Alle indlæg af Jonas Haase

Vær med til at måle lysforurening

Lysforurening er betegnelsen for den overskydende kunstig belysning der oplyser nattehimlen og den omgivende natur. Ud over at være stjerneirriterende for astronomer, der har brug for en fuldstændig mørk atmosfære for deres målinger, virker det menneskeskabte lys også forstyrende for dyr og planter og er selvfølgeligt energifråds af værste skuffe.

Fra den 25. februar til den 8. marts kan du være med til at kortlægge jordens lysforurening.
For tredie år i træk afholdes GLOBE at Night forsøget hvor alle kan være med til at måle lysforureningen i deres lokalområde og sammenligne med tilsvarende målinger for resten af verdenen.
Læs videre Vær med til at måle lysforurening

Den teknologiske singularitet

DR har en artikel oppe lige nu om kunstig intelligens og hvornår man kan regne med at computerne trækker lige og integreres med mennesket. Den slags forudsigelser har man hørt før og de skal tages med et ton salt, men det er interessant hvem der udtaler sig her – Ray Kurzweil har nemlig brugt en del tid på at beskæftige sig med teknologisk udvikling.

Læs videre Den teknologiske singularitet

Geometri og galaktiske fyrtårn

Lys-ekkoerEn gruppe astronomer har på en ret smart måde bestemt afstanden til en cepheide-stjerne med en nøjagtighed på 1.4%. Cepheider opfører sig næsten som fyrtårn og ændrer deres lysstyrke meget regelmæssigt over ret korte tidsrum. Ved nu at at måle hvornår man ser et “blink” fra stjernen genspejles i omliggende gasskyer og måle vinklen mellem stjernen og skyerne kan man med rent geometriske midler regne ud hvor langt den er væk.

Cepheider er ret vigtige astronomiske objekter da de ligeledes bruges til at finde afstande med: Perioden af deres svingninger er koblet til deres absolutte lysstyrke, og så snart man kender den kan man regne ud hvor langt den er væk ved at sammenligne med hvor meget lys når frem til os. Denne mekanisme har i meget lang tid været brugt til at bestemme afstande i vores galakse og til de nærmeste nabo-galakser.

Hvis man er interesseret i de tekniske detaljer kan man få den videnskabelige artikel gratis på Astronomy & Astrophysics’ hjemmeside

Der er mere mellem en femtometer og et gigalysår end man tror….

Jeg faldt lige over denne flotte flash-side, som illustrerer størrelsesforhold i naturen ved at zoome fra 1027 til 10-15 meter langs en logaritmisk skala. Undervejs får man forklaret de måleenheder man typisk bruger på den aktuelle skala og møder de objekter der typisk har denne udstrækning. Man hurtig bliver ret ydmyg når man ser hvor langt ned der er til størrelser vi oplever i dagligdagen.

Det er ikke første gang det er blevet lavet. Mange har sikkert set filmen “Powers of Ten” fra 1977 på et eller andet tidspunkt – om ikke andet så måske som Simpsons parodi.

Britisk Budget Blodbad

Stigende omkostninger i britiske prestige-forskingsprojekter fører til at Storbritannien nu laver kraftige nedskæringer i mange internationale fysik og astronomiprojekter. www.diamond.ac.uk - aerial photo - july 2006
Især den flotte nye Diamond Synchotron som ses på billedet her får skylden for et hul på 80 millioner pund (804 millioner Kr) i budgettet af Science and Technology Facilities Council (STFC).
En tidligere lukning af en ældre synchotron kunne have dæmmet op for noget af skaden, men det blev blokeret af en minister der var bange for at arbejdspladser ville forsvinde fra hans lokalområde. STFC får heller ingen extra penge fra regeringen, der effektivt har sænket forskningsbudgettet, så nu bliver der nu skåret ned over hele linjen.

Læs videre Britisk Budget Blodbad

Lynevolution til Walkürenritt

Vor allesammens Bad Astronomer har gravet en interessant video med en simplificeret evolutions-simulation op på sin blog.

