Supernova

Har lige set første del af en bizzar miniserie på DR1. I “Truslen fra Solen” (Originaltitel: Supernova) går det op for astrofysikere, at Solen måske er på vej til at eksplodere i en supernova. Det er selvfølgelig skidt, og det bliver ikke bedre af, at regeringen vil holde det hemmeligt for befolkningen. Den har nemlig intentioner om at videreføre udvalgte elementer af menneskeracen i gigantiske underjordiske anlæg. Så går det ellers over stok og sten med forskere, som forsvinder under mystiske omstændigheder, special effects, efterretningsorganer med mærkelige forkortelser og en smule kærlighed. Der er enddog en nedtælling. Jo klichéerne er så sandlig blevet støvet af. Så kniber det lidt mere med videskaben.

Jeg kan berolige med at Solen ikke vil ende sine dage i en supernova eksplosion. Dertil er vores lokale stjerne ganske enkelt ikke tung nok. Derimod vil Solen på sine gamle dage, når dens brintbrændsel er opbrugt svulme voldsomt op og opsluge de inderste planeter i Solsystemet, muligvis også Jorden. Samtidig vil den skifte farve til rød, da overfladetemperaturen bliver lavere. I dette stadie som en såkaldt rød kæmpestjerne vil Solen naturligvis have en uheldig indflydelse på eventuelt liv på Jorden, men da denne udvikling ligger mange milliarder år ude i fremtiden, er der næppe grund til panik.

Senere vil Solen skille sig af med sine ydre lag og ende sine dage som en ulmende, massiv kugle, som ikke er meget større end Jorden. En sådan sammenpresset, døende stjerne kaldes for en hvid dværg, og vores Sol vil på denne måde fredsfyldt ende sine dage og langsomt aftage i lysstyrke i takt med at den tilbageblevne, glødende klump afkøles. Læs mere om stjerners liv og død på rummet.dk.

Anden og sidste del sendes i morgen kl. 21:30.

En tanke om “Supernova”

  1. Puha. Dommedag er afblæst. Der viste sig at være en fortegnsfejl i de grundlæggende beregninger for Solens alder. Efter et par minutters hurtige udregninger kunne seriens forskere konstatere, at “truslen fra Solen” var overdrevet.

Der er lukket for kommentarer.