En gammel skrøne siger at kineserne egentligt slet ikke har brug for atombomber for at afskrække vesten – de får bare alle 1.3 milliarder borgere til at stige op på en stol for så at hoppe ned på et bestemt klokkeslæt. Så mange folk der hopper på en gang vil føre til et kæmpemæssigt jordskælv som især vil kunne føles på den anden side af kloden.
Det er en sjov tanke, som man dog hurtigt kan få ud af verdenen med et par logiske og fysiske overvejelser (og det er der mange mange ude på nettet der allerede har gjort). Det var dog ikke nok for den udemærkede tyske videnskabsudsendelse Quarks & Co, som til deres tema om jordskælv den 12. juni besluttede sig for at gøre eksperimentet og få målt hvor meget af et jordskælv synkront hoppende mennesker egentligt kan udløse.
På deres side til udsendelsen har de tre små film der viser de seismologiske målinger for henholdsvis en person, et american football hold og så de ca 50.000 tilskuere ved musikfestivallen Rock am Ring.
Resultatet var nogenlunde som forventet: Det kunne helt klart måles og mærkes at så mange folk gik og hoppede på samme tid, men udslaget var langt mindre end summen af 50.000 enkeltpersoner. På trods af bandet på scenen gav takten menneskemængden skulle bevæge sig til, hoppede nogen lidt før, andre lidt senere, og de helt tonedøve hoppede ind imellem. Det fører til at folk modarbejder hinanden, destruktiv interferens med et fint ord. Faktisk fik geofysikerne et meget pænere signal fra musikken på deres seismografer – de lavfrekvente instrumenter bas og trommer, forstærket af højtalere i open-air størrelse kom fint igennem. Så med mindre kineserne for alvor begynder at bygge højtalere i store mængder behøver vi vist ikke at blive alt for nervøse.