Tiden flyver, når man har det sjovt! Det er et par måneder siden, jeg sidst skrev en opdatering om HPV-debatten, og den mellemliggende tid er forsvundet i et forsøg på at passe alle mine forpligtelser. Sådan er det, når ens hobby pludselig bliver endnu et fuldtidsarbejde… Men jeg har samlet lidt sammen og vil her forsøge at samle op på nogle af de sager, der har været:

• Er HPV-vaccinen (stadig) sikker?
• Øger HPV-vaccinen risikoen for aborter?
• Er det bevist, at en ung kvinde døde som følge af HPV-vaccinen?
• Benytter vaccinemodstandere sig af falske personer?

Det er generelt interessant at se, hvordan vaccinemodstanderne ser ud til at have tabt pusten. De fylder ikke særlig meget hverken i medierne eller i debatten, og der er jo heldigvis også en masse tegn på, at tilliden er ved at blive genoprettet i befolkningen. Kurven er knækket, og flere piger bliver nu vaccineret. Det er jo dejligt! Det er nok grunden til, at de ellers potentielt frygtskabende historier slet ikke har opnået den samme udbredelse som tidligere. Lad os alligevel se nærmere på dem.

Er HPV-vaccinen (stadig) sikker?

Men vi starter i den virkelige ende ved at se på de nyeste studier af vaccinens sikkerhed. Der har som bekendt være flere store studier, der kigger på såvel effekt som bivirkninger ved vaccinen, og som alle har vist, at det er en sikker og effektiv vaccine. Nu er der kommet to nye, store studier.

Det ene er en artikel fra april.   Her ses der på sikkerheden ved den nyeste 9-valente HPV-vaccine, der som bekendt også tilbydes i Danmark nu. Forskergruppen har tidligere kigget på de første vacciner, der beskyttede mod hhv. 2 og 4 HPV-varianter, men nu har de samlet data sammen om den nye vaccine.

Forfatterne har lavet et review af eksisterende studier, og de identificerede 109 selvstændige studier inklusive 15 store populationsstudier af samlet mere end 2.5 millioner vaccinerede personer i seks forskellige lande. Det er med andre ord et meget omfattende studie. Konklusion er klar: Der er som tidligere rapporteret (og som forventet) flere lokale reaktioner ved injiceringsstedet. Der er fortsat ingen evidens for øget hyppighed af mere alvorlige bivirkninger – herunder de meget omtalte lidelser POTS og CRPS, som tidligere fyldte meget i de danske medier.

Måske endnu mere interessant er det endnu nyere review-studie fra Cochrane, der udkom i starten af maj. Her præsenteres en omfattende metaanalyse, der skal se på såvel effekt (målt i reduktion af celleforandringer) som sikkerhed ved HPV-vaccinen. Det er jo et virkelig interessant studie, fordi det internationale Cochrane-samarbejde er virkelig velanset på netop dette område, men også fordi vores lokale Nordiske Cochrane Center med Gøtzsche i spidsen har været meget aktiv med at så tvivl om HPV-vaccinen.

Hele studiet er frit tilgængeligt og værd at læse. De kigger på 26 studier af høj kvalitet, der samlet har fulgt op mod 75,000 kvinder i flere år efter vaccination. Som sædvanlig i Cochrane-reviews præsenteres deres resultater med lav, moderat eller høj sikkerhed, og der kigges på forskellige grupper af kvinder opdelt på alder og eksisterende infektion med HPV.

Der er eksempelvis høj evidens for, at unge kvinder (15-25 år) uden forudgående infektion med højrisiko-HPV oplever en markant reduktion i celleforandringer både generelt og specifikt for HPV16 og HPV18. Helt overordnet er der god evidens for, at der sker en markant reduktion i alle celleforandringer, der kan føre til cancer – især ved yngre kvinder (høj sikkerhed) men også for ældre kvinder (moderat) sandsynligvis på grund af infektion før vaccination.

Studiet viser også, at der ikke er øget risiko for alvorlige bivirkninger, og at tallene er de samme for HPV-vaccine, placebo eller andre vacciner. Det er jo fin overensstemmelse med alle de tidligere studier. Der er heller ingen tegn på øget dødelighed eller risiko for aborter, men der er ikke nok data til at sige noget om andre alvorlige graviditetsproblemer (så her er sikkerheden moderat).

HPV-vaccinen og aborter

Det leder fint hen til en anden mærkværdig historie, der heldigvis ikke rigtig slog igennem – nemlig at HPV-vaccinen fører til en markant øget risiko for aborter, som Mette Kenfelt skriver på Facebook. Det er en interessant guilt by association-strategi: Hun skriver om en (misforstået) risiko for aborter og kobler det til en historie fra TV2 om, at der er sket en stigning i antal aborter de seneste 10 år. Voila! Det må jo være HPV-vaccinen.

Men det er en absurd påstand, og det er nok derfor, at ingen rigtig bed på. Det citerede studie er interessant i sig selv og bør da undersøges, men at forsøge at gøre en vaccine til skurken mangler enhver substans.

For det første er studiet udført i Sverige fra 2003-2012, og det er derfor kun de sidste 3 år i perioden, hvor HPV-vaccinen har været anvendt i Sverige.

For det andet handler det ikke om alle aborter men om en stigning i tilbagevendende spontane aborter – dvs. personer der oplever 3 eller flere på hinanden følgende aborter.

For det tredje er stigningen i studiet tydelig i hele perioden – altså også i de 7 år op til vaccinens indførelse – og der er ingen markant stigning efter vaccinen.

Så historien mangler altså enhver plausibilitet. Man skal som udgangspunkt ignorere de første 7 års data. Så skal man forvente, at en masse piger i 12-års alderen bliver vaccineret og derefter oplever ikke én, ikke to men tre spontane aborter – alt sammen i løbet af 3 år. Det kræver en helt særlig måde at fejllæse videnskabelige studier på at nå frem til denne erkendelse…

Det er også relevant igen at henvise til dette studie, der kigger på netop fødsler og HPV-vaccinen uden at finde nogle risici.

Døde en ung kvinde på grund af HPV-vaccinen?

Det er jo ikke første gang, at vaccinationsmodstandere udnytter en tragisk historie i et forsøg på at knytte HPV-vaccinen til dødsfald. Jeg har skrevet om lignende tidligere, og dengang valgte vaccinationsmodstanderne blot at ignorere fakta og fortsætte med at sprede den fejlagtige historie. Mit gæt er, at det samme sker denne gang.

Men lad os se på, hvad den nye sag drejer sig om: I juni 2008 døde den 21-årige Christina Tarsell af hjertearytmi. Hendes historie bliver gennemgået af familien på denne side, og det er på alle måder sørgeligt. At miste sit barn på den måde må være noget af det værste, man kan opleve.

Familien er overbevist om, at Christina døde på grund af HPV-vaccinen, da det skete kort efter det tredje stik. De har kæmpet i 8 år for at få opbakning, og de tabte sagen første gang i juni 2017:

Ms. Tarsell has not persuasively established a basic proposition of her claim, that Christina did not experience an arrhythmia until after the first dose of the HPV vaccine. Without this foundation, the rest of Ms. Tarsell’s claim cannot stand. In addition, even if Christina’s arrhythmia did arise after the vaccination, the proposed theory contains too many leaps and unsupported assumptions to be persuasive. Furthermore, a study of Christina’s heart tissue that pathologists at the Centers for Disease Control and Prevention (“the CDC”) conducted showed that Christina did not experience damage in the way her experts’ theories predicted.

Kort sagt har Tarsell-familiens ekspertvidner (der bl.a. bestod af den kendte vaccinemodstander Shoenfeld, som jeg har skrevet om her og her) påstået, at Christina døde af hjertearytmi, der skyldtes en autoimmun reaktion på HPV-vaccinen. De vævsprøver fra hendes hjerte, der er blevet undersøgt, viser dog ingen tegn på de forventede skader. Derfor afviste retten i første omgang sagen.

Men senere – i september 2017 – kom der en ny afgørelse, der gav familien ret til erstatning. Modstandere af vaccinen udlægger forventeligt dommen som et bevis på, at der er påvist en kausal sammenhæng – altså at det er bevist, at Christina døde på grund af HPV-vaccinen. Men hvad siger dommen egentlig?

Her theory, jointly presented by Dr. Shoenfeld and Dr. Eldar, is conceivably true. […] While the Secretary’s experts, Dr. Phillips and Dr. Yeager, presented several reasons why the theory was unlikely to be probable, the Secretary does not argue that the theory is impossible.

Med andre ord: Det er usandsynligt men ikke umuligt, at de har ret i deres antagelse om, at hjertearytmien skyldtes HPV-vaccinen. Derfor fik de medhold. Det er bestemt ikke det samme som, at der er bevist en kausal sammenhæng (og såvel medicinske som videnskabelige tvister afgøres ikke i retssalen men ud fra evidens). Retten lod altså tvivlen komme dem til gode.

I den endelige retsafgørelse er der en masse meget relevante oplysninger, der alt sammen peger i en anden retning: Man ved ikke, hvornår hjertearytmien startede. Der er ingen tegn på inflammation i hjertet. Der er ikke påvist autoantistoffer. Det hele bygger på en ikke-umulig hypotese og det faktum, at hun blev vaccineret, før hun døde. Som en af de medicinske eksperter udtrykker det:

[I]f it’s thought that this is an arrhythmia caused by an antibody doing something to the conduction system of the heart, then it — if it’s a tissue-specific autoimmune reaction, it will be in the heart, and then you should see some abnormalities in the heart vis-à-vis histologic changes, and there weren’t any.

Så det er et eksempel på, at der bliver lagt vægt på korrelation frem for plausibilitet, og det er nok til at udløse erstatning til familien. Det er dog ikke nok til at påvise en kausal sammenhæng.

Den mystiske historie om den falske forsker

Og nu til en af de mere bizarre historier…

Der udkom for nylig en artikel i “Indian Journal of Medical Ethics”, der påstod at vise en øget forekomst af livmoderhalskræft i Sverige, der højst sandsynligt skyldtes HPV-vaccinen. I sig selv var det ikke særligt interessant, da studiet var ret ringe (mere om det nedenfor), men forfatteren Lars Andersson kom fra det meget anerkendte svenske Karolinska Institut.

Hold da op! Var der en rigtig forsker fra et rigtigt videnskabeligt institut, der havde vist en sammenhæng? Det krævede lidt nærlæsning.

Men historien udviklede sig pludselig på mærkværdig vis. Det viste sig nemlig, at den vaccinekritiske forsker slet ikke hed Lars Andersson og slet ikke var tilknyttet Karolinska Intitut. Vedkommende havde løjet om sit navn og sine akademiske meritter. Det var meget suspekt, hvilket blev beskrevet i et svensk fagblad, da det er en meget alvorlig sag.

Det sætter naturligvis hele artiklen i et dårligt lys. Hvorfor løj forfatteren, og hvad gjorde tidsskriftet, da de blev opmærksomme på det? Det er jo trods alt et tidsskrift indenfor etik, så de må vel tage det alvorligt.

De valgte at lade artiklen blive, men de fjernede dog den opdigtede akademiske titel. Endvidere er der nu en kommentar om forfatteren med det falske navn:

Under the current circumstances where publication of any information critical of vaccines can have serious personal repercussions, the author has chosen to publish under this pseudonym.

Det er helt vildt! Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Forskere udgiver kontroversielle artikler under eget navn hele tiden. Der er hårde debatter om alt fra klima til kræftforskning. Videnskab lever af diskussioner. Ja, blot man blander sig i vaccinedebatten og forsvarer videnskaben, bliver man udsat for lidt af hvert. Det er ingen undskyldning for at lyve om, hvem man er.

Det viser sig da også, at denne opdigtede forsker har udgivet andre artikler med det fællestræk, at de forsøger at koble vacciner til forskellige lidelser: Ud over den nye, der påstår en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og livmoderkræft, har han/hun skrevet, at Pandemrix giver diabetes, og at HPV-vaccinen giver ME. Der er dog aldrig tale om ny forskning men alene om kommentarer baseret på offentligt data – og det endda misvisende og fejltolket data.

Det gælder også i denne nyeste kommentar fra den falske forsker. Han/hun påstår, at den observerede stigning i livmoderhalskræft i Sverige kan skyldes HPV-vaccinen, fordi der ifølge hans/hendes overfladiske analyse er et sammenfald i tid. Det er det eneste – et klassisk eksempel på sammenblanding af korrelation og kausalitet. Den falske forsker korrigerer heller ikke for andre faktorer, der kunne mudre billedet. Det er ellers sådan noget, rigtige forskere gør, da man ellers ikke kan konkludere noget.

En rigtig forsker, Joakim Dillinger, der rent faktisk er ansat som professor i infektionsepidemiologi ved Karolinska Institut, kommer med nogle gode kommentarer til den falske forskers uvidenskabelige kommentar – blandt andet at den største stigning ses i aldersgruppen 40-49 år, der ikke er dækket af vaccinen. Dillner påpeger også, at den falske forsker ignorerer noget ret centralt fra de rapporter, han/hun ellers henviser til: Nemlig at man har lavet sammenligninger på individniveau, der ser på vaccinationsstatus og resultatet af kræftscreeninger. Resultatet er tydeligt: De vaccinerede kvinder har en markant lavere risiko for at udvikle kræft.

Denne bizarre historie om løgne, falske forskere og dårlig videnskab har naturligvis fået en del opmærksomhed – også på den anbefalelsesværdige side “Retraction Watch”. Jeg har fulgt vaccinationsdebatten længe, men det her er alligevel noget af det mest chokerende, jeg har oplevet.