Her er den på YouTube, skru ned for lyden med mindre du er vild med Wagner.

Videoen demonstrerer meget fint at man med meget få simple spilleregler hurtigt kan nå frem til en utrolig mangfoldighed som så samtidigt er tilpasset sine omgivelser.
Kreationister prøver tit at få det til at lyde som om at det er et utroligt usandsynligt mirakel at naturen ser ud som den gør i dag, men her kan man se at der faktisk ikke skal så meget til – især hvis man har masser af tid, og det har man jo hvis man ikke er religiøs tumbe som tror at jorden er 6000 år gammel.

Sidste udkald til at vinde $1 million$

Det var der skægt nok ingen horoskoper der forudsagde: Det er ved at lakke mod enden med James Randi Education Foundations berømte 1 million dollar udfordring.

Den 6. marts 2008 er det ti år siden at James Randi udlovede en million dollars af sin personlige formue til den person der efterviseligt kan udføre noget paranormalt. Ideen var simpel nok: Hvis man kunne gøre noget helt specielt skulle man blot melde sig til og demonstrere sine overnaturlige evner under kontrollerede forhold – med andre ord uden at snyde.

I ti år har denne nette sum penge stået og trukket renter uden at der er nogen der er kommet tæt på at vinde præmien. De paranormale kendisser ved jo godt selv de er plattenslagere og har aldrig turdet melde sig til, og de vildfarne sjæle som virkeligt troede på deres talenter og prøvede, måtte lære at de har snydt sig selv.

På sin 12. årsdag bliver udfordringen så trukket tilbage. Det er rigeligt tid for håbefulde spåmænd og -koner, telepater, healere, vandfindere, telekinetikere og andet godtfolk at gi’ den en skalle og gå hen og vinde pengene, men mon ikke vi får en masse undskyldninger og brok at høre i stedet?

All things dull and ugly – naturmedicin dræber

DR advarede i går mod livsfarlig kinesisk naturmedicin. Kosttilskud solgt over internettet indeholder Slangerod, som kan give nyreskader og kræft.

Hvad er det der får folk til ukritisk at købe og bruge midler som i bedste fald ikke har nogen dokumenteret effekt og i værste fald dræber? Er det et rent imagespørgsmål – østens vise mænd versus den onde onde medicinalindustri?

Det er da fint med gamle erfaringsværdier der fortæller at denne eller hin plante er god mod en lidelse. Den viden bør bevares og undersøges nærmere for at se om der er noget om snakken. Men man skal da huske på at det er de samme “erfaringer” der anbefaler tørret tigerpenis som middel mod impotens.

Medicinalfirmaerne er tvunget til at lave omhyggelige tests for at vise at et nyt middel har en virkning og for at finde ud af hvilke bivirkninger det har. Hvordan kan det være at plantepræparater slipper fuldstændigt uden om den proces? Er det blot uvidenhed der får folk til at ignorere dobbelt-blinde test og stole på anekdoter?

En del af grunden er vel at folk tror at alt hvad der kommer fra naturen er godt for os – måske bør de fra en tid til anden mindes om at vi ude i naturen også finder verdens farligste gifte i diverse planter og kryb. Det vidste de vise mænd fra Monty Python i øvrigt allerede for mange år siden.

Rekordstort sort hul opdaget

Astronomer har ved hjælp a Chandra røntgenobservatoriet og det optiske Gemini teleskop opdaget et ekstremt stort sort hul i M33 galaksen. Det sorte hul er den ene halvdel af et dobbelstjernesystem, hvilket gjorde det muligt at måle at det vejer 15.7 gange så meget som vores sol. Den anden halvdel af systemet er en ligeledes ekstremt tung stjerne på 70 solmasser.

Dette er langtfra det tungeste sorte hul man kender – supermassive sorte huller i galaksers centre kan have masser der er fra 100000 til flere milliarder gange solens, disse er dog ikke dannet som direkte konsekvens af stjernes liv og død.

Dette sorte hul menes dog at være en død stjerne, selvom den enorme masse bringer den på yderkanten af hvad man forventer fra de gængse teorier.