Kategoriarkiv: Astronomi

Indlæg om astronomi.

Rekordstort sort hul opdaget

Astronomer har ved hjælp a Chandra røntgenobservatoriet og det optiske Gemini teleskop opdaget et ekstremt stort sort hul i M33 galaksen. Det sorte hul er den ene halvdel af et dobbelstjernesystem, hvilket gjorde det muligt at måle at det vejer 15.7 gange så meget som vores sol. Den anden halvdel af systemet er en ligeledes ekstremt tung stjerne på 70 solmasser.

Dette er langtfra det tungeste sorte hul man kender – supermassive sorte huller i galaksers centre kan have masser der er fra 100000 til flere milliarder gange solens, disse er dog ikke dannet som direkte konsekvens af stjernes liv og død.

Dette sorte hul menes dog at være en død stjerne, selvom den enorme masse bringer den på yderkanten af hvad man forventer fra de gængse teorier.

Børn af Galileo

Først var Stjernekammeret på Bellahøj Skole i fare for at lukke, men i denne uge dukkede Videnskabsministeren op for at åbne et nyt spændende projekt, Børn af Galileo. Projektet har til formål at få tusindvis af skolebørn til at bygge deres eget teleskop og gå på opdagelse i astronomien.

En god idé, der ser ud til at være styret af nogle handlekraftige lærere, og som vil være en god optakt til det Internationale Astronomiår 2009.

Når UFOerne sværmer

For ikke så mange år siden blev politi og brandvæsen kimet ned af danskere, der var dybt forundrede over en UFO på himlen. To kraftige lysende pletter i tæt formation blev observeret over hele landet. TV kunne afsløre, at der altså bare var tale om to planeter, der stod i nærheden af hinanden. Et fuldstændigt naturligt – omend sjældent – himmelfænomen var nok til at få folk op af sofaen.

Læs hele indlægget på Seiersen Science.

Mælkevejens centrum beskudt med laser

Mælkevejens center markeret med laserESO astronomen Yuri Beletsky har lavet nogle utroligt flotte fotografier af nattehimlen over Very Large Telescope mens et af de fire store teleskoper var i gang med en observationsserie af mælkevejens centrum.

På billedet ses det spredte lys fra en laserstråle der bruges til at tegne en kunstig stjerne på nattehimlen. Denne “stjerne” skal bruges til af detektere forstyrelserne fra jordens atmosfære så de kan fjernes ved hjælp af adaptiv optik og man dermed får et knivskarpt billede. Kameraerne i teleskopet kigger på en meget lille del af himmelen ad gangen og teleskopet er rettet ud langs med laseren. Så strålens endepunkt peger faktisk nøjagtigt på vores galakses centrum – så ved vi hvor det er.

Der er mere information og et billede mere i ESOs pressemeddelelse.

Galaksejagt

Galakse fra SDSSThe Bad Astronomer har lige postet et indlæg hvor han reklamerer for en yderst spændende side: På galaxyzoo.org kan du hjælpe astronomer med at kategorisere galakser. At analysere billeder er en af de ting som er yderst nemme for mennesker, men som vi har utroligt svært ved at lære computerne at gøre rigtigt. Der er millioner af galakser i Sloan Digital Sky Survey som intet menneske har kigget på endnu – på Galaxy Zoo siden får du chancen for at være en af de første.

Prøv det! det er sjovere end Sudoku.