Alle indlæg af Jonas Haase

Die Räuber

Her er en nyhed der der må glæde Schiller Instituttet enormt: Den bayerske landsregering er stort set blevet enig med det tyske trafikministerie, industrien og de tyske statsbaner om at finansiere et maglev tog fra Münchens hovedbanegård til byens lufthavn. Det i alt 37 km lange stræk skal stå færdigt i 2014 og forkorte rejsetiden mellem de to trafikknudepunkter med en halv time fra de cirka 40 minutter det tager med s-toget i dag til blot 10 minutter. Den tid man har sparet kan man jo så passende bruge på at stå i køen af et sikkerhedscheck.

Vi har tidligere berettet om magnettog her på bloggen og Klaus har endda kørt i et af de eneste aktive i Shanghai.
Siden jeg kiggede sidst er konstruktionsprisen dog åbenbart gået op – aktuelt snakkes der om 1.85 milliarder euro (13.8 milliarder kroner) og det er måske endda ikke nok. Allerede nu ser det ud til at der mangler flere hundrede millioner euro i budgettet, da en del konstruktionsmateriale og sikkerhedsudsyr er blevet dyrere.

Oppositionen i Bayern kritiserer da også prestigeprojektet for at være en dyr politisk gave til den afgående ministerpræsident Stoiber, og Münchens bystyre foretrækker også klart et meget billigere ekspres s-tog til samme formål .

Nå ja, hvis vi nu alligevel har et magnettog i Shanghai og et i München, så kan vi jo ligesågodt forbinde dem ligesom Schiller gutterne gerne vil have det. Man kan bare håbe på at prisen per kilometer kan sænkes en smule – 435 milliarder euro er jo ikke ligefrem småpenge.

Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin

Danmarks Radio er åbenbart stadig fanget i agurketiden. Det er i hvert fald det indtryk man får når man læser denne fantastiske nyhed om brændende saltvand. For at gøre historien kort så berettes der om en fyr der åbenbart kan få saltvand til at brænde ved at proppe det ned i sin vidundermaskine. Temmeligt ukritisk videregives informationer fra amerikanske nyhedsmedier og der linkes til en video på YouTube, åbenbart uden at den ansvarlige journalist fik en fornemmelse af at historien lyder for godt til at være sandt.

Læs videre Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin

Mælkevejens centrum beskudt med laser

Mælkevejens center markeret med laserESO astronomen Yuri Beletsky har lavet nogle utroligt flotte fotografier af nattehimlen over Very Large Telescope mens et af de fire store teleskoper var i gang med en observationsserie af mælkevejens centrum.

På billedet ses det spredte lys fra en laserstråle der bruges til at tegne en kunstig stjerne på nattehimlen. Denne “stjerne” skal bruges til af detektere forstyrelserne fra jordens atmosfære så de kan fjernes ved hjælp af adaptiv optik og man dermed får et knivskarpt billede. Kameraerne i teleskopet kigger på en meget lille del af himmelen ad gangen og teleskopet er rettet ud langs med laseren. Så strålens endepunkt peger faktisk nøjagtigt på vores galakses centrum – så ved vi hvor det er.

Der er mere information og et billede mere i ESOs pressemeddelelse.

Galaksejagt

Galakse fra SDSSThe Bad Astronomer har lige postet et indlæg hvor han reklamerer for en yderst spændende side: På galaxyzoo.org kan du hjælpe astronomer med at kategorisere galakser. At analysere billeder er en af de ting som er yderst nemme for mennesker, men som vi har utroligt svært ved at lære computerne at gøre rigtigt. Der er millioner af galakser i Sloan Digital Sky Survey som intet menneske har kigget på endnu – på Galaxy Zoo siden får du chancen for at være en af de første.

Prøv det! det er sjovere end Sudoku.

Sprængfarligt Gær

Overskriften er måske lidt misvisende, afhængigt af ens holdning til genteknologi – The Signal Transduction Laboratory ved Temple Universitetet i Philadelphia har manipuleret gærceller således at de lyser op når de kommer i kontakt med et simpelt sprængstof.

Teamet omkring professor Dhanasekaran har udstyret gæren med gnavernes gener for lugtesans og koblet receptorene til en mekanisme der producerer lysende proteiner. Metoden duer indtil videre kun til at detektere meget simple molekyler, men kunne alligevel bruges til simple biosensorer der kan opspore sprængstoffer, stoffer og hjælpe med dosering af medicin.

Helt sikkert nyttig teknologi, men måske også lidt skræmmende?

Jordlignende planet fundet

Astronomer har for første gang kunnet eftervise eksistensen af en jordlignende planet uden for vores solsystem.

Planeten er ca 50% større og fem gange mere massiv end jorden. Det er den første gang at en så lille planet er blevet fundet som samtidigt har muligheden for at have flydende vand på overfladen.

Ved hjælp af den super-nøjagtige HARPS spektrograf på ESOs 3.6m teleskop har astronomerne udmålt at planeten Gliese 581 c. har et “år” på kun 13 dage og dermed er meget tæt på stjernen den er i omløb omkring. Stjernen er dog en rød dværgstjerne som er en hel del koldere end vores sol og det er derfor stadigvæk koldt nok på overfladen til at der principielt kan være flydende vand.

Vand er nødvendigt for liv som vi kender det og astronomer håber på efterhånden at finde flere af disse jordlignende planeter eftersom målemetoderne bliver bedre.

edit: Læs mere om exoplaneter i den danske wikipedia

The Great Turtle Race

På siden www.greatturtlerace.com kan man fra i dag følge 11 havskildpadder på deres rejse fra Costa Rica til Galapagos øerne. Skildpadderne blev tidligere i år udstyret med satellitsendere efter de havde været oppe på stranden for at lægge æg. Nu genbruges den indsamlede videnskabelige data til at formidle om denne yderst truede dyreart på en sjov måde. Der er desuden en hel del ekstra information skildpadder og andet godt at hente på siderne.