpe miljøet. Mens vi sætter klistermærket der deklarerer os CO2-neutrale i bagruden af bilen, vasker virksomhederne smilende deres hænder hele vejen til banken.

Offset industrien virker som en kompleks kæde. Men det er svært at følge ansvaret gennem kædens enkelte led. Derudover er det vanskeligt opretholde troen på at offset firmaerne udelukkende har (miljø)rene motiver. Eksempelvis fremgår det af hjemmesiden for The CarbonNeutral Company, som SAS betjener sig af, at der er tale om et “for-profit” firma. Det tjener altså penge på de gode intentioner hos SAS’s kunder.

Der er desuden grund til at betvivle effektiviteten af de grønne initiativer. Ifølge New Internationalist kan de endog have direkte skadelige virkninger.

Offset-ideen sætter fokus på vores individuelle ansvar for C02 udledningen. Men logikken mangler. Hvis den globale klimasituation er på vej ud af kontrol på grund af menneskehedens udledninger af kuldioxid fra udvindingen og forbruget fossile brændstoffer, må den eneste logiske udvej være at forløse os fra vores afhængighed af disse. Det kan ikke nytte noget, at vi bilder os ind, at vi gennem offset-ideen og lignende tankegods kan fortsætte ad en tilsyneladende ufarbar vej. I bedste fald leder det til en udskydelse af problemet, og i værste fald betyder det en forværrelse af situationen.

Et problem af denne størrelsesorden kan vi ikke reducere til et livsstilsvalg. Det kræver politisk mod og handling på nationalt og internationalt plan. Hvis vi som forbrugere er oprigtigt bekymrede på klimaets vegne må vi insistere på omfattende adfærds- og produktionsændrende reformer. Vi kan ikke løse klimaproblemet ved at betale aflad for vores dårlige samvittighed.