Xploorit

I Kolding åbnedes i går et helt nyt science center, Xploorit, som har kroppens allermindste beboere som tema. Jeg nåede desværre kun lige indenfor dørene, men fordi jeg var der allerede på andendagen, var der lidt ekstra guf! En biolog eller zoolog eller en afart deraf fortalte os om specielle vandrende pinde og viste en kæmpestor en af slagsen frem for os (min søster og jeg). Den kom fra Australien og ligende et blad. På afstand var den ikke helt så grim, som jeg forestiller mig, at den ville være tæt på. Håber ikke det er almindeligt at have sådan en kravlende på kroppen.

Der var også ægte direkte TV-transmission fra selve udstillingen (som jeg desværre ikke nåede at se). På disse TV-skærme var der dog ingen nuttede dyr (lige som vi kender det fra PandaCam), men i stedet en masse kriblende insekter. Adderbadder! Jeg kan klare husstøvmider, fordi de er så små at jeg ikke kan se dem, men det er selvfølgelig meningen, at man lige skal kigge lidt på dem i et mikroskop, så man rigtig kan blive mindet om, hvor ækelt det hele er!

Okay, nu er jeg jo heller ikke biolog. Jeg kan altså ikke lide insekter! Men jeg er sikker på, at der nok skal blive noget at tænke over, når man sådan bliver præsenteret for mikroverdenen. Jeg har desværre ikke noget overblik over, hvor stor udstillingen rent faktisk er, men hvis den er kæmpestor og fyldt med gode forklaringer, som man kan blive klogere af, skal Xploorit nok være et besøg værd.

2 tanker om “Xploorit”

  1. Det lyder da til, at det allerede har gjort indtryk på dig, selv om du kun var der i meget kort tid!

    —Klaus

  2. Det gjorde bestemt stort indtryk at møde en australsk vandrende bjælke, men så vidt jeg forstod, var den kun til fremvisning, fordi Xploorit lige havde åbnet dagen før. Resten af indgangsområdet var en butik, hvor man kunne købe ækelt slim og andet gejl.

    Jeg har som sagt ikke set selve udstillingen, men det ville da være superfedt, hvis den bestod af lignende fremvisninger af vilde dyr! Hvis den ikke gør det, kunne jeg godt frygte at stedet blev en lidt tam oplevelse.

    Men jeg vil meget gerne overbevises om, at Xploorit er det fedeste science center i Danmark. Det kræver i første omgang, at jeg får besøgt stedet under lidt mindre travle forhold (det ville være fint lige at få tid til at se udstillingen inden man udtaler sig alt for meget).

Der er lukket for kommentarer.