Her i vinterkulden er det lidt sjovt at kigge ud på det snedækkede landskab og tænke på, at det kun er ganske få uger siden, jeg tilbragte en del af natten i en lun, men kulsort, regnskov. Jeg var ikke alene, vi var vel en 9-10 stykker, der stod flere timer i fuldstændig stilhed, uden at røre på sig, uden lys, mens vi lyttede og lyttede og lyttede…
Det er en mærkelig form for turisme, jeg havde rodet mig ud i. Jeg tilbragte juleferien på New Zealands sydø, og lige nu bankede hjertet af spænding. New Zealand er kendt for sine adrenalinprægede turistaktiviteter som bungeejumping og white water rafting, men dette her var fuldstændig anderledes – og alligevel lige så intenst. På trods af, at der absolut intet skete! Vi bare ventede og ventede, og spændingen steg.
Før turen gik ud i skoven, var vi blevet grundigt instrueret i, hvordan vi skulle bevæge os så lydløst som muligt. Vi havde trænet tæt og hurtig gang som gruppe, og vi havde lært håndsignaler, så vi kunne kommunikere uden at tale. Et par enkelte deltagere havde taget tøj på, der støjede en smule, når man rørte på sig, og disse fik ekstra instruktioner i, hvordan man vifter insekter væk uden at larme: armene ud til siden, store rolige armbevægelser, undgå at stof gnider mod stof.
Guiderne vidste, hvor vi skulle stå, for de tilbragte utallige nætter her i skoven, og den ene guide var endda taget tidligere ud i skoven for at spore vores bytte, der netop nu befandt sig kun få meter fra os. Vi ventede og ventede, og vi lyttede og lyttede, og vi var dybt taknemmelige for de udleverede myggenet, der var et trofast værn mod horder af små, aggressive, flyvende bæster.
“Did you hear that?!” hviskes der pludseligt. En svag bankelyd havde alarmeret guiderne. Jeg hørte det ikke, men pulsen steg alligevel, og vi ventede og ventede. Og så var den der lige pludselig! En lille mørk klump, ikke meget større end en høne, en fod, og dér, det berømte næb. Den ene guide tændte en svag, rød lygte, så vi lige netop kunne se den uden at forstyrre den. Den strakte sig, og trippede lidt, og så forsvandt den ind i regnskoven, væk fra den lille sti, vi stod på.
Folk lyste begejstrede op. Vi havde lige haft en oplevelse, som kun få mennesker i verden har haft før os. 5 sekunder, måske 10 sekunder, jeg ved ikke, hvor længe det varede, men vi havde set en ægte, levende, vild kiwi! Den lille sky strudsefugl, som er New Zealands nationale stolthed, og hvis navn indbyggerne endda bruger om sig selv, på trods af at de fleste kun har set den i zoologiske haver.
Vi var på dyrejagt, en jagt uden våben, ja, selv uden kamera, en jagt hvis formål ikke var at skaffe kød til grillen, men alene at give deltagerne en kæmpe oplevelse. Og aftenen var slet ikke slut endnu. Der var en anden fugl i nærheden.
Kiwierne er territoriale dyr, men et kiwipar kan nemt have et territorium på størrelse med 60 fodboldbaner, og de viser sig kun om natten. Heldigvis har forskerne udstyret enkelte af fuglene med radiosendere, og det var derfor, vi vidste, nogenlunde hvor vi skulle vente på dem. Vi søgte videre, og ventede igen, måske så meget som en time, alene i mørket i total stilhed. Og sørme om endnu en fugl ikke dukkede op, så sig nervøst for, og løb over vejen og ind i skoven, lige foran vores gruppe af nysgerrige naturelskende turister.
New Zealand er et fantastisk flot land, der har en veludbygget og gennemorganiseret turistindustri med talrige tilbud til de mange tilrejsende. Mange af tilbuddene er actionpacked eventyroplevelser, men landet har også en unik natur, man kan bruge måneder på at udforske.
Og vi så dem allesammen.
Godt man ikke bare valgte at ligge i solen på stranden, som så mange andre danskere, der holder ferie i sydens varme!
Indlægget blev oprindeligt bragt på Seiersen Science